Det egentlige mysterium er, hvorfor demokraterne har gennemført deres impeachment af præsident Trump. De har ikke en chance for at opnå det to-tredjedeles flertal i Senatet, som kræves for at afsætte præsidenten, og det vidste de fra begyndelsen.

Hele sagen har været én lang farce. Kravet om at fjerne Trump blev fremsat i Washington Post få minutter efter, at han blev indsat den 20. januar 2017, og siden har demokraterne og deres allierede i medierne beskyldt præsidenten for den ene forbrydelse efter den anden. Han havde dyrket sex med en kendt pornostjerne, han var i lommen på Rusland, og russiske prostituerede havde tisset på ham, og nu har han rottet sig sammen med Ukraine for at forfalske det kommende valg.

Ruslands-historien trak fulde huse i over to år, indtil særanklager Robert Mueller efter grundige undersøgelser måtte erkende, at den intet havde på sig. Demokraterne har heller ikke kunnet føre bevis for, at Trump skulle have foretaget sig noget ulovligt eller kritisabelt i forhold til Ukraine.

Demokraterne har alligevel oversendt deres to impeachment-artikler til Senatet, og de er en tynd kop the. Den ene anklage går ud på ”magtmisbrug” – en forbrydelse, der ikke findes i straffeloven. I princippet kunne demokraterne råbe magtmisbrug, uanset hvad præsidenten foretog sig. Den anden anklage drejer sig om ”obstruktion af Kongressen”, fordi Trump truede med at påberåbe sig ”executive privilege”, hvis Repræsentanternes Hus indkaldte vidner fra hans inderkreds. Det er helt normalt, at præsidenter handler sådan, for ellers kunne de ikke føre fortrolige samtaler om politik og strategi uden at frygte, at alt ville komme offentligt frem.

Europæisk statsledere ville også have sig frabedt, at deres nærmeste medarbejdere og rådgivere skulle aflægge forklaring om, hvad der var blevet drøftet bag lukkede døre.

Men der har altså været en konflikt mellem præsidenten og Repræsentanternes Hus om rækkevidden af ”executive privilege”. Når de to støder sammen, er det op til domstolene – og i sidste instans Højesteret – af afgøre sagen. Men det har demokraterne ikke villet vente på og har derfor til lejligheden opfundet forbrydelse nummer to, som heller ikke har figurerer i loven.

Lige nu overvejer Senatet, om der skal indkaldes vidner, hvilket er ganske besynderligt, idet Repræsentanternes Hus jo allerede har vedtaget, at der er rigeligt med beviser til at dømme præsidenten. Men demokraterne har altså overvejet at genåbne sagen, fordi deres impeachment hviler på et meget tyndt grundlag.

Det er i øvrigt ikke sikkert, at det bliver til demokraternes fordel at forlange vidner i Senatet. Nogle af de vidner, som de måtte ønske at indkalde, kunne stadig påberåbe sig ”executive privilege”, hvad republikanernes vidner ikke ville kunne.

Republikanernes ledere har allerede tilkendegivet, at hvis der skal føres vidner, er de stærkt interesserede i at indkalde tidligere vicepræsident, Joe Bidens søn, Hunter Biden, som tilfældigvis sikrede sig et lukrativt job i et ukrainsk energiselskab – mens hans far tilfældigvis tog sig af USA’s relationer med Ukraine. Biden senior pralede for åben skærm med at have truet med tilbageholde en milliard dollars i hjælp til Ukraine, hvis landets ledelse ikke fyrede en offentlig anklager, der var ved at undersøge unge Bidens korrupte optræden.

Joe Biden har altså bevisligt gjort præcis det, som Donald Trump står anklaget for. Det vil ikke være behageligt for demokraterne at få den historie oprullet.

Vi kan altså regne med, at sagen mod Trump falder til jorden, men så er der udsigt til, at demokraterne tager fat med nye anklager, som kan føre til en ny impeachment.

Demokraternes hensigt er tydeligvis at holde gryden i kog – ikke fordi de regner med at kunne slå Trump ved præsidentvalget i november – men i håbet om at sikre sig et demokratisk flertal i Senatet, hvor en tredjedel af medlemmerne også er på valg samtidig med præsidentvalget.

Hvis det lykkes demokraterne at tørre så meget snavs af på præsidenten, at republikanske senatorer bliver stemt ud, er der udsigt til, at demokraterne kan kontrollere begge Kongressens kamre, således at de i realiteten kan sabotere præsidentens politik.

Det må være sådan demokraterne tænker.

Deres fremgangsmåde kan få meget alvorlige konsekvenser for det amerikanske demokrati, fordi man kan frygte, at kommende præsidenter vil få samme behandling som Donald Trump. Hvis der bliver valgt en præsident, som flertallet i Repræsentanternes Hus ikke bryder sig om, kan dette flertal blive fristet til at opfinde en eller flere forbrydelser og indlede en rigsretssag. Som forfatningsretseksperten, professor Jonathan Turley, sagde, da han udtalte sig i Repræsentanternes Hus, var det aldrig meningen, at en impeachment skulle foregå på denne måde. Det var aldrig meningen med impeachment-institutionen, at præsidenter kunne fjernes, fordi hans modstandere ikke kunne lide ham eller hans politik. Turley er vel at mærke demokrat og stemte på den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Hvis hele denne farceagtige proces kommer til at danne præcedens, betyder det, at vælgerne er sat ud af spillet, og at USA næppe længere kan kaldes et demokrati.

I disse timer står alt på spil.