Det er næsten umuligt at bringe uddrag fra Søren K. Villemoes’ nekrolog over sin far Lars Villemoes uden at gøre vold på helheden, og jeg håber inderligt at Weekendavisen lader den stå online i fuld længde til evig tid. Kendt venstreorienteret journalist skriver som den første om kommunistisk terror, men i stedet for at høste journalistisk hæder, udsættes han for chikane, chikaneres og trues af ‘Venstrefløjen, kolleger, juraprofessorer, hans redaktører’. Han kunne ikke finde fast ansættelse, og døde alene som en bitter mand.

Velskrevet personlig nekrolog over Lars Villemoes i Weekendavisen – Min fars historie (af Søren K. Villemoes).

“Natten til fredag i sidste uge døde min far, Lars Villemoes. Han blev kun 66 år gammel…

Hans første artikel om Blekingegadebanden, ‘Fighterne og de nyttige idioter’, blev bragt i Information d. 13.-14. maj 1989. Den var baseret på anonyme kilder og gav det første indblik i bandens politiske forestillingsverden. Den skabte opstand blandt læserne af en sådan decibel, at det rystede hele redaktionen og ikke er hørt lignende siden.

På Københavns gader dukkede en plakat op med teksten ‘Boykot Information! P.g.a. Stikkervirksomhed!!’. Den udpegede min far og hans chefredaktør Lars Hedegaard som ‘gemene stikkere og leverandører overfor politiet’ og var underskrevet af ‘folk fra venstrefløjen’. I en kronik i Information anklagede nogle af tidens tungeste venstre­intellektuelle, kriminologerne Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, min fars artikel for at tilsidesætte ‘fundamentale journalistiske principper’, bryde med retssikkerheden og viderelevere ‘løsagtig snak’ og ‘fiction’. I Politiken kritiserede juraprofessor Ole Krarup min fars dækning for at være »ondsindet«. De efterlyste alle, at min far i stedet undersøgte forbindelser mellem PET og Mossad. …

Fire tidligere redaktører på Politisk Revy anklagede min fars arbejde for at være ‘afladsjournalistik’, der gjorde ‘vold mod alle de krav, man kan stille til hæderlig journalistik’. Afsløringerne af Blekingegadebanden var angiveligt i strid med retssikkerheden, fordi den beskrev kriminelle forhold, inden der var faldet dom. …

I Det Fri Aktuelt blev min far anklaget af journalist Peter Kramer for at have en ‘dobbelt­rolle’, fordi han ved to lejligheder havde talt med politiet. … Kramer endte med at få en pris fra Retspolitisk Forening for sin dækning af sagen. Samtidig aflyttede selvsamme politi vores telefon, der i de år blev rødglødende af opkald fra vrede venstreorienterede. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Journalist­forbund. … Et helt nummer af månedsbladet Press blev dedikeret til latterliggørelse af min fars afsløringer, der da også blev fremhævet som kron­eksempel på dårlig journalistik i en lærebog om presseetik, der udkom i de år. …

På uforklarlig vis og stik imod alle odds havde min far vundet forældremyndigheden over mig… Dermed oplevede jeg alting på nært hold i de år. … Særligt en eftermiddag d. 18. maj 1994, da jeg var 12 år gammel. Min far havde hentet mig på mit værelse, hvor jeg var faldet i søvn. Der var noget, jeg skulle se. Nede på gaden foran vores opgang stod flere hundrede autonome. De demonstrerede for etårsdagen for urolighederne 18. maj, hvor politiet havde skudt mod stenkastende demonstranter. De havde valgt at slå vejen forbi min far og stod nu dernede i samlet flok og råbte: ‘Villemoes din svindler, du hænger snart og dingler!’ De skrev ‘dø nazi’ på vores hoveddør. Den værste dag i min barndom.

Efter urolighederne 18. maj havde min far skrevet flere afslørende artikler om de autonome og havde blandt andet navngivet aktivister som nu afdøde redaktør på Modkraft Martin Lindblom og i dag børnebogsforfatter Jakob Martin Strid som medlemmer af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Dermed havde han cementeret sin position som stikker i venstrefløjens øjne. …

Min far var blevet vant til at leve i en verden, hvor alle var imod ham. Venstrefløjen, kolleger, juraprofessorer, hans redaktører. Men ikke at kunne skrive afslørende journalistik blev det første store knæk. Herefter var turen kun ned ad bakke. Da Peter Wivels efterfølger Anne Knudsen i 2002 valgte at skære ned på dækningen af rockmusik i avisen, røg min far ud. Han fandt aldrig en fast stilling i branchen igen.

… Han blev en bitter mand. …Den sidste gang, jeg besøgte ham i hans lejlighed, havde jeg ikke været der i flere år. Det var en trist ruin af mit barndomshjem. Han levede som den ensomme tosse, han var blevet. Indsunket og afkræftet sad han i sin sofa.”