Kommentar

Jean-Francois Millet

Death and the woodcutter (1859)

15. s. e. trinitatis

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog:
Derpå byggede Noa et alter for Herren, og af alle de rene dyr og af alle de rene fugle bragte han brændofre på alteret. Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg nu har gjort. 

Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.«
Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.« Gud sagde til Noa: »Det er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden.«
1 Mos 8,20-22; 9,12-16

* Epistlen skriver apostlen Paulus til galaterne:
Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.
Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag. Enhver skal vurdere sin handling og vil så kun have grund til stolthed i forhold til sig selv og ikke i forhold til andre; for enhver skal bære sin egen byrde. Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser. Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.
Gal 5,25-6,8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Matt 6,24-34

15. s. e. trinitatis

Dagens tekster handler om bekymringer. Åbenbart har der altid været mennesker, der har bekymret sig meget for hele verden. De har fx spurgt: Hvad nu, hvis Gud beslutter sig for at udrydde alt liv på Jorden? Tænk, hvis nu det ikke holdt op med at regne, men bare blev ved og ved, indtil alt levende var druknet? (Bortset fra fiskene, naturligvis.) Sådan tænkte man for tusinder af år siden, men så kunne man da lade sig trøste af beretningen om Noas Ark, som slutter med, at Gud lover, at han aldrig mere vil udrydde alt levende, sådan som han lige havde gjort. Og Gud satte sin regnbue på himlen for at minde os om dét løfte. 

I dag er der også mange mennesker, der er bekymrede for hele jordklodens fremtid. Tænk nu, hvis jorden bliver overbefolket, så der ikke er mad nok? Tænk nu, hvis hele jorden smelter p.g.a. global opvarmning? Tænk nu, hvis der bliver verdenskrig og vi udsletter hinanden med frygtelige våben? Og det er klart, at der findes problemer i verden, og nogle af dem er endda store. Men det er nok bedre at gå til problemerne med mod og vilje til at finde løsninger – og en tro på, at vi nok skal klare os – end det er at lade sig skræmme og gå i panik. 

Mange unge i dag lider af angst i en grad, så det er ødelæggende for deres tilværelse. De kan ikke koncentrere sig om skolearbejde, hjemlige pligter og fritidsinteresser, fordi al deres tid går med at sidde og bekymre sig. De er bange for Donald Trump, for effekterne af indvandringen, for giftige stoffer i drikkevandet. Og de er bange for Jordens undergang. Flere unge har fået den psykiatriske diagnose: klimaangst. Det er normalt at ønske at begrænse forurening og ødelæggelse af naturen, men når mængden af tid, man bruger på den slags tanker, bliver invaliderende, så kaldes det klimaangst. Angst – enten det er for klimaet eller for noget andet – er ikke befordrende, hverken for at finde løsninger på problemerne, eller for ens eget mentale helbred. Og det er den slags angst, Jesus adresserer i dag: ”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?”

Med de ord mener Jesus ikke, at man skal leve sit liv som en ”fri fugl”, blæse på pligter, arbejde og ansvar, og lade være med at tænke på, hvordan andre mennesker har det, eller på, om man nu opfører sig ordentligt. Gud har allerede ved skabelsen givet mennesket ansvaret for at herske over Jorden på ansvarlig vis. Og i De ti Bud har han givet os nogle regler at leve efter, som vi skal prøve at holde. Regler, som Jesus skærper i Bjergprædikenen. 

Jesus siger ikke, at vi ikke skal gøre noget. Han siger, at vi ikke skal bekymre os. I må ikke være bekymrede for, hvordan det hele skal gå. I må med andre ord ikke gå i panik, og I må ikke lade jeres tilværelse og livsglæde blive hæmmet af angst. Når man går og er bekymret hele tiden, for hvordan det hele dog skal gå, så bliver man enten apatisk eller stresset. Det bliver man, fordi man tror, at alting kommer an på ens egen indsats – og så bliver ens opgave her i livet så frygtelig tung at bære. Derfor siger Jesus: I må ikke være bekymrede. Du skal bare gøre, hvad du kan, så godt du kan, og så må du overlade resten til din Far i Himlen. 

