Fransk politi oplevede deres værste mareridt: At blive angrebet af en af deres egne. Det skal ikke kunne ske. Politiet skal kunne stole på at de er trygge i deres eget hovedkvarter.

Men så skete det: Michael Harpon (45) gik til angreb på kolleger med en keramisk kniv. Noget sådant kommer helt uforberedt på politifolk. De reagerer med chok og handlingslammelse. Harpon når at dræbe fire før han selv bliver skudt.

Den første han dræbte skal have været hans kvindelige overordnede, som netop havde givet ham en advarsel for måden han behandlede de kvindelige kolleger på.

Harpon konverterede til islam for halvandet år siden.

Franske myndigheder følger handlingsplaner for hvordan man håndterer mulige terrorangreb, så behandlingen i medierne bliver mindst mulig. Myndighederne ønsker mindst mulig opmærksomhed.

Men dette var et angreb inde på politihovedkvarteret, nogle stenkast fra Louvre. Det lod sig ikke skjule.

En talsmand måtte indrømme at et terrormotiv ikke kunne udelukkes. Men foreløbig behandler man det som en “arbejdskonflikt”. Det samme gjorde det amerikanske forsvar, da Nidal Malik Hasan gik amok på Fort Hood i 2009. Politisk korrekthed bryder systematisk mentalt forsvar og beredskab ned.

Hvis man ser på vesteuropæiske byer ser man noget underligt: De mest konfliktsky, islamofile politikere har udrustet byerne med antiterror spærringer i alle faconer: Betonkasser, støbejernsfat, bomme, hæve/sænkespærringer – tiltagene må have kostet milliarder. Denne fysiske vansiring af byernes ansigter skaber en mærkelig stemning. For hvem er det man beskytter sig mod? Det må man ikke sige. Tiltagene udtrykker mistillid, netop den stemning politikere og medier aller mindst kan lide. De er forprogrammeret til optimisme. Hvorfor alle hindringer og kontrol hvis det går så godt? Det hører vi aldrig noget om. Journalisterne spørger aldrig om det.

Antiterrortiltagene behandles som om de altid har været der.

Man behøver ikke tage længere væk end til Gdansk i Polen – der findes ikke en eneste antiterror spærring.

Hvad kan det komme af?

Denne belejringstilstand Vesteuropa er sunket ned i, gør det umuligt at stille selv de enkleste spørgsmål.

Vi ser stadig flere hijabklædte i offentlige stillinger. Det er et ja, ikke bare til islam, men til islamisme. Vore myndigheder lader som om de ikke forstår forskellen, ellers ville de fastslå at de ikke vil have islamisme, og den enkleste måde at gøre det på ville være ikke at tillade hijab i offentlige stillinger.

Vore myndigheder gør det modsatte og stiller sig uforstående: -Vi forstår ikke hvad du mener.

Indtil virkeligheden indhenter dem.

Det mest chokerende ved politidrabene i Paris er at Michael Harpon kunne konvertere til islam, og beholde sikkerhedsklareringen. Han arbejdede for efterretningsdirektoratet.

Harpon worked directly to the Directorate of Intelligence of the Prefecture of Police, or DRPP.

Harpon arbejdede med IT, med systemerne. Han kan have haft adgang til politiets lister over farlige islamister.

Colleagues described Harpon as a previously trusted employee who had full security clearance and had never caused problems before.

Konvertering til en ideologi/religion som Frankrig har så store problemer med, burde umiddelbart føre til at man bliver gransket og forflyttet.

Da Harpon fik problemer med kvinder burde alarmen være gået. Da har man overtaget sharias værdisystem.

Men det er ikke lovligt at sige højt i Macrons Frankrig. I stedet bliver en jødisk intellektuel Eric Zemmour dømt af en domstol for at påpege netop den fare, som islam udgør mod Frankrig.

De samme love og bestemmelser udarbejdes over hele Vesteuropa, også i Skandinavien.

Franske myndigheder har fået mange advarsler om hvilken fare jihadisterne udgør for politifolk.

Den 13. juni 2016 opsøgte Larossi Aballa politiægteparret Jessica Schneider og politioverordnede Jean-Baptiste Salvaing i deres hjem i Magnanville fem mil vest for Paris og skar struben over på dem foran øjnene på parrets tre år gamle barn. Derefter satte han sig foran datamaskinen, gik på Facebook og spurgte hvad han skulle gøre med drengen. Et halvt år senere blev tre medskyldige arresteret. Aballa var ikke alene. Det samme ser vi gang på gang: Truslen bagatelliseres. Medierne vil helst behandle jihadister og højreekstreme: Ensomme ulve.

Når selv politiet begynder at arbejde mod sine egne principper og sin sunde fornuft, er noget alvorlig galt. Det er en form for selvskade ikke at ville se signalerne hos fjenden, som dræber dine kolleger.

Det er Politiet, der sætter livet på spil. For nylig begik politimand nummer 50. selvmord.

Tusindvis af politifolk demonstrerede mod arbejdsforholdene og den lave løn, som gør at politimænd ikke orker at leve, arbejdsforhold her i udvidet betydning: Hvordan passe på et samfund hvis ledere ikke vil se faren i øjnene?

Regimet i Norge er ikke en pløk bedre. Også norsk politi er begyndt at optræde politisk. Du får ingen ledende stilling, hvis du ikke viser at du er med på noderne.

Drabene i Paris viser hvad dette handler om. Også i Norden ønskes islamske symboler velkommen i offentlige stillinger og i det private erhvervsliv. Man slipper det så tæt ind på sig at man ikke tør se i øjnene, hvad det betyder.

Hvordan skal man beskrive psyken hos mennesker som gør byerne belejrede, men ikke tør indrømme at de selv har sluppet truslen indenfor?