Ari Behn, Instagramkonto

Kongefamilien indtager en særstilling. De er offentlige personer på en helt speciel måde. De har deres privatliv, men deres job er at repræsentere Norge. Det gør derfor ekstra indtryk når et tidligere medlem af kongefamilien vælger at begå selvmord på første juledag og lader sin manager offentliggøre det til nationen samme dag.

Alle tænker på Ari Behn denne dag og de næste.

Selvmord er den mest drastiske løsning på en situation. Ordet selvmord kan aldrig normaliseres.

Der siges og skrives meget om Behns bortgang, også en del, der burde have været usagt. Hans død handler om børn, der har fået lagt en møllesten om halsen. Men den handler selvsagt også om kongefamiliens ”standing” i det norske folk.

At være konge kan ikke være bare almindeligt. Men det er hvad det er blevet: Det gælder både hvad kongebørnene gør og hvem de gifter sig med.

Märtha-Louises optagethed af engle var til at begynde med eksentrisk og speciel. Nu er hun sammen med en shaman. Så er det blevet noget andet. Durrek kan lugte skandale på lang afstand og med kongehusets lange erfaring burde det ikke være vanskelig at vide, hvilke personer man skal holde på afstand.

Armslængdeprincippet er klogt når det gælder noget så følsomt som kongehuset. Men nogle medlemmer af kongehuset ser ud til at praktisere en individuel frihed akkurat som resten af befolkningen. Så må det gå galt og det har det nu gjort flere gange.

Mette-Marits forbindelse til Jeffrey Epstein var så alvorlig at offentligheden havde krav på flere svar end den fik. Var kongen og dronningen klar over forbindelsen? I hvilke sammenhænge mødtes de? Slottet ville ikke svare. Det holder ikke. Har man sagt A må man også sige B. Det gælder også for kongehuset. Man kan ikke få både i pose og sæk.

De fleste af os følger ikke kongehuset ret tæt. Men vi ser når kongelige er indviklet i skandaler: Prins Andrew afslørede sig som utrolig klodset og ”out of touch”, on camera i interviewet med BBC om forholdet til Epstein.

Prins Harry har giftet sig med en skuespillerinde, Meghan, hvis familie er så kontroversielle at kun nogle få kunne inviteres til brylluppet. Dermed inviterer man også ukendte risikofaktorer ind i flæng.

Den spanske arveprins Felipe kom i sin tid sammen med norske Eva Sannum. Det var så alvorligt at kong Juan Carlos måtte sige at hun aldrig kunne blive spansk dronning: Felipe måtte vælge, tronen eller kærligheden. Han valgte tronen.

I det socialdemokratiske Norge siger vi ja tak til begge dele. Det begyndte med Sonja og er fortsat med Ari Behn og Mette-Marit.

Når disse grænser må trækkes er det fordi skandalerne rejser nogle grundlæggende spørgsmål: Hvis vi skal have et kongehus må medlemmene opføre sig som kongelige. Hvis det bliver sådan, at vi identificerer os med de kongelige, fordi de ligner os på alle måder, gambler kongehuset med sin fremtid.

Ari Behns død kaster lange skygger. Den inviterer til kulegravning og et kongehus kan ikke konstant have lyskastere ind i alle private gemmer. Noget må forblive gemt. Men nu er kongehuset blevet almindelig og kendisstof.

Det trivialiserer og banaliserer kongehuset. Er der noget kongehuset ikke tåler så er det trivialisering.

Eller som dronning Margrethe sagde til en dansk reporter under en pressekonference for bare et års tid siden:

-Hvornår blev vi dus?

Dronning Margrethe af Danmark er som en fuldrigger både i holdning og tale. Hun sætter og holder standarden og derfor er hun elsket af folket.