At hvid etnonationalisme trænger sig på og gør sig gældende, er ikke overraskende. At norsk politi overreagerede og viser en hypersensibilitet for ord som de ellers er blottet for når det kommer til radikal islam, er egnet til at fyre op under det, de forsøger at kvæle.

Hvor er den historiske bevidsthed? Den virker ikke-eksisterende.

Hvor er respekten for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed? Når det gælder det ydre højre er den sekundær. Samtidig flyver Islam Net den ene hadprædikant ind efter den anden. Tror norsk politi virkelig at folk ikke ser forskelsbehandlingen?

I islamistiske kredse noterer man sig at deres egne synspunkter er indenfor det acceptable, mens de “hvide”, højreorienterede er “ude” i kulden.

Eller som en dansk-iransk socialrådgiver Ali Aminali formulerer det:

Ali Aminali fik et chok, da han startede i sit første job som færdiguddannet socialrådgiver på Jobcenteret i Aarhus.

»Der var åbenlys forskelsbehandling. En ressourcesvag, dansk alkoholiker blev presset til det yderste, mens en ung sund mor med somalisk baggrund fik lov at slippe, fordi det hele var så synd for hende,« forklarer Ali Aminali i sin bog ‘Alis Danmarkshistorie’, som udkommer 5. november.

De, der favoriserer nogen på bekostning af andre, tror ikke “de andre” lægger mærke til det. Når kriminaliteten vokser faretruende og gerningsmænd og ofre følger forskelsmønstre som også retsvæsenet tager hensyn til, da er vi på farlige veje.

Er der nogen som burde forstå dette, så er det politiet. At arrestere en hvid nationalist er en dumhed. Politiet giver aktivist-venstre vand på møllen.

Scandza forum havde møde på Amager i København. Antifa er meget stærkere i København end i Oslo. Hvem er det, der ser mest truende ud?

Foto: Kim Møller

Danske medier har længe behandlet Antifa og højresiden som ligestillede, selv om det har været åbenbart hvem der har brugt vold. Det har givet Antifa et carte blanche til at fortsætte at knuse højresidens forsamlings- og ytringsfrihed med politiet som passive tilskuere. Noget lignende ser ud til at blive mønsteret i Norge.

Man pisser et territorie af, og tror man kan opføre sig som man vil. Men det kan man ikke. Det, man gør, har konsekvenser, fordi hvid etnonationalisme er en reaktion på en politisk udvikling. Hvis man vil bekæmpe den gør man det ikke med dumheder som varetægt og udvisning.

Fængslingen føjer sig ind i et mønster: ”Generation Identitærs” Martin Sellner oplevede at få samme behandling i Storbritannien.

Længere tilbage fik Geert Wilders ikke indrejsetilladelse. Det er samme holdning: En udelukkelse af højreorienterede, mens islamister får lov til at komme og gå som de vil.

Hvis man ønsker etnonationalistisk radikalisering skal man bare fortsætte ad denne vej.

Etnonationalisme er en idé som må bekæmpes med andre idéer. Den kan ikke bekæmpes med straffeloven.

Den, som vil organisere langs etnonationalistiske linjer, støder hurtigt på problemer: Vi lever i et etnopluralistisk samfund, folk krydser fra en gruppe til en anden. I et civiliseret samfund ser man på hvem personen er, ikke hvilken gruppe han tilhører. Hvis man følger gruppetilhørsforholdet vil man støde på personer, som man vil frabede sig at skulle forsvare.

I særdeleshed gælder dette antisemitter, som der er en del af blandt etnonationalister. Denne “genkomst” er nok til at bevise, at etnonationalisme er et dødfødt projekt. Det kan få en del tilhængere, men vil aldrig kunne udgøre noget seriøst alternativ. Til det sejler man med for mange lig i lasten.