Det er lettere sagt end gjort. Det er svært at lade være med at blive grebet af bekymring, måske særlig i vores tid, hvor vi hele tiden hører nyheder fra verden, som bliver præsenteret på så sensationel en måde som muligt, for at få os til at lytte til netop dén nyhedshistorie i den konstante og støjende strøm. Den kristne indstilling bør være, at man skal prøve at gøre nytte dér, hvor man er sat: på sin arbejdsplads (i kald og stand, som Luther kaldte det), i sin egen familie, og blandt de mennesker, som man møder i sin hverdag. Resten – alt det, man ikke selv kan fikse – det må man lægge over til Gud. Og så må man bede ham om at lære os at se, hvor vi kan gøre nytte, og hvor vi skal lade problemerne ligge. Anonyme Alkoholikere bruger en bøn, der kaldes for sindsro-bønnen, som begynder sådan her: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.” Bønnen er skrevet i 1930’erne – en tid, der var præget af dommedagsstemning, krig og ufred, og den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr, som skrev den, var ikke blind for de frygtelige ting, der foregik i verden dengang. Men fordi han var kristen, kunne han bede til Gud på dén måde, han gjorde.

I dag lever vi – her på vore breddegrader – i en meget fredelig verden, sammenlignet med verden i 1930’erne. Der har faktisk sjældent været en tid og et sted, hvor der var så fredeligt, så rigt og så roligt, som i Danmark i dag. Men der er ikke altid sammenhæng mellem, hvor meget man har at bekymre sig over, og hvor meget man faktisk bekymrer sig. Tag fx de første kristne. De blev kastet for løverne, brændt som levende fakler, blev forfulgt og tortureret på alle mulige måder. Men de var glade, fordi de fik del i deres herres lidelser. Sådan er det også for forfulgte kristne mange steder i dag. De ved, at hvad der end overgår dem i dette liv, så har døden tabt og mistet sin brod, og at Kristus har vundet dem del i det evige liv, og det er i virkeligheden det eneste, der betyder noget. Og så prøv at sammenligne med os i dag. Vi tør ikke en gang sige vores mening på sociale medier – selvom vi ikke risikerer andet end at der er nogen, der ikke kan lide os, at man får 30 dages karantæne på facebook. Har vi ikke fuldstændig mistet sansen for proportioner? Et andet sted i bibelen siger Jesus til en travl og meget bekymret kvinde: ”Du gør dig bekymringer om mange ting, men ét er fornødent.” Kun én ting er nødvendig, og det er Guds Rige og hans retfærdighed. Har vi det, så har vi alt. Og så er der intet at bekymre sig for. 

Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund, siger Jesus. Hvordan får vi dét brød,så vi kan leve? Jamen gå hen i kirken og vær sammen med dine medkristne søstre og brødre. Luk Bibelen op eller læs i din andagtsbog. Sæt dig ned og fold dine hænder og bed. Det er så vidunderligt simpelt og nemt, at det næsten ikke er til at fatte.

Jo jo, det er så godt nok for mig, tænker du måske, men hvad med Jordklodens fremtid. Tænk, hvis den nu virkelig går under? Tjo, det gør den jo nok engang, det kan vi ikke rigtig ændre på. Men en ting er sikkert, og det er, at Guds rige, det går ikke til grunde. For Jesus har lovet os, at: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Og så sandt vi anser Jesus for at være troværdig, så må vi også tro, at han holder, hvad han har lovet os. Tror vi det, så kan vi trække vejret frit og gå til alle verdens problemer og udfordringer med friskt mod. Det værste, der kan ske, er, at verden går under. Det gør den nok ikke lige med det første. Men selvom den gjorde, hvad så? Guds Rige består. Og har vi dét, så er der ingen grund til at bekymre sig for noget som helst andet. Amen.

Gud, giv mig
sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Så jeg lever en dag ad gangen,
nyder et øjeblik ad gangen
og tager imod svære tider som en vej til fred.

Så jeg, som Jesus gjorde, tager denne syndige verden som den er,
ikke som jeg vil have den til at være.

Så jeg stoler på, at du vil bringe alle ting i orden,
hvis jeg overgiver mig til din vilje.

Så jeg kan være rimeligt lykkelig i dette liv
og uendeligt lykkelig med dig i det næste liv i al evighed.

Amen.