Stephen Smith. Stillbillede: Duke University’s Department of African & African American Studies / YouTube.

Et stort paradoks ved debatten om migrationen til Europa er at selve fænomenet er af eksistentiel betydning for vor verdensdel, mens diskussionen om det er påfaldende svagt oplyst – og dertil så polariseret af følelser og moralisering at de færreste orker at deltage.

Den amerikanske journalist, forfatter og akademiker Stephen Smith har skrevet bogen The Scramble for Europe: Young Africa on its way to the Old Continent, hvor han hælder koldt vand i blodet på dem som bagatelliserer migrationen fra Afrika til Europa. Han beklager at den ene siden af debatten hævder at der ikke findes problemer med migrationen, mens den anden siden mener at migrationen kan betyde enden på Vesten.

«Frankrig kan ikke tage imod hele verden», sagde præsident Emmanuel Macron for halvanden måned siden, og erklærede at han ønskede sig en national debat om sagen. I et nylig interview med Le Figaro siger en kun lidt imponeret Smith, som i en årrække har været Afrika-korrespondent for franske medier, at Macron udtrykte en indlysende banalitet.

Le Figaro: Det er ikke indlysende for hele verden!

Stephen Smith: Vel, lad os se. Afrika er et ventesal med 1,3 milliarder mennesker udenfor døren til Europa. 40 procent af de voksne afrikanere siger at de ønsker at migrere, enten indenfor kontinentet eller ud af det. I øjeblikket er det bare 150 millioner som har råd til det. Men disse vil blive fire gange flere i 2050, da Afrika vil have 2,4 milliarder indbyggere.

Under sådanne betingelser er det absurd både at tro at Frankrig kan tage imod alle som vil ind, og at det vil være muligt at «balsamere» Europa for at konservere det i sin gamle tilstand, siger Smith. Den nye EU-kommissær Johannes Hahn har blandt andet fået ansvaret for at «beskytte den europæiske livsstil».

I år 2000, da halvparten af de nyfødte i Bruxelles allerede var barn af indvandrer forældre, sagde EU ikke et ord om stigende spændinger på grund af indvandringen i sin strategi. Nu er den nyvalgte kommissionspræsident vendt 180 grader for at løbe i modsat retning.

Smith mener der er gået inflation i brugen af ordet «flygtninge».

En migrant er en, som forlader et land for at bosætte sig i et andet af en kombination af grunde som omfatter vanskeligheder og muligheder. En flygtning rømmer fra umiddelbar fare, i håb om at kunne vende tilbage til hjemlandet en dag.

80.000 mennesker søgte om asyl i Europa i 1983, mens det tilsvarende antal var 638.000 i 2019, påpeger Smith. Men verden er ikke blevet tilsvarende farligere i mellemtiden.

Er disse «flygtninge» egentlig migranter?

Jeg har ikke undersøgt deres sager. På den anden side ved jeg at fire femtedele af asylsøgerne er under 35 år, og mere end to tredjedele af dem er mænd. Er det mindre farligt for børn, kvinder og gamle? At lukke øjnene for sådanne realiteter af «solidaritet» med en fremmed, som vil blive din nabo eller sågar din landsmand ved hjælp af et tillidsbrud, er at torpedere asylretten.

De moralske konsekvenser er alvorlige:

Tilbagetransportering af de afviste er dyrt og vanskeligt, og sker kun undtagelsesvist. Det lønner sig at svindle. Så staterne svindler de også. I 2016, året efter den rekordartede tilstrømning, afviste Portugal, Kroatien, Estland og Litauen 100 procent af asylansøgerne.

Manglende grænsekontrol vil betyde enden på velfærden i Europa, mener Smith.

Tanken om at det «unge Afrika» vil komme for at revitalisere den gamle verden, er fejlagtig. For de fleste afrikanske indvandrere vil fremtidens økonomi ikke skabe arbejde. De vil derimod behøve massiv integrations hjælp – anden generation ofte mere end første.

Smith græmmes over den slidstærke, men groft fejlagtige og uigendriveligt modbeviste myte om at afrikanere rømmer til Europa fra fattigdommen. Han forsøger en pædagogisk tilnærmelse:

Fattige har ikke råd til at drage til Europa. For at gøre det behøver man en startkapital på 2–3000 dollar, afhængig af hvor man starter fra. Dette beløb udgør op mod det dobbelte af en gennemsnitlig årsløn syd for Sahara, som var 1574 dollar i 2018. Tænk dig at du måtte skaffe mellem 250.000 og 350.000 danske kroner til veje for at emigrere

Økonomisk udvikling i Afrika er en god ting, men det vil øge migrationstrykket snarere end at dæmpe det, forklarer den erfarne Afrika-korrespondenten, som beklager den kortsigtede tænkning på feltet: Dagens asylindvandring er mindre end den var i 2015, og dermed havner temaet i baggrunden. Men migrationsfænomenet vil ændre Europas ansigt i løbet af få årtier, altså historisk set et uhyre kort tidsrum. «Der er ingen grund til at sove. Nu skal vi løfte blikket?» siger Smith.

Den amerikanske journalist er varsom med at gøre en politisk analyse af Europa i lys af migrationen. Polariseringen skyldes hovedsagelig to faktorer, siger han: Den vestlige middelklasse mister sit historisk medfødte forspring, og den begynder at få øjnene op for virkningerne af migrationen. Vejen er kort til at tænke at det første skyldes det sidste. Han ser ikke ud til at dele den opfattelse, tager egentlig ikke stilling.

Der findes egentlig ingen løsninger for Europa, siger han afslutningsvist. Europa må angivelig forstå at det ikke kan være et fort, og Afrika at det ikke kan leve af pengeoverførsler fra Europa. Der behøves godt naboskab.

Drøftelsen bliver vagere jo længere væk den kommer fra den politiske komfortzone. Sådan set minder han lidt om offentligheden han kritiserer. Det, er uanset hvad, ikke hans hjem som står på spil. Det handler om et distanceret amerikansk vidnesbyrd om Europas eksistentielle trussel.