Foto: Steen Raaschou
Læserbrev af psykolog Kirsten Damgaard i Jyllands-Posten – At tage afstand fra en uhensigtsmæssig kultur er ikke racisme.
“… Er der nogen grund til, at danske vælgere skulle antage, at tilvandrede muslimer vil kunne forme attraktive samfund i Vesteuropa? Se på praksis. Den taler altid sandt. Og tristheden skyldes ikke kun krigstraumer, for der er egentlig ikke så mange flygtninge med direkte krigstraumer (med nogle af de nytilkomne syrere som mulig undtagelse); ligesom megen modkultur skabes af indvandrere fra gæstearbejdergruppen, der aldrig har været flygtninge.
Den danske forsker og psykolog Karin Riber fandt i øvrigt, at mange PTSD-skader hos en gruppe herboende arabere var psykiske skader opstået ved familiens forholdemåde i barndommen og ikke krigsskader. Det var ikke overraskende.
Denne utryghed ved muslimers tilgang både i forhold til egne børn, naboer og den øvrige befolkning underbygges af forskning, der viser, at mange såkaldte mainstreammuslimer, der opfattes som integrerede, ikke hviler i deres identitet eller har et stærkt selvværd. …
Mainstreammuslimer forstår sig selv som knap så korrekte muslimer, alt imens de tolker salafisterne/de ortodokse som den mere fromme og ægte udgave af islam, skriver professor Hoffmann (Weekendavisen 10. maj 2019.) Dette dokumenteres også af forskerne Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund (2019), hvor forfatterne refererer anerkendte internationale forskere for, at der er stort sammenfald mellem mainstreammuslimers og radikaliserede og endog voldelige muslimers holdninger.
Psykiater Kurt Charleman har flere gange i dagspressen gjort opmærksom på det ødelæggende i – for både person og samfund – når muslimen i opvæksten ikke får udviklet en moden personlighed, bl.a. fordi streng lydighedsopdragelse mikses med indpodning af frygt for en overnaturlig straf (fra Allah).
Charleman analyserer bl.a: ‘(…) Dertil vil det være gavnligt for den enkelte og samtidigt nødvendigt for at vende udviklingen mht. den stigende radikalisering, at man styrker udvikling af en personlig identitet og selvværd, hvor man går fra at være følelsesstyret til at kunne ræsonnere over livets muligheder og dermed tage et personligt ansvar for sine handlinger (www.respublica.dk, 2017).
Afstandtagen fra uhensigtsmæssig kultur er ikke racisme.“