På TV2 News her til formiddag forklarer Elisabeth Arnsdorf Haslund fra UNHCR, der kommenterer seneste FN-tal om flygtninge, at vi i Danmark skal ‘huske på at langt de fleste flygtninge ikke når op til vores breddegrader’. Hun leverede det som et argument for flere ‘kvoteflygtninge’, men hvis multikultur er en demografisk stillingskrig, så forsvinder ræsonnementet.
Yderst interessant interview med den israelske historiker Benny Morris i Weekendavisen. Han har netop udgivet ‘The Thirty-Year Genocide’, der konkluderer at det armenske folkedrab, var en del af en 30 år lang tyrkisk udrenselse af kristne minoriteter. Han påpeger også, at multikultur kun undtagelsesvis fungerer i praksis, og et etnisk homogenitet har nogle indlysende fordele.
Læs det hele på Weekendavisen.dk – Udrensningens logik (af antropolog Kathrine Tschemerinsky)
“Det armenske folkemord, som fandt sted mellem 1915 og 1916, er velbeskrevet, men de to forfattere mener, at der er grund til at indsætte begivenheden i et større perspektiv, og de forklarer, at Tyrkiet over en periode på 30 år gennemførte en systematisk udryddelseskampagne rettet mod alle landets kristne minoriteter, ikke kun armenierne. …
‘Når man begynder at se på materialet, opdager man, at det ikke bare handlede om armenierne. Tyrkerne forsøgte at slippe af med alle landets kristne ved at fordrive og dræbe dem,’ understreger Morris og forklarer, at hverken Ze’evi eller han selv på forhånd kendte til forfølgelsen af landets græske og assyriske minoriteter. …
Mens tal kan understøtte de to historikeres argument om, at folkemordets ofre talte hele tre kristne minoriteter, er det straks vanskeligere at bevise, at folkemordet strakte sig over tre årtier. Gennem de tredive år, bogen dækker, blev Tyrkiet regeret af hele tre forskellige regimer fra den ottomanske sultan Abdulhamid over Ungtyrkernes parti CUP med Talaat Pasha i spidsen til den moderne tyrkiske republik regeret af Mustafa Kemal Atatürk. Hvor ser Morris beviset for kontinuitet?
‘Det er én kampagne i forskudte akter. Det er ikke en kontinuerlig proces, men det er den samme politik, tankegang og hensigt, som præger alle tre regimer: at slippe af med de kristne,’ forklarer Morris, som også kalder det, der skete, en ‘etnisk-religiøs udrensning’, hvis metoder talte både massakrer, fordrivelse, tvangskonvertering og kulturel udslettelse. Beviserne finder man i det, som reelt skete.
‘Man kan spørge, om der var ordrer, og hvad de i så fald var. Konklusionen er, at der i 1924 stort set ikke var nogen kristne tilbage. Det er beviset på, hvad det var, tyrkerne ønskede at opnå.‘ …
Benny Morris forklarer, at bogen allerede er blevet mødt med modstand… Morris mener, at kritikken bunder i, at bogen sætter tyrkerne i et dårligt lys. ‘Og så tror jeg også, mange ikke bryder sig om, at bogen fremhæver islams rolle,’ bemærker Morris og fortsætter. ‘Vi traf ikke en beslutning om at hænge islam ud, men det er helt sikkert en væsentlig faktor.’
Morris skynder sig at understrege, at årsagerne til folkemordet er mange. Det skyldtes frygt, grådighed og seksuel tilfredsstillelse. Men islam var den forenende faktor.
[…]
‘… Paris og London kan de godt lide multikulturalisme, og de siger, at i den ideelle verden lever alle sammen i fred og harmoni og så videre. Det er måske den ideelle verden, det er i hvert fald et anti-nationalistisk perspektiv, som jeg respekterer. Men i den virkelige verden, såsom her i Mellemøsten, ser det bare ikke ud til, at multikulturalisme virker. Jeg er ikke engang sikker på, det vil virke i Europa,’ siger Morris.
At fred og stabilitet afhænger af etnisk homogenitet, er et argument, jeg indimellem hører europæiske nationalkonservative lufte. Mens det bliver fremsat som logik, er der belejligt nok sjældent nogen, der taler om, hvad prisen er for at nå derhen. Jeg spørger Morris, hvordan han har det med at lyde som et ekko af Europas renhedsfikserede højrefløj.
‘Jeg kan ikke lide at blive tænkt på som en højreorienteret europæisk nationalist, men måske de har en pointe,’ svarer Morris. ‘Her i Israel har vi nogle på den ekstreme venstrefløj, som tror, vi alle sammen kan leve sammen i én stat. Jeg tror ikke, det vil fungere.’