Terroristfaderen med sine følgere. Abu Hafs (venstre) and Abu Saif [aka Usman Khan] (højre), flankerer Anjem Choudary (midten) på en konference om sharia-love organiseret af Ahl Sunnah Wal Jumah ved Cobridge Medborgerhus in Stoke-on-Trent, Staffordshire, on March 15, 2009. Storbritannien høster nu frugterne af at have ladet radikaliseringen ske helt åbent. 

Storbritannien har prioriteret jihadisters retssikkerhed fremfor borgernes. Derfor kunne Sudesh Amman slippe ud og begå ny terror. 74 andre er allerede ude og 224 sidder bag tremmer og bare venter på løsladelse. Vil befolkningen finde sig i at de må betale med liv og lemmer? Dette er i essensen det samme, Sylvi Listhaug måtte gå af på.

Sudesh Amman (19) blev sluppet ud af fængsel selv om flere tegn tydede på at han burde være forblevet inde. Politiet blev derfor tvunget til at passe på ham på fri fod. Et professionelt team klarede ikke at forhindre at han gik ind i en butik, greb en kniv, gik ud igen og begyndte at stikke folk ned.

Vil folk finde sig i at have regler som gør at farlige terrorister slippes ud før den halve tid er afsonet? Skal de have dræbt nogen før de bliver spærret inde?

However, as yesterday’s terrible events demonstrate, Amman was only prevented from causing more carnage because he was under intense and resource-heavy surveillance and licence restrictions involving potentially dozens of police, probation staff and officials.

He had been identified by the authorities as a danger but they were powerless to keep him in prison because of laws that dictated automatic release halfway through his three-year, four-month sentence.

At myndighederne er “magtesløse” er et argument, som befolkningen i et demokrati næppe affinder sig med ret længe.

Særlig ikke når de får at høre, at der er 224 terrordømte i fængsel som myndighederne også er tvunget til at slippe ud inden længe.

However, it does not answer the question of what to do with the 224 terrorist prisoners currently in jail but still eligible for early release unless on life sentences.

Eller hvad med de 74 terrorister, som allerede er sluppet ud?

On top of that, there are 74 terrorists, already released from prisons and whose licence conditions have been reviewed and potentially toughened or expanded in the wake of Khan’s killing of two Cambridge graduates at London Bridge.

Usman Khan var i et omskolingsprogram for jihadister og myndighederne var overbevist om at han var blevet et nyt og bedre menneske. Men Khan bare spillede skuespil.

Myndighederne i samtlige vestlige lande har været optaget af og prioriteret terroristernes retssikkerhed. Den har gået foran hensynet til borgernes sikkerhed. Mullah Krekar er et godt eksempel.

Det kan være at den epoke nu er ovre med valget af Boris Johnson og Trump i USA. Det vil i så fald have betydning for retsopfattelsen i andre vestlige lande og synet på “hjemtagning” af IS-terrorister.

Erna og regeringen ser måske ikke sammenhængen mellem det, der skete i London søndag og hjemtagningen af IS-kvinden, men den er der: Regeringen satte i praksis hendes og børnenes retssikkerhed foran borgernes sikkerhed. Akkurat som Sylvi Listhaug i sin tid hævdede om Ap. Nu var det regeringen hun selv var medlem af, som gjorde det samme.

Derfor sprængtes regeringen. Men problemet består.

Værktøj

Men hvilke muligheder har Boris til rådighed? Kan han putte folk tilbage i fængsel, som allerede er sluppet ud? Kan han forlænge straffene til dem, som endnu sidder bag tremmer? Nej, svarer Telegraph, britisk lov tillader ikke retroaktive love og folk kan ikke dømmes uden bevis.

There will be calls for the released terrorists to be returned to jail but without evidence, it will be difficult. The Government would also be in breach of the law if it tried to block the automatic release of those currently in jail.

Equally, any bid to introduce retrospective legislation to keep those due for release in jail would breach a fundamental tenet of British law – and also be open to legal challenge.

Men der er åbninger for nødværge -situationer i lovene og konventionerne. Til syvende og sidst kan det koges ned til politisk vilje.

Fortsætte

Alternativet er at fortsætte som i dag: Slippe dem ud og bruge enorme resurser på at overvåge dem.

That means stretched police, probation and prison services will have to devote potentially immense resources to protect the public from hundreds of terrorists already released or due for release, even before the Government can introduce laws to lengthen sentences.

Spørgsmålet er om befolkningen finder sig i det. Storbritannien ser ud til at have fået et jihadist-miljø som ikke giver sig. Jihad-litteratur sælges på gaden, salafisme prækes ved universiteterne. Så længe myndighederne tillader salafisme, vil radikalisering og angreb fortsætte.

Hvor hård i filten tør Boris være? Han har en muslimsk borgermester i London, som ikke gør noget ved en knivepidemi. Men som er hurtig til at sende politi på døren hos folk som skriver noget upassende på nettet.

Mister tilliden

Boris har sagt han vil uddanne og udstationere 20.000 ekstra politifolk for at bekæmpe kriminalitet og knivstikkeri.  Hvis politiet må bruge store resurser på at passe på jihadister på fri fod, vil det gå ud over denne indsats.

Men forstår Boris ikke, at der er en sammenhæng mellem salafisme og knivstikkeri og kriminalitet? At de er del af det samme fænomen?

En ny rapport viser at folk er ved at miste tilliden til retssystemet: De anmelder ikke længere alle sager.

As The Daily Telegraph disclosed this weekend, increasing numbers of victims of violent crime – and other offences – are turning their backs on justice and pulling out of prosecutions because of what campaigners describe as a “worrying loss of public confidence” in the criminal justice system.

Samme trend er mærkbar i samtlige lande, hvor indvandringen har fået kriminaliteten til at eksplodere.

At folk mister tilliden til systemet er alarmerende, men det ser ikke ud til at politikerne vil forstå.