Tavle

Parthenon, Athen

Faraonernes Ægypten, Perserriget under Akhemenidedynastiet, det kejserlige Kina og Romerriget var civilisationer, fordi deres herskere gennem flere generationer skabte orden og stabilitet og desuden efterlod en kulturarv, som deres efterfølgere – eksempelvis germanerne og japanerne – tilegnede sig.

Ibn Khaldun (verdens første sociolog) skrev i sin bog “Moqadimah”, at i islam er “staten nomadernes gave til byen”. Han påviste også, at denne regeringsform er skrøbelig: Først stormer de barske og kampvante beduiner byen og overtager dens rigdom og bekvemmeligheder. Dernæst kommer deres børn til magten, og de kender kun snylterlivets luksus, men er ikke i stand til at forsvare deres arv. Til sidst erobrer andre beduiner byen, og magtspillet begynder forfra.

Religionen påfører politikken afgørende og særdeles negative belastninger, da regeringsmagten er direkte understillet Allahs befalinger. Menneskelig fornuft er der ikke plads til – især i sunna-islam (hilsen fra Ghazali), og fysisk arbejde foragtes (overlades til ikke-muslimer).

Den romerske “potestas”, som installeres og bevares af “auctoritas” og dermed udgør en legitimitet, er ukendt blandt flertallet af muslimer, der ikke kender eller forstår europæisk statstradition. Resultatet ses i det aktuelle kaos i Syrien, Yemen, Afghanistan og Libyen. For 2000 år siden var Alexandria et kulturelt og økonomisk højdepunkt. I dag er stedet en losseplads.

Kasper er galt afmarcheret!