På ett nivå er Danmark lige delt som Norge: Begge land har borgerlige regjeringer med en invandringsminister som er skrap og mener det. Begge er tilfeldigvis kvinder. Den norske Støjberg heder Sylvi Listhaug, tilhører Fremskrittspartiet, og er ikke ræd for at tale medierne midt imod.

Medierne har plukket op handsken og gået til angreb. Hver eneste dag er der et opslag hvor Listhaug angribes for at være ond. Men som det så ofte sker: Mediernes overkill har udløst en modreaktion. Listhaug har på kort tid blevet regjeringens mest populære statsråd. Hun er blevet et symbol.

Man taler om den politiske klasse. Den politiske klasse i symbiose med medierne går fortsat ind for mer eller mindre fri invandring. Listhaug sier i klartekst at Norge ikke kan klare et nytt 2015. Hun har lagt frem 40 forslag til stramminger. Asyllobbyen er den mæktigste Norge har sett. Den har blæst til full krig. Nu mobliseres fagforeninger, en stribe av NGO’er – de flæste betalt med offentlige midler – diverse forbund og foreninger og selv statens eget embetsværk, til at male forslagene til støv. Sentrumspartiene Kristelig Folkeparti, Venstre (som er mer som Radikale), Senterpartiet (Landmandspartiet) som alle ligger rundt 5 prosent, har fået en unik sjanse til at demonstrere deres godhet.

Men er en godhet som bygger på at andre er onde virkelig godhet?

Videoen fra tre norske kendisser som fortæller om at de skænker deres smykke til indtægt for flygtningene har denne lumre, vemmelige bismak. De skal stille Danmarks smykkelov i relieff.

Noe av den samme selvgodhet kom til syne under karikaturkrisen, da den daværende udenriksminister Jonas Gahr Støre gik Uffe Elleman en høj gang: På et tidspunkt sa Støre at danskerne havde bedt om hjælp, de undret sig på hvordan Norge havde fået det til, fundet en dialog med muslimerne. Nu ville de gerne lære. – Men det var for sent, sa Støre. Nu var danskerne selv ude om det.

Gahr Støre var blant dem der indførte begrebet ytringsansvar. Det er det nye borgerskap og den nye anstændighed. Danskerne ved alt om tonen.

Men det man ser undervejs er at nordmænd ikke længer forstår ytringsfriheden. De har ikke vidst at benytte sig af den. De har været mer optatt av at være præktige. Derfor står de måbende og ser på hva der sker i Danmark og forstår ikke længer danskerne.

Document er i helgen blevet inviteret til at diskutere høyreeekstremisme i et NRK-program. Det norske PET, kaldt PST, kom denne ugen med sin årlige trusselvurdering. Den ble toppet med faren for højreekstremisme. Intet konkret ble påvist, men man tror at muligheden for vækst er tilstede hvis migrasjonen fortsætter i samme tempo. PST-sjefen Benedicte Bjørnland nevnte forestillinger om at islam og muslimer skal ta over samfundet og troen på at myndighederne ønsker en slik udvikling, kaldte det konspiratoriske tanker og et tegn på høyreekstremisme.

Som man sa i tresserne: Fjenden står altid til højre.

Den blåblå regjering har i år bevilget 50 millioner kroner til et senter til studie av højreekstremisme. Som i andre land med høj innvandring er der hissige meninger på sosiale medier, men hvis det er dette man mener med højreekstremisme er definisjonen med hensigt gjort bred og diffus for at skræmme mennesker fra at ytre sig. Da er det en eufemisme man har skabt for å lukke munden på folk.

Senteret skal ledes av en professor ved Politihøgskolen og en kjent tilhenger av Arbeiderpartiet, Tore Bjørgo. Han deltok ivrig i fremstillingen av den højreekstreme trussel etfter 22/7.

Men noe senter til studie av islamisme, salafisme og voldelig islam, det har Norge ikke.

PST sier når hun blir spurt at deres mandat kun består i å overvåke personer med voldelige tendenser. Men når det gælder højresiden gælder helt andre kriterier, der er det meninger som kvalifiserer.

Den her udvikling hænger i høj grad sammen med synet på og praktiseringen av ytringsfrihed.

Selv om Danmark er delt og har en venstrelliberal og sogar venstreradikal fløj som fremstiller Inger Støjberg i naziuniform, så har det ligevel en langt større takhøjde end i Norge og Sverige. Der Sverige har en nidkærhet som kan minde om tysk grundighet, har Norge præktigheden og med den dumheden.

Det findes selvfølgelig nogle historiske grunde til at de tre nordiske land har endt op der hvor de befinder sig.

Danmark sidder på mange måder med nøglen til å finde demokratiske løsninger. To forudsætninger må opfyldes: folket må være med og for at de skal være det må de ha en reell ydringsfrihed.

Derfor er vi taknemlige og glade for at deltage i dansk offentlighed. Vi har lært meget af Danmark.

Tegning:

Den norske kunstner Thomas Knarvik har en touch av det danske frisind og det danske grin. Han bor ikke i Norge. Hans bog av fjoråret, In His Name, skulle ha udkommet på et norsk forlag, men forlæggeren trak hele oplaget og destruerede det, i 11. time. Han blev bange. I stedet ble bogen udgivet av Kåre Bluitgens forlag Tøkk.