Hemin Dilshad Saleh. Foto: Lolland og Falster Politi
IS-krigerne er på vej “hjem” til Danmark. Vi aner ikke, hvem de er, og pressen bryder sig heller ikke om at fortælle os det. De er enige med Enhedslisten og Alternativet: IS-krigerne er også mennesker.
Der er bare det, at de ikke behandler andre som mennesker.
Det gør banderne heller ikke. Fra rømningen på psykiatrisk i Slagelse tirsdag, læser vi:
I kageæsken skjulte en af hans hjælpere to pistoler, som de to mænd truede to sygeplejersker med og affyrede ned i gulvet.
De to mænd holdt pistolerne ind mod nakken af de to kvinder og råbte angiveligt, at de ville skyde, hvis personalet slog alarm.
Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, ønsker ikke at oplyse yderligere om jagten på den efterlyste mand. Ekstrabladet.dk
Af en eller anden grund formår pressen ikke at koble de to fakta sammen: Velkomsten til IS-krigerne og hvad der sker i det danske samfund.
Alle normale mennesker forstår, at man bør være forsigtig: Den 11 måneder gamle drengs mor var dansk-somalier, men hun var ikke dansk statsborger.
Drengens far er, ifølge Weekendavisen og TV 2, blevet dræbt i Syrien. Det afdøde forældrepar var ifølge Berlingskes oplysninger ikke danske statsborgere, men det er drengens morfar.
Man får en følelse af at dette er normalt; at forældrene er havnet i en situation, der minder om en ulykke. Men det er langt fra tilfældet. De har selv opsøgt Islamisk Stat, som har erklæret Vesten krig.
Det var ikke sådan, at krigerne levede et almindeligt familieliv. Flere koner og mange børn var et krigsprojekt.
Al-Hol-lejren har omkring 68.000 beboere. Over 90 procent er kvinder og mindre børn. 11.000 af dem – 7.000 mindre børn og 4.000 kvinder – er udenlandske. Alle er flygtninge fra Islamisk Stats sammenbrudte kalifat, skriver Foreign Affairs.
Bedsteforældrene fik at vide, at han var død. Men det endte i glædesscener
IS ville, at drengene skulle blive krigere. Vi ved svært lidt om de mennesker, der kommer af personlige beskyttelseshensyn. Men der skal også tages hensyn til befolkningen. Det hører vi meget sjældent noget om.
Derimod er der en fokusering på IS-folket, som vi aldrig har set magen til. Dag ud og dag ind bliver vi tudet ørerne fulde om hensynet til IS-krigerne.
Vi ved, at mange af dem ikke angrer. Det er livsfarlige mennesker midt i blandt os. Men det synes ikke at gøre indtryk på politikerne.
