Marokkanske Bilal Hassani, det franske bidrag, Tel Aviv, 18. maj 2019
Det Europæiske Melodi Grand Prix blev i år afholdt i Israel, og denne juleaften for homoseksuelle skulle også i årbruges ideologisk. Vinderen blev ikke en beskægget dame, men det franske bidrag var lidt i samme boldgade. En 19-årig marokkