Jeg tror ikke Steen Dalin har noget imod fejringen af Genforeningen, eller et dybtfølt ønske om mere ‘kompetente historikere. Jeg tror blot at filmfotografen hader nationalstaten, og det er uvist af hvilken årsag ikke unormalt, blandt folk der mere eller mindre direkte ernærer sig af andres skattekroner. Bizar kommentar af Steen Dalin i Weekendavisen – Grænseløs nationalisme.
“… Ud drattede Grænseforeningens Jubilæumsudgave om genforeningen med et farvestrålende billede af vores dronning på forsiden. Åh nej, allerede! Det er ellers først næste år, vi skal oversvømmes af nationalistisk propaganda af værste skuffe om Sønderjylland og genforeningen. Som om det ikke var nok med de tusindvis af genforeningssten, der pryder hver en lille flække over hele landet.
… Her til 100-året kunne man ønske sig et knap så nationalistisk og mere nuanceret billede af begivenhederne. Faktisk var der inden treårskrigen i 1848 overhovedet ikke tale om noget ‘Sønderjylland’.
… i Grænseforeningens Jubilæumsudgave kan man læse en forsonende artikel, hvor de to formænd for henholdsvis det danske- og tyske mindretal, gensidigt smilende, mindes 100-året for grænsedragningen. Men det er karakteristisk, at tidsskriftet omtaler det danske mindretal som hørende hjemme i Sydslesvig, mens det tyske mindretal er indbyggere i Sønderjylland. Hov – burde der ikke have stået Nordslesvig?
På tyske oversigtskort er betegnelsen altid Holstein samt Nord- und Südschleswig, men her til lands skelner vi slet ikke. Er det ikke tankevækkende, at forrige århundredes nationalistiske propaganda stadig har sine fangarme dybt plantet i vores underbevidsthed? Personligt håber jeg på, at det kommende års fejring kunne styre uden om de rædselsfulde nationalistiske rød-hvide toner med kongen på den hvide hest og i stedet lade nogle kompetente historikere komme på banen og forklare os de reelle årsagssammenhænge. Det ville være en oplagt lejlighed til at tage hele historien op til revision. Men jeg frygter det værste her på tærsklen til 2020.”