Cometh the hour, cometh the man: Vespasian came to imperial power in the civil war that followed the death of Nero. Earlier he had commanded the Roman forces which took control of southern Britain. The style of this portrait with its down-to-earth honesty is sometimes called ‘veristic’, and evokes the traditional forthright values that Vespasian espoused.

This portrait is thought to be contemporary; he was emperor from 69 to 79 and was seventy when he died. Ny Carlsberg Glyptotek

Prætorianergarden var livvagttjeneste for kejseren i Romerriget. Den voksede i magt og betydning, og da soldaterkejserne besteg tronen, siger det sig selv at deres magt voksede endnu mere. Prætorianergarden blev en stat i staten, og kejseren måtte have deres støtte for at kunne styre.

En tilsvarende magt er der meget, som tyder på at de syv efterretningstjenester i USA har fået. Det har både med kapacitet og evne at gøre. Deres “reach” er eksploderet i takt med den teknologiske udvikling. Dermed har også sansen for og smagen på politisk magt meldt sig.

Da tjenesterne har slagside mod globalisme og anti-konservatisme, vil det betyde at de liberale medier ikke bidrager til oplysning.

Rollebytte

Rollerne er byttet om: Før var det de liberale som stod for transparens og afsløringer: Daniel Ellsberg med Pentagon-papirerne, og Carl Bernstein og Bob Woodward med Watergate.

Nu er det de liberale som driver mørklægning, går ind for politisk censur og forfølger journalister. Ingen præsident har retsforfulgt så mange journalister som Barack Obama. Det faktum dvæler disse medier ikke ved, selv om det rammer dem selv. De klarer ikke at leve med det, deres egen politiske side har udviklet sig til. De må opretholde deres eget selvbillede for at kunne gå efter højresiden.

Revolution indefra

Jeg vælger i fortsættelsen at bruge ordet konservativ vs. radikal, for de fleste som støtter Trump, er konservative. Den gamle højre-venstreakse er blevet et våben i de radikales hænder. Hvis man accepterer deres terminologi, er man en ”sitting duck”. De plaffer dig ned når der sker noget, som de kan udnytte.

For de radikale er det vigtig at kunne svøbe sig i sin oprørske, antiautoritære fortid. Carl Bernstein elsker at drage veksler på og sammenligne Trump med Watergate. Men ordene klinger hule. Der er ingen tvivl om at amerikanske journalister konkurrerer om at blive den som fælder præsidenten. Men sammen med hvem?

Journalisterne er nu allieret med ”the powers that be”, et udtryk David Halberstein brugte om dem, der ledte USA ind i Vietnam-krigen. Han repræsenterede det gamle New York Times. Dengang liberaliteten var en modvægt til republikanerne, hvor højre-venstreaksen gav mening.

Demokraterne er blevet de krigeriske

Men det gør den ikke længere: Demokraterne er blevet dem, der hidser op til krig. Tucker Carlson skriver interessant om dette i bogen «Ship of Fools». Ændringen begyndte med krigene i Mellemøsten, som Hillary stillede sig bag.

Efter at Muren faldt, opdagede den amerikanske elite, at militæret kunne bruges som et udenrigspolitisk våben. USA var den eneste supermagt. Det var ikke så rart at man troede at USA’s enorme magt kunne blive et instrument til at gøre det gode. Krigene i det tidligere Jugoslavien og den første Irak-krig var begge “teatre” hvor den gode sag var selvforklarende: En supermagt kan ikke tillade bøller – Slobo og Saddam – at gøre som de vil. Folkemordet i Rwanda som skete på samme tid, var eksempler på hvor galt det kunne gå hvis der ikke fandtes en politisk vilje til at bruge magt.

I alle disse konflikter, stod EU og EU-lignende stater som Canada igen som ”wimps”, buddinger, i realiteten stater som havde genoptaget den pacifistiske politik fra mellemkrigstiden. Denne politik er vel et studium værd, og det bliver stadig klarere at den kommer til at ende katastrofalt også denne gang. Pacifisme inviterer til krig.

9/11 en skillevej

Det gik let at vælte Taliban, men ikke lige så let at tage Taliban ud af afghanernes sind. Derfor er Afghanistan blevet den længste krig i amerikansk historie. Kugler og krudt bider ikke på en kultur som ikke værdsætter menneskeliv. Denne lektie ønsker pacifisterne i Europa heller ikke at se i øjnene, fordi den samme kultur nu er kommet til Europa.

Trump har opsummeret og taget lærdommen til sig: Vore sønner og døtre skal ikke længere dø for Afghanistan eller Irak. Der bliver ikke flere interventioner.

Den amerikanske diplomat John C. Ausland skrev om Norge under den første Golfkrig – den som George H.W. Bush ledte – at nordmændene gerne tørrer andres blod op, men ikke vil ofre noget selv. Det var en bitter kommentar til at Norge sendte et patruljeskib til Perserbugten, men ikke ville deltage i koalitionsstyrken.

Denne mentalitet er blevet endnu stærkere i Angela Merkels epoke, og Trump giver hende anledning til at fremstille sig selv som moralsk overlegen..

Vesten er selv blevet et konfliktteater

Men alle disse krige har selvsagt skabt et apparat som ønsker at fortsætte. Der er mange penge og magt at tjene på krigene. Rollerne er byttet om: Trumps patriotisme vil trække soldaterne hjem, Demokraterne er blevet dem, der hidser op til krig. Antiamerikanismen i Vest-Europa gør at man ikke orker at erkende dette.

I 60-erne elskede venstresiden at snakke om det militær-industrielle kompleks. Som vi også har snakket om the Security State.

Obama var dronekrigeren og den som udviklede sikkerhedsstaben, At dræbe folk med droner var en ”clean” måde at dræbe fjender på. At overvåge dem elektronisk var en blodløs måde at uskadeliggøre fjender hjemme på.

Kriger uden ende

Hvis man skal forstå fremvæksten af den liberale ”Seurity State”, må man forstå betydningen af de uendelige krige, USA har viklet sig ind i over hele verden – og hvad den har gjort med et apparat hvor efterretning, specialsoldater og nye våben indgår. Krigsteknologi gør noget ikke kun ved fjenden, men også ved dem som udvikler den.

Det er nogle år siden Washington Post skrev om alle de hemmelige anlæg, som er bygget hjemme i USA til at drive overvågning.

Trump har vist os hvad dette apparat er i stand til. Han er det grus, som blev kastet ind i maskineriet. Det kom helt uventet, og maskineriet slår tilbage.

Deep State

Derfor er begrebet Deep State uløselig knyttet til Trump. Magten blev nødt til at vise sig, og den viste at den var sårbar. Der er nemlig nok intelligente mennesker i USA til at kunne huske og forstå det de ser.

Trump brasede ind på scenen som en naturkraft. Han sagde han ville blive ”the Great Disrupter”, og det er han sandelig blevet.

Tucker Carlson driver løjer med de forestillinger, som de radikale har om ham: Mussolini, The Orange Man.

Hvis du kan drive løjer med noget, ligger du ikke under for det.

Europæerne klarer det ikke. BBC synes Hillary Clintons kommentar til rigsretssagen fortjener førstepladsen i nyhederne. De er blevet ga-ga og skønner ikke længer på, hvad der foregår ”over there.”