The Aristocratic Hydra. At the beginning of the Revolution, some believed that a constitutional monarchy would succeed if the aristocracy were weakened or excluded. This image portrays a battle between the victors of the Bastille (the people and the French Guards) against a monstrous hydra. Some of its heads have been cut, symbolizing “the enemies” slain during the seizure of the Bastille and the following days. Color engraving by an anonymous author, c. 1789.

Aristokratisk hydra

Det er demokratiets kerne – folkets suverænitet – som afgøres i kampen om Brexit. Parlamentet vil fravriste regeringen styringsretten. Vi ser en elite som er loyal mod sine ligesindede i Europa fremfor sit eget folk. Det markerer et svigt, som det vil blive vanskeligt at komme udenom.

Boris har det ikke let for tiden. Det ene nederlag følger efter det andet.

Det handler ikke længere om en proces, som sikrer en kontrolleret udmeldelse. Forsøget på en udsættelse og nye forhandlinger er bare påskud. Labour er blevet et pro-EU-parti, siger observatører.

Det burde have gjort valget enkelt for de konservative. I stedet er der flere som siger at det er Torypartiet som har forandret sig til det ugenkendelige. Dette er et klassisk retorisk kneb: Det er altid de andre som har forandret sig, aldrig en selv.

Remainers har et voldsomt behov for at skyde skylden over på Brexiteers, De ved de mangler legitimitet, når de tilsidesætter resultatet af en folkeafstemning.

Parlamentet har gjort noget uhørt: De griber direkte ind i den udøvende magt. De tager magten ud af hænderne på regeringen.

Norske medier fremstiller det som om at Boris har begået et statskup. De er loyale støttespillere for Merkels Europa.

Men hvis oppositionen spiller uden regler, kan regeringen gøre det samme. Der er tale om at regeringen vil bede dronningen om ikke at underskrive loven om udsættelse af Brexit. Det er ikke sket i 300 år. Så kommer oppositionen og norske medier igen til at råbe op om “kup”.

Vi ser nogle modsætninger udspille sig, som er uden sidestykke i fredstid. En britisk elite har erklæret sit eget folk krig. Der er ingen anden måde at sige det på. Deres loyalitet ligger hos deres kolleger på den anden side af Kanalen, ikke hos vælgerne.

Dette er et resultat af monster-bureaukratimaskinen i Bruxelles: Man bliver en del af systemet, som stadig ekspanderer og fordybes. Det er meningen man skal indse at det drejer sig om en ensrettet gade: No exit.

Også de nordiske lande er umærkeligt gledet ind i EU-sfæren. Det er utroligt at læse Jyllands-Posten, som skriver at briterne svigter det fællesskab, de oplevede sammen med danskerne i Afghanistan, skulder ved skulder. De samme anklager er slynget mod Trump. Han svigter fællesskabet, hvad enten det er NATO eller FN.

Læren synes at være: Hvis du står op for dig selv og dit vil du blive anklaget for at være nationalist og ikke stueren.

Det er elitens opskrift i hele Vesten: Den har trukket stigen op efter sig.

Hvordan den tror, den skal kunne styre uden et mandat fra folket, vil blive spændende at se.

Eliten vil i stigende grad demonstrere. at den er selvstyrende og ikke behøver at spørge vælgerne om lov.