Fra the Mall i Washington. Foto: Document

Ingen står over Loven, sagde Demokraternes Jerry Nadler og Adam Schiff, der hver har holdt deres respektive Rigsretshøringer, som begrundelse for, hvorfor de nu vil indlede selve Rigsretsprocessen imod Trump. Ironisk er det Trumps forsøg på at få undersøgt om Senator Joe Biden brød loven, da hans som USAs ‘pointman’ for Ukraine med fokus på at udvikle Ukraines energisektor blev snævert fulgt, af hans søns bestyrelsesjob for et stort ukrainsk energiselskab, som ligger til grund. Velkommen til Demokraternes indre Omvendtslev.

Selve anklageskriftet er mere end elastik i metermål, som Andrew C McCarthy redegør for på National Review, mens Breitbarts Joel Pollak hudfletter anklageskriftets formuleringer i detaljer. Skønne spildte kræfter, de fleste mennesker har kun brug for et minimum af almindelig fornuft og proportionssans for at forstå absurditeterne. Og Formand for Kongressen Nancy Pelosi gav en journalist lige præcis det, da hun forklarede, hvorfor hun modarbejdede bestræbelser på, at indlede en Rigsret mod George Bush. Belært af erfaringerne fra Bill Clintons Rigsret, der blev et Republikansk selvmål og splittede befolkningen for noget der, ifølge Pelosi, blot var nogle dumheder begået af den daværende præsident. Så trods sin indsigt, fra det inderste af Sikkerhedsudvalget, at George Bush løj om masseødelæggelsesvåben i Irak, som begrundelse for den krig, der stadig trækker sine blodige spor, valgte hun altså ikke en Rigsret.

Men denne gang er det meget, meget værre…

Trump har begået ‘magtmisbrug’ i sin perfekte samtale med den ukrainske præsident Zelinsky ved at true med at nægte våbenhjælp hvis ikke Bidens blev efterforsket, hedder begrundelsen. Eller en af dem, hvor han er også en trussel imod sikkerheden, har begået både bestikkelse OG afpresning. Ikke nok med at samtalens to eneste deltagere Trump og Zelinsky begge afviser den tolkning og at de faktiske begivenheder, Zelinsky gennemførte ingen efterforskning og fik alligevel sin våbenhjælp, direkte underminerer den sinistre fortolkning.

Tillige tiltales Trump for “obstruction of justice” fordi det Hvide Hus ikke har villet føje Kongressens grasserende krav på agtindsigt i alt, men bestridt dem juridisk. Og det er ganske normalt, når Kongressen og Det Hvide Hus slås. Der er tale om to institutioner og den ene står ikke over den anden, sådan har det været under alle præsidenter. Det er virkeligt et politisk teater, som hurtigt skal spilles til ende, inden vælgerne begynder at forstå, hvad der rent faktisk foregår.

Så lad den fulde onkel til julemiddagen, se på den værste udlægning af en quid pro quo samtale, med en mere malende beskrivelse og indrømmelse. Joe Biden underholdt i 2016 publikum ved Council on Foreign Relations, med en historie om, hvorledes han havde presset Ukraines daværende præsident, til at fyre en statsanklager, som betingelse for at modtage økonomisk hjælp fra USA.

Det handler ikke om whataboutisme, selv om politisk hykleri er et argument i sig selv. Vi gør os i stedet den observation, at ingen af de tilstedeværende fik indtrykket af, at Biden misbrugte sin magt (han har nok spillet hard-ball, men politik er jo en kontaktsport). De tilstedeværende fandt Bidens anekdote mildt underholdende eller bare ham spøjst charmerende, men der gik intet gisp af forargelse gennem salen. Og det gjorde der heller ikke som billederne lå på internettet for alle hans fjender at se. Et raskt lille ‘quid pro quo’ er ingen forbrydelse, har aldrig været det og kommer heller ikke til det. Det er ikke udtryk for andet end det naturlige hierarki.

Anekdoten blev først interessant, da der kom fokus på, at Bidens søn, kort tid efter sin far fik sit nye resort, havde fået et bestyrelsesjob i det ukrainske energiselskab Burisma, der er ejet af en mand, der er så korrupt, at han har indrejseforbud i USA. Og at den fyrede statsanklager måske på det tidspunkt var begyndt at interessere sig for Burisma. Trump talte altså ikke om elastik begrebet ‘at grave skidt op’, men havde en sagligt begrundet mistanke (som flere diplomater i tiden selv havde givet udtryk for overfor Udenrigsministeriet).

Man kan sidde og fundere lidt over, at de politikere, støttet af de samme medier, der mente at Trump var en russisk agent styret af Putin – og som nu mener, at Trumps tøven med at give Ukraine våbenhjælp i form af anti-tank raketter – er de samme politikere, som støttede den tidligere administrations politik om overhovedet ikke at give Ukraine våbenhjælp for at tækkes Putin.

At Adam Schiff har slået til i en sag, som indbefatter Biden er besynderlig. Det er klart at han havde håbet at kunne malke en situation, hvis han kunne piske et hysteri frem, hvor en anonym whistleblowers samvittighedsfulde og uegennyttig selvopofrelse skulle falsificere Trumps fortælling og bestyrke mistanken om korruption. Håbet var at midtervælgerne ville mene, som medierne havde bearbejdet dem. Uha, der foregår skrækkelige ting bag lukkede døre, værre end vi forestillede os – hvis altså sandt. Men Trump fjernede resolut den forudsætning og offentliggjorde en transskribering af samtalen, mens mysteriet om whistleblowerens egentlige identitet tog sin form og her er det endt, i Demokratiske tårer.

Så på en anklage om at Trump har begået magtmisbrug, forsøger Demokraterne nu at bruge deres magt til at fjerne ham, inden han vinder det næste valg. Det kan ingen gennemskue. Men betyder det, at de senatorer, der opstiller for Demokraterne, som deres bud på en præsidentkandidat, Elizabeth Warren, Joe Biden, og Cory Booker, skal erklære sig inhabile? De vil jo, som det er beskyldningen mod Trump, drage en personlig politisk fordel af at få ham fjernet. Hvornår bruger man sin magt og hvornår er der tale om et misbrug? Hvorledes skiller man en politikers personlige interesse for det politiske virkes, der grundlæggende er det samme. Spørgsmål man må stille i omvendtslev.

Samme dag udkom Horowitz rapporten, der dokumenterer at hele efterforskningen af Trump, hvilede på et falsk grundlag, den såkaldte Steele-rapport. Steele-rapporten blev brugt som argument for at få dommerkendelser, til at overvåge to medarbejdere, Carter Page og Steve Papadopoulos, i Trumps stab, da denne endnu var præsidentkandidat og senere også i de første måneder af hans præsidentskab. Besynderligt nok gik man væk fra gængs praksis ved at advare Trump om at man mistænkte bestemte personer i hans organisation for at være fremmede agenter, og fulgte i stedet bare deres kommunikation og gøren og laden i Trumps organisation.

Ikke nok med det, men så tilbageholdt FBI agenter afgørende dokumentation for dommerne, der ville give et retvisende indtryk af at de mistænkte ikke var i forbindelse med russiske kræfter. En e-mail blev endda forfalsket, så den påstod at Page havde russiske forbindelser, men uden at forklare, at det var som led i sit arbejde for CIA. Og ikke en eneste whistleblower var der i nærheden…

Om nogle måneder kommer Durham rapporten. Durham har en bredere arbejdsbeskrivelse og udvidede beføjelser såsom at kunne stævne. Hans efterforskning har forlængst ændret karakter til en kriminel efterforskning, som han har skullet undersøge bl.a om der blev spioneret på Trumps kampagne – og det gjorde der, så meget har han allerede fortalt. Ingen er over loven, det er ganske vist – ikke i omvendtslev og heller ikke helt dernede i den dybe, dybe stat.