Unge i Oslo, Stockholm eller København bliver ikke gaderøvere bare fordi de er fattige. Det er unge, som er hægtet på en mode. En dyre og farlig mode!

Lad mig først introducere jer til mode-terminologien, som langt hen ad vejen er styrende for mange urbane unge af i dag: HYPEBEAST. Hav historien om Gucci-røveren i baghovedet. (Voldsweekend i Oslo: Mand med Gucci-taske udpeges som leder – domfældt flere gange).

Jeg vil tro at dette begreb er lige så ukendt og fremmed som mandarin (kinesisk) er for de fleste voksne danskere/nordmænd. Lige sådan er Yeezy (en mærkevare initieret af den ikke helt ukendte amerikanske rapper og pladeproducent Kanye West), Bape shark hoodies, Supreme LV, Off-White, Haculla, Gucci og Balenciaga nøgleord for den, som ønsker at forstå hvad der sker i Københavns/Oslos/Stockholms gader. Disse vanvittig dyre mærkevarer – en enkel hættetrøje kan koste så meget som 9000 amerikanske dollar – er «alternative» mærkevarer til de luksusmærker vi kender fra vor egen ungdomstid, enten vi havde råd til at købe dem eller ikke.

Ironisk nok gør denne trend, altså HYPEBEAST, vold på den følelse af luksuriøs elegance som de oprindelige mærkevarer, for eksempel Luis Vutton og Gucci, indgød i os.

HYPEBEAST – oprindeligt et ord opfundet af en kinesisk ung mand ved navn Kevin Ma, som i 2005 startede en blog som omhandlede forskellige typer joggingsko (sneakers på fagsproget) – har inficeret hjernerne på en hel generation af unge (“kids”) verden over. Denne trend er nært beslægtet med andre mærkevarer af vor tid, så som Apple-produkterne iPhone X, AirPods og MacBook.

Næsten uden debat eller opmærksomhed fra medierne, ser vi her en gigantisk modeindustri (til oplysning så omsætter verdens modeindustri for 2,4 billioner amerikanske dollar årlig) som kommunikerer med teenagere via de sociale medier. Denne kommunikation har en enorm påvirkningskraft, og via såkaldte «influencere» som opererer på Instagram og YouTube når og manipulerer de umodne ungdomshjerner til at købe og bruge denne «gangsta’ lookalike-mode».

Her en lille oversigt over prisniveauet på nogle få af disse produkter:

Selv oplevede jeg på nært hold det mareridt det er at skaffe sig sådanne “godbidder”, da jeg sidst besøgte USA. Det er lettere at skaffe sig adgang til Det Hvide Hus, end det er at komme ind i HYPEBEAST-butikken i New York, hvor unge kollapser ved indgangen efter at have ventet i kø fra morgenen eller dagen før!

Jeg indså da at vi har at gøre med en dunkel verden af smarte ”påvirkere” som tjener milliarder på salg – nyt og brugt – af såkaldt “streetwear” (gademode). Produkterne sælges enten via et fåtal eksklusive butikker i enkelte storbyer, eller via netbutikker som stockX, hvor unge eller butikskæder kan lægge nye eller brugte produkter ud til salg. Priserne på for eksempel brugte sko, kan komme op i langt højere priser end det de blev solgt for (se eksempel under). I tillæg kommer ulovlig omsætning af stjålne produkter.

Dette par joggingsko, eller “sneakers” i fagterminologien, officielt et “Adidas Human Race NMD Pharrell x Chanel” i størrelse 10 (44/45) kom til salg lige før jul i 2017. I dag, 28. oktober 2019, er mindstepris på stockX sat til 10 500 USD, dvs. 96 600 norske kroner. Foto: stockx.com (https://stockx.com/adidas-human-race-nmd-pharrell-x-chanel?size=10)

Kina og andre asiatiske landes pirat-produktioner af billige efterligninger dæmper ikke ungdommens appetit på at skaffe sig de dyre originaler. ”Kids” skal have den ægte vare!

