Foto: Steen Raaschou

Hvordan kan man være salig – når man sørger, når man forfølges og bagtales og når man påføres uretfærdighed og hån? Salig betyder lykkelig, velsignet. Hvordan kan man være lykkelig midt i forfølgelser og uretfærdighed? 

Det kan man kun, hvis der findes en form for salighed, som vi ikke kan miste. 

Alt det vi normalt forbinder med salighed og lykke det kan vi nemlig miste. Det vil vi miste en dag. 

Dem vi elsker kan og skal dø og så afløses glæden af sorg. Vi kan miste det, der gør, at vi føler os sikre og trygge, vores land kan blive besat, der kan komme krig, der kan komme nogen og fængsle os, hvis vi står op for det vi tror på. Vi kan møde uretfærdighed. Ja, det gør vi alle i det små: søskende kan føle at den ene tilgodeses frem for den anden. Ægtefæller kan svigte hinanden, ens chef kan behandle en uretfærdigt og tyrannisk, man kan blive udelukket og chikaneret i skolen. Alt det kan ske. Alt det der gør, at vi er lykkelige og salige her i livet – det kan vi miste. 

Men den salighed Jesus taler om – det er en form for salighed vi kan have uanset at alt andet tages fra os, og som vi måske netop ser tydeligt, når alt andet tages fra os. En salighed som ikke har at gøre med det vi ejer og har her på jorden. Men som vi har, selv når vi ingenting har. Det er den form for salighed, som Jesus selv skænker dig og som vil være som et skjold rundt om dig. 

Et skjold. Ikke sådan et man holder med den ene hånd – op for sig mens man har et sværd i den anden hånd. Sådan et man bruger i en til en kamp. Det er ikke sådan et skjold, der er tale om, når der i Bibelen siges at du roligt kan løfte hovedet, fordi Gud vil være dit skjold. Der er tale om sådan et stort skjold, der dækker dig hele vejen rundt og som bruges når soldater følger deres hærfører ind i meget kritiske kampsituationer. Sådan et skjold vil ikke beskytte dig, hvis du vender om og løber, det vil kun beskytte dig, hvis du fortsætter trods farer. Skjoldet hjælper dig slet ikke væk fra den kritiske situation, men skærmer dig GENNEM den, så du kan fortsætte fremad – selv gennem fjendtligt land og forfølgelse, sorg og ydmygelse. 

Med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse, som vi synger ved næsten hver eneste begravelse eller bisættelse – en skik jeg tror, der opstod fordi unge modstandsmænd og kvinder sang den sang, når de stod med bind for øjnene i Ryvangen kort før de blev henrettet. Salige var de – selvom de blev berøvet det allerdyrebareste: deres unge liv. 

Der er nemlig ingenting i verden, der kan tage himlen, Gud og hans kærlighed og hans fred fra dig. Ingenting. Du kan miste alt her på denne jord og alligevel være i Guds nærhed. At det kan være sådan er en erfaring Paulus gjorde, da han for 2000 år siden, som forfulgt og fængslet skrev: I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde

Hævdelsen af salighed midt i sorg, uretfærdighed og forfølgelse og visionerne om en ny himmel og en ny jord, hvor Gud vil tørre tåren af hver en kind, om oprejsning for de forurettede og løn til de fredsstiftende og trøst for de sørgende – og om evigt liv – er ofte blevet karakteriseret ved det man på engelsk kalder a pie in the sky. 

Man har beskyldt sådan en tro for at bedøve masserne og gøre dem passive og leve stille og tåle uretfærdighed og undertrykkelse.

Det man dog ofte overser er, at troen i stedet faktisk oftest har resulteret i en kage på bordet nu og her. Løftet om Guds nærvær, om salighed, for de fredsstiftende og rene af hjertet har nemlig historisk set – midt i en verden af elendighed, sygdom – skabt små øer af barmhjertighed i og tryghed for fortrykte. 

Tænk bare på sygepleje og fattigforsorg, hospitaler og klostre og skoler for alle, som alle er kristne institutioner. Det startede alt sammen med Jesus, der erklærede, at salige er de der stifter fred og viser barmhjertighed. Alt det I mennesker gør her på jorden for at hjælpe de fortrykte og små, det har I gjort mod mig, siger Jesus et andet sted.

En barmhjertig Gud, lærer kristendommen, forventer af sine troende, at de tilsvarende er barmhjertige. Først og fremmest internt, men ikke bare internt – også ud over familie og trosfæller. Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag, skriver apostlen Peter i et brev. 

Fra tidlig tid har kristne derfor sørget for enker og faderløse, fattige, syge og handicappede som ellers var overladt til sig selv. 

Alt sammen virkeliggjort fordi troende mennesker byggede hele deres liv op om de ord, jeg lige har læst. Visionerne om retfærdighed, trøst og evigt liv har således på ingen måde pacificeret mennesker – tværtimod har disse visioner skabt handlekraftige og modige mænd og kvinder til gavn for svage og små. 

Og sådan har evighedshåbet gennem årtusinder givet mennesker mod til at leve deres liv i ansvar og tro. Aldrig rædde for mørkets magt. Et liv ikke bare for dem selv, men et liv for andre. Et liv hvor troen og håbet på en højere retfærdighed og et evigt liv, gjorde det muligt at lide afsavn nu og her for andres skyld, fordi man besad tilliden til, at Gud er et skjold, at intet kan tage den salighed der er i at kende ham fra en, og at det ender godt og at Gud en dag vil lade sin retfærdighed gennemtrænge alle og lade glæden være fuldkommen. 

I dag Alle Helgens søndag mindes vi netop alle disse, der gik forud for os. Helgenerne kalder vi dem og det vil sige alle dem, der med deres levede liv har været vidnesbyrd om Gud. Dem der har sørget for, at der var kirkehuse til os. At der var lys og sang og ord vi kunne arve.  Også selvom det betød, at de var forfulgte og forhånede og fattige. De lyser som eksempler for os, der skal leve nu og forkynder for os, at også vi kan nå frem til håbet, til livets kildevæld selvom der er mørke og tåge og onde tider. 

Vi mindes alle vores egne kære. Dem der ikke er mere, fordi døden tog dem bort, vi tænker på alt det ved dem, der gjorde os rige, men som gør at vi nu føler os fattige – fordi de ikke er her mere og på den måde bliver vi mindet om, at det de betød for os stadig har betydning. Hvad de betyder for os kan aldrig blive betydningsløst. 

Og fordi vi er fattige, fordi vi sørger, fordi vi har mistet og tabt det der var vores livs lys, er ordene om salighed midt i sorg og fattigdom også ord til os. De taler om mulighed og håb, der hvor alt vores eget har mødt sin grænse og lidt sit nederlag. De taler om en salighed som vi kan have, selvom vi har mistet alt. Om en fred man kan have trods nød og fare og om kraft til at fortsætte. Amen

571 Den store hvide flok

646 Som liljens hjerte

787 Du som har tændt

217 Min Jesus lad

784 Altid frejdig

Tekster: Åb. 7,1-17 og Matt. 5,1-12

Prædiken til Alle helgens søndag 2019