Socialdemokratiet har manøvreret sig selv ind i en blindgade. Det har lagt afstand til egen befolkning og lar dem sejle sin egen sø. Det skaber store spændinger. Paludan er bare et varsel.

Hvad gør socialdemokraterne når de kender at grunden brenner under fødderne? De indfører en model der polisiære metoder sættes ind mod befolkningen. Aktionerne mod Steen Raaschou, Jeppe Juhl og Jaleh Tavakoli er ikke uheld. De er varsler om en ny politik.

Socialdemokraterne har ingen politik. Det aner ikke hvordan det skal løse “problemerne”. Det har svigtet sine idealer. For at rædde stumperne dvs magten tyr det til overvågning. Teknologien giver myndighederne uanede muligheder.

Nu griber regeringen chancen. Det ville ikke været den store forskel med en borgerlig regering.

At Mette Frederiksen vurder at indføre samme type drakoniske internet-lov som Tyskland, sier noget om at regeringen er villig til å overskride grænserne for hvad man kan gøre i Danmark.

Det gælder for øvrig ikke bare Danmark. I Storbritannien rejser borgermester Sadiq Khan hatespeech-politi ud i provinsen, får hjelp av lokalt politi til at smadre døren til en jødisk konservativ blogger. Det er uvirkelig det Fahrenheit2 11 beskriver. Men ikke mer uvirkelig end det Steen Raaschoug og Jeppe Juhl opplevede. Jeppe måtte sig ned og var nær ved at besvime, af virkelighedsrystelse.

Hvis Trump skulle tabe i 2020 vil vi få se samme type “stramminger” i USA. Man klaget på Støjbergs stramminger. Men hvad med strammingerne overfor befolkningen? Det hører vi næsten ikke om.

Det har slået mig når jeg hører politikerne kommentere den politiske situation. Tabet af ytringsfrihet står ikke højt på agendaen. De mærker ikke at den forsvinder. Ytringsfriheden har for længst ophørt at være koblet til sandhedssøgen. Det er mer en udlufting.

Myndighederne har ladet udviklingen gå så langt uden at gøre noget at de er blevet fjender av ytringsfriheden. De tåler ikke at sandheden kommer for en dag. Derfor griber de til de metoder de kender fra sin historie og det er denne historie som gør at vi kan få frysninger.

Marie Krarup greb tilbage til historien og foreslog at migranter skulle indlogeres i en type Oksbøl-lejr.

Ramaskrig.

Men få reagerer på at regeringen bruger politiet til at lægge mennesker i jern der kun udøver deres ytringsfrihed.

Jacob Machangama ser helt ret:

Skal Danmark følge Tysklands eksempel og holde sociale medier ansvarlige for at fjerne ulovligt indhold?

Ja, er svaret, hvis man spørger SF og de Radikale, ligesom Enhedslisten og Alternativet også har udtrykt interesse i en sådan model, der kopierer den tyske NetzDG-lov fra 2018, som pålægger større sociale medieplatforme at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer.

Regeringen vil analysere spørgsmålet nærmere, men forud for det seneste folketingsvalg var en dansk model af den tyske lov en prioritet for Mette Frederiksen. Derfor er der tilsyneladende ikke langt til et politisk flertal. Men der er gode grunde til at advare mod at følge i hælene på Tyskland, når det gælder reguleringen af ytringsfriheden.

Hvis man vil analysere “nærmere” er det fordi man vil vurdere hvordan man kan gøre forslaget spiselig.

Vi ser stadig tydeligere at historien indhænter Tyskland. Men Danmark?

Det man her forspilder er den umistelige frihed man vandt i kampen mod nazismen og kommunismen.

Vi er tilbage til tiden før 1939. Socialdemokratierne magtet ikke mødet men ny politisk religon som er ideologisk hård. Det var demokratiernes svaghed også i tredverne.

Denne gang tilpasser man sig og man går efter egne borgere.

Derved skaber myndighederne sin egen nemesis.

Hvis man først slår ind på den autoritære vej, er det vanskelig at standse.