Det forholder sig sådan at mit barn også er blevet smittet af disse tvangstanker om nødvendigheden af at tilhøre denne HYPEBEAT-verden. Dette skyldes at vi har levet i et land (i Mellemøsten) hvor blandt andet oleindtægter har gjort landets borgere utroligt velstående. Sådan er dette og andre lande i regionen blevet lukrative markeder for modeindustrien. I samfund som er bygget på at klanen, familien, rigdom og en opulent levemåde er det vigtigste i livet, har forlorenheden gode kår.

Desværre indså jeg denne fare for sent. Vi flygtede fra den verden og her til Norge, i håb om at vi ville finde et bedre samfund bygget på moralske og intellektuelle værdier, hvor værdien af et menneske ikke er defineret ud fra hvad det iklæder sig, hvilken bil eller hvilke statussymboler man praler med. Det er denne livsfilosofi jeg har forsøgt at formidle til min teenager, efter år med hjernevask på alle områder.

Efter måneder med ture i og omkring Oslo har jeg, til min store overraskelse, opdaget at HYPEBEAT-moden også har vundet fodfæste blandt teenagere her. For at være præcis så er denne trend mest synlig på indvandrer-ungdommen, og særlig blandt somalisk ungdom! Så langt jeg har forstået, hvad end deres grunde til at bo i den norske velfærdsstat er – flugt fra sult, fattigdom eller krig – og hvor end de henter deres penge fra, det være sig NAV (bistandskontoret) eller ærligt arbejde, så burde en sådan luksuriøs og ufattelig dyr trend være det sidste de tænkte på, for ikke sige iførte sig!

Jeg har tænkt meget over hvordan det kan forholde sig sådan. Hvordan kan det være at disse unge har råd til denne luksus? 

En anden observation jeg har gjort mange gange, senest denne weekend da jeg tog Linje 5 til øverst i Groruddalen, er grupper (bander) af indvandrerunge, som fremstår som om de deltager i en reklamefilm for HYPEBEAST. I et forsøg på at fremstå som super-coole, snakker de højrøstet på fremmede sprog eller det jeg er blevet fortalt er «kebab-norsk», samtidig med at de skanner alle forbipasserende med udfordrende blikke.

På denne tur (heldigvis var jeg ifølge med en voksen, norsk mand), så jeg hvordan en sådan gruppe højrøstede og muskuløse indvandrerunge (15-18 år), alle iklædt de samme typer sko, de samme vide, træningsbukser og de samme «coole» hættejakker, notere sig at min teenager også havde typiske HYPEBEAT-sko. De er godt brugte og slidte, men alligevel vakte det, til min store frygt, bandens interesse. Der og da forstod jeg – som mor – at disse bander selvsagt ser sig om efter ofre, som kan gøre dem til fuldgyldige medlemmer i den «eksklusive» HYPEBEAT-generation.

Heldigvis stod vi på den modsatte perron, og heldigvis fik de øje på en anden, lidt ældre ung mand, også af afrikansk (muligvis somalisk) oprindelse, komme ned på deres side af stationen. Han var iført en rød-hvid LV Supreme jakke med hætten opslået så ansigtet knapt sås, et Gucci-bælte og et par utvivlsomt dyre ‘sneakers’ (joggingsko).  Han passerede banden uden at værdige dem et blik – de nikkede anerkendende – placerede sig midt på perronen med hovedet vendt ned, og så kom toget. Han stod på, men banden stod tilbage.

Til at få spat af! En LV Supreme jakke til den nette mindstepris af 7.350 USD (67.358 norske kroner). Sidst observeret i brug på Linje 5 i Oslo, denne weekend. Foto: https://stockx.com/supreme-x-louis-vuitton-box-logo-hooded-sweatshirt-red

Jeg fik kuldegysninger af hele seancen, og vel inde på toget som bragte os tilbage til Oslo centrum sagde jeg til min norske ven:

«Nu forstår jeg nordmændenes frygt for indvandrernes kultur!»

Aase Skogen er pseudonymet på vor sidst ankomne til redaktionen hos document.no. Hun har boet næsten hele sit liv i Mellemøsten, og vil bidrage med sin viden og sine observationer fra «den anden side». Dette er hendes første bidrag.