Muellers rapport kan have været et sidste forsøg på at hænge en møllesten rundt om halsen på Trump. Nu viser det sig at Mueller er grebet i udeladelser af væsentlig information, oplysninger som sætter personer og begivenheder i et helt andet lys. Løgne er farlige. De kan vendes mod afsenderen. 

Bob Muellers 448 sider lange rapport om ”Russia collusion” er ikke hvad den udgiver sig for at være, heller ikke første del, som handler om Trump og russerne. Mueller er grebet i en grov løgn som kun kan skyldes ønsket om at fremstille præsidenten i et mest muligt suspekt lys.

I Mueller-rapporten gøres der et stort nummer ud af russeren Ivan Kilimnik, som Paul Manafort havde kontakt med. Kilimnik stod i ledtog med den russiske efterretningstjeneste, hedder det i rapporten, og dermed får Manafort kastet mistankens skær over sig.

Men nu kan John Solomon i thehill.com fortælle at Kilimnik aldeles ikke var nogen russisk efterretningskilde, han var en amerikansk efterretningskilde og havde været det i flere år. Han rapporterede til State Department og udenrigsdepartementet satte ham så højt, at de ikke brugte hans navn i telegrammer, men kun i skriftlige rapporter.

But hundreds of pages of government documents — which special counselRobert Muellerpossessed since 2018 — describe Kilimnik as a “sensitive” intelligence source for the U.S. State Department who informed on Ukrainian and Russian matters.

Key figure that Mueller report linked to Russia was a State Department intel source

Mueller oprettede dokumenterne, men han røbede ikke hvad de indeholdt. Tværtom. Da ville det ikke vært muligt at bruge Kilimnik til at mistænkeliggøre Trump. På engelsk kaldes dette, at tilbageholde beviser som kan styrke modpartens sag, for ”exculpatory evidence”. I alle retsstater lægger anklagemyndighederne alt det de har frem, også beviser som taler til fordel for den, der efterforskes.

Men ikke Mueller og ikke hans ”top dog”, Andrew Weissman. Weissman er tidligere blevet kritiseret for at føre en sag uden at lægge alle beviser frem. Han vil vinde for enhver pris. Så risikerer man selvsagt at dømme uskyldige. Men det ser ikke ud til at bekymre hverken Mueller eller Weissman.

U-kultur

Det er ikke bare Mueller/Weissman og deres team som gør hvad de vil. Det gør FBI og Justitsdepartementet også.

Trump fik meget opmærksomhed da han gav ordre om at tidligere CIA-chef John Brennan skulle fratages sin sikkerhedsklarering. Brennan havde flere gange anklaget Trump for landsforræderi, noget som medfører dødsstraf i USA. Han havde opfordret statstjenestemænd til at sabotere præsidentens ordre. Han skal også være en af hovedmændene bag forsøget på at stemple Trump som russisk spion. En sådan person skal ikke have sikkerhedsklarering, mente Trump og tog den fra ham.

Men nu viser det sig at Brennan ikke har mistet sikkerhedsklareringen alligevel. Folk i systemet har simpelthen ignoreret ordren. De er blevet en lovgiver i sig selv og stærke nok til at ignorere pålæg fra en lovligt valgte præsident.

To retssystemer

Begrebet ”den dybe stat” bruges nu om et statssystem, som er så stærkt at det satser på at forhale og sabotere beslutninger fra en folkevalgt, de ikke kan lide, i vished om at hans tid er begrænset. Bureaukratiet ved at det har tiden på sin side. Derfor har både Justitsdepartementet og FBI ignoreret pålæg fra Kongres-komitéerne om at udlevere dokumenter. Forvaltningen giver de folkevalgte fingeren og repræsentanterne reagerer ikke.

Forvaltningen har en stærk politisk slagside mod venstre. Demokraterne er blevet deres forlængede arm.

Det giver sig groteske udslag når Hillary og hendes klike går fri, selv om de har begået grove forbrydelser. De samme mennesker i FBI, CIA og Justitsministeriet startede provokationerne og spionagen mod Trump. Havde George Papadopoulos været en mindre hæderlig mand, ville Stefan Halper have fået at få ham til at tro at russerne havde e-mailene til Demokraterne og/eller Hillary så Papadopoulos selv havde troet på det. Det er ikke første gang i historien at folk føler sig smigret over at vide noget ingen andre ved.

Men informationen gav ikke mening for Papadopoulos. Han reagerede på at nogen forsøgte at manipulere ham.

Han blev påduttet 10.000 dollar i Israel, men deponerede dem hos en advokat i Athen, fordi han havde en ”bad feeling”. Da han landede i USA stod et kobbel FBI-agenter klar og ventede på ham. De ledte efter pengene.

Dystert 

Det er disse metoder, som gør at historien om Ivan Kilimnik får en dystere baggrund end den ellers ville have haft. Den viser at Mueller og hans team var villig til at bruge alle metoder for at få ram på præsidenten.

The incomplete portrayal of Kilimnik is so important to Mueller’s overall narrative that it is raised in the opening of his report. “The FBI assesses” Kilimnik “to have ties to Russian intelligence,” Mueller’s team wrote on Page 6, putting a sinister light on every contact Kilimnik had with Manafort, the former Trump campaign chairman.

What it doesn’t state is that Kilimnik was a “sensitive” intelligence source for State going back to at least 2013 while he was still working for Manafort, according to FBI and State Department memos I reviewed.

Kilimnik var en vigtig kilde for amerikanerne, under Obama-administrationen, så vigtig at det er utænkeligt at Mueller ikke var klar over det.

He interacted with the chief political officer at the U.S. Embassy in Kiev, sometimes meeting several times a week to provide information on the Ukraine government. He relayed messages back to Ukraine’s leaders and delivered written reports to U.S. officials via emails that stretched on for thousands of words, the memos show.

The FBI knew all of this, well before the Mueller investigation concluded.

Mueller gør et nummer ud af at Kilimnik præsenterede en russisk fredsplan for Øst-Ukraine. Det gjorde ham ifølge fremstillingen til en russisk stråmand. Men Kilimnik havde faktisk præsenteret samme plan for Obama-administrationen.

Kilimnik kunne rejse ind og ud af USA. Det havde han ikke kunnet, hvis han var blacklistet som fremmed agent.

Kilimnik was allowed to visit the United States twice in 2016 to meet with State officials, a clear sign he wasn’t flagged in visa databases as a foreign intelligence threat.

-De tager sig ikke af det

Tom Fitton i Judicial Watch fortalte på Sean Hannity natten til lørdag at vigtige dokumenter i Justitsdepartementet slet og ret er borte. Et møde i Justitsministeriet om andre landes hacking af Hillarys server, er borte. Det siges, at dokumenterne skal have været lagt ud på The Dark Web.

-Men hvorfor bliver ordrer ikke efterkommet, spurgte programleder Dan Bongino.

-Fordi de ikke tager sig af det. They don’t care, svarede Fitton.

Så er magtfuldkommenheden kommet langt ud. Forvaltningen tror ikke, at nogen kan skade dem. De lukker sig om sig selv og regner med at holde ud til Trump er borte.