Adriaen van de Venne Beggars fighting (1634)

Hvordan skal vi håndtere det som sker rundt omkring os? Hvordan klarer vi at møde ondskaben på en sådan måde at vi vokser og er forberedt på det? Personligt er jeg overbevist om at det bedste er at se ondskaben i øjnene. Den forsvinder ikke, selv om vi vender ryggen til den.

Hvor meget virkelighed tåler mennesket, spurgte den engelske digter T.S. Eliot og gav selv svaret: Ikke meget.

Men når mennesket skal, så finder det kræfterne.

Signaturen ytringsfrihedfred gjorde indtryk med ordene til kommentaren Winter is coming:

Det gør fysisk ondt at læse denne tekst. Så ondt at jeg pludselig forstår dem, som lukker øjnene for virkeligheden. Så ondt at jeg for første gang i livet føler langt inde i sjælen at jeg ville ønske jeg ikke vidste, at jeg i stedet tilhørte dem, som bare følger hovedstrømsmedierne og derfor skånes for det, der sker. Jeg forstår nu at det er sådan de vil have det. De vil ikke vide. De vil ikke have den information, de behøver for at tage de nødvendige forholdsregler til at beskytte sig selv og deres børn. Ikke en gang mine nærmeste ønsker at vide. Derfor er jeg overladt til mig selv med frygten for hvad der kan ske med et barnebarn i en sårbar alder som dagligt befinder sig på perroner og andre steder i hovedstaden, hvor farer som indtil nu har været helt fremmede for vore samfund, lurer ret under overfladen.
Måske er det bedre at være lykkeligt uvidende og hellere tage chokket, hvis noget skulle ske. Og hvis ingenting sker, har man ikke haft belastningen med at bære den tunge byrde, som frygten repræsenterer.

Venstresiden, (kald dem hvad du vil, alle som har svigtet fra højre, venstre og midt imellem,) har frarøvet befolkningen en tryghed, som med et afbræk under krigen, har varet i generationer.

Det er fuldstændig utilgiveligt.

Dette menneske – en kvinde, no doubt, er selv gået gennem erkendelsens porte, og det er ikke muligt at vende om, hvis man først har forstået. Du kan ikke gå fra viden til ignorants, og særlig ikke fordi det handler om vort forhold til andre, vore egne.

Husk hvad der står i Håvamål: Frænde står mod frænde. Dette er den ondeste modsætning og det er en ekstra smerte at det er vore egne landsmænd som går foran og vender sig mod os.

Men erkendelsen er ikke noget vi har kontrol over. Hvis den først har sat sig i bevægelse vil den rulle videre.

Forrige fredag aftes blev en teenager slået ihjel af en anden teenager på en campingplads i Sverige, med økse. Da den sårede kom frem til sygehuset stod hans liv ikke til at redde. Politiet har ændret tiltalen til mord.

Jeg mener – i lydhørhed for hvad læserne kommunikerer – at det rette i det lange løb er at se ondskaben i øjnene. Ikke dvæle ved den, men heller ikke gå udenom.

Skulle ulykken være ude, ved du hvad det handler om.

Kollega Øyvind Thuestad og undertegnede har gået en del i retssager, mest Thuestad. Nogle af ofrene er skamfulde over det de har oplevet. Vi har hørt om kvinder som skammer sig over at være blevet voldtaget. Men også drenge skammer sig over at være blevet slået ned og ydmyget. De nægter familien at være til stede i retssalen.

Også voksne mænd skammer sig. De vil ikke vise at de blev traumatiseret og vidner på telefon fra Gran Canaria: -Alt står godt til. Nej, vi ved at det gør det ikke. Hvis du går alene gennem Fælledparken og pludselig omringes af fire velvoksne drenge med kæppe og du begynder at løbe, men bliver indhentet, så har du det ikke godt. Der opstår et sammenbrud i psyken og det tager lang tid før det læges.

Lad mig være lidt personlig: I foråret overværede jeg en retssag som gik over en uge. En ung gut, elektriker i fuld beskæftigelse, blev slået til invalid af tre marokkanere på Rathkes plass på Grünerløkka i Oslo, Det var en rystende oplevelse. Jeg har ikke kunnet klare at skrive om det, det gennemrystede mig. Den sønderslåede mindede mig om vor egen søn.

Der og da så jeg at dette berører langt flere end selve voldsofrene og deres familier. Volden blev udøvet i fuld offentlighed. Folk hang ud av vinduerne og råbte: -Stop, stop!

Også nu et år senere sad vidnerne i vidneboksen og græd.

Som journalist har man et ansvar for at fortælle. Vi ved, og skal være samfundets øjne og ører.

Det er nok en grund til at det er så tyndt besat på pressebænken. Du klarer ikke at sidde upåvirket en hel uge og høre sådanne historier. Det gør noget ved dig. Derfor undgår journalister sådanne sager. Jeg kan ikke forstå det anderledes.

Når du møder virkeligheden i form af konkrete mennesker, forstår du også bedre de nyhedshistorier som nu daglig tikker ind. De fortæller om en vold som er i færd med at brede sig over hele Vesteuropa. Den er bestialsk og den går ud over sagesløse mennesker.

Politikerne vil normalt skærpe straffe niveauet for at forebygge, men i disse tilfælde virker de paralyseret. Hvis rollerne var byttet om er jeg overbevist om at vi ville have fået drakoniske straffe og nærmest levet under undtagelsestilstand for længst.

Men det er de forkerte ofre og så skal sagerne ikke have for stor opmærksomhed.

Volden har nået et niveau, hvor det vil få konsekvenser. Vi snakker drab og voldtægter, men også bilbrande og røveri, som har elementer af ydmygelse og territoriel magtudøvelse.

Alle ved hvad det handler om.

Du tager dine forholdsregler, ser dig om, er på vagt og undgår store folkemængder, er klar over hvor du er og til hvilken tid.

Du kan minimere risikoen, men ikke eliminere den. Du lever med den som en konstant uro og den præger også dem omkring dig.

Hverdagen er fuld af information, og det er disse brokker af information som fanger interessen. Som når en af Narvesen-kioskerne jeg hver dag passerer, har skiftet ejer fra norsk til MENA-land. Jeg behøvede ikke spørge den norske ejer, hvad han mente, vi vidste hvor vi havde hverandre.

Den nye ejer var kvik og så smart ud. Han fik besøg af en ung kvinde og de står midt i butikken og snakker sammen om private ting. Jeg lytter nysgerrigt for at høre “hvem de er”. De snakker om nødvendigheden af at tilpasse sig partneren. Så siger han: -Jeg har sagt til hende at grænsen går ved knæerne.

Han så så ung og moderne ud, så kvik. Og så alligevel: Grænsen går ved knæerne.

Under hans moderne frisure lå der noget helt andet, og denne kombination af en ydre mode og indre rigiditet gjorde at afstanden pludselig blev meget stor.

Lever vi i den samme verden?