Kommentar
Efter angrebet på synagogen er der direkte jubel på internetcafeen Powerplay
Så fik jeg læst Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein. En bog om el-Hussein, der angreb Lars Vilks Komiteen ‘s møde i Krudttønden og senere synagogen.
Det er ikke nogen dårlig bog, men det er med blandede følelser, at man læser den, da forfatterne Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard og Natascha Rée Mikkelsen i det afsluttende kapitel forklarer el-Husseins handlinger på denne måde:
“Han var vred over sit liv, frustreret over retssystemet og den behandling, han fik i fængslerne.”
Der er kort sagt ikke et ret stort fokus på islams rolle i Omar el-Husseins radikaliseringshistorie. Årsagerne til hans had skal findes i det danske samfunds behandling af ham. Hvorfor danske unge, der bliver marginaliseret og ender i kriminalitet, ikke begår terror – medmindre de bliver muslimer – giver bogen ikke svar på.
Denne islamapologetiske understrøm – hvor svag den end er – gør det vanskeligt at læse bogen med udsøgt fornøjelse for den mere islamskeptiske læser. Selvom forfatterne i det afsluttende kapitel ser tilbage på el-Husseins terrorangreb ved at indhente kommentarer fra nutiden, oplyser forfatterne ikke, at Omar el-Husseins hjælpere Liban Elmi og Ibrahim Abbas for nylig er blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Det synes ellers at være relevante oplysninger.
Meget af bogens indhold er ikke nyt stof. Tidslinjen i forbindelse med Omar el-Husseins terrorangreb har tidligere været tegnet op i medierne, og der er ikke nye oplysninger i bogen i forhold til de huller i tidslinjen, hvor man ikke ved, hvad Omar el-Hussein har foretaget sig. Men bogen optegner tidslinjen langt grundigere (den er jo på 239 sider), så man får et samlet billede, som intet nyhedsmedie har kunnet matche. Desuden er der enkelte nye oplysninger om Omar el-Husseins færden før og under terrorangrebene.
Det fremgår af bogen, at Omar el-Hussein i dagene op til attentatet mod Krudttønden forsøgte at leje en lejlighed i nærheden. Måske med det formål at rekognoscere fra lejligheden eller at skyde mod Krudttøndens indgangsparti fra lejligheden. Det bliver ikke afdækket, hvad den eventuelle årsag var, men det lykkedes under alle omstændigheder ikke el-Hussein at leje en lejlighed.
I bogen bliver der også nævnt en interessant teori. Efter at have angrebet synagogen bliver el-Hussein ud på natten spottet på Svanevej på Nørrebro. Teorien er, at el-Hussein er på vej for at angribe Hells Angels ‘s klubhus på Svanevej. Men el-Hussein bliver skudt og dræbt af politiets aktionsstyrke, inden han når frem til klubhuset, så det vides ikke om, teorien holder vand.
En pudsighed ved bogen er, at Lars Vilks Komiteen, der arrangerede mødet i Krudttønden, ikke bliver nævnt med ét ord. Lars Vilks Komiteens ønske om at få skærpet sikkerheden forud for mødet i Krudttønden bliver heller ikke nævnt i bogen, selvom en skærpet sikkerhed og en mindre dilettantisk tilgang til opgaven i Krudttønden fra det udstationerede politis side muligvis kunne have ført til en hurtigere pågribelse / definitiv standsning af Omar el-Hussein.
Bogens gengivelse af scenariet indenfor i Krudttønden under el-Husseins angreb stemmer heller ikke overens med de tilstedeværendes gengivelse af samme situation. Bogen synes ret ensidigt at være baseret på politikilder og kilder, der har kendt Omar el-Hussein.
Bogen tegner ikke noget flatterende billede af politiet. Dansk politi synes i stor udstrækning ikke at have været gearet til et terrorangreb i København med en gerningsmand på fri fod i hovedstaden en lørdag aften. Desuden bliver der opregnet flere svigt i kommunikationen imellem kriminalforsorgen, politiet og PET.
Det mest groteste eksempel er, at de folk fra PET, der var til stede i Krudttønden, ikke ville give et signalement af Omar el-Hussein til politiet, da de havde affyret deres tjenestevåben og derfor kun ville udtale sig til det fremmødte politi, hvis de havde en tillidsrepræsentant fra PET ved deres side. Noget, der muligvis forsinkede en identificering af Omar el-Hussein.
Det mest skræmmende ved bogen er afsløringen af, hvordan Omar el-Hussein uden videre får hjælp af trosfæller fra Mjølnerparken til trods for, at disse er fuldt bevidste om, at el-Hussein har skudt og dræbt en mand – filminstruktøren Finn Nørgaard – ved Krudttønden. Efter angrebet på synagogen og el-Husseins likvidering af den jødiske vagt Dan Uzan er der direkte jubel på internetcafeen Powerplay, hvor el-Hussein mødes med sine venner.
En pudsig detalje, som Omar el-Huseein ikke undlod at bryste sig af, er, at el-Hussein blev født 11. september (1992). De fire sidste cifre i hans personnummer var 2001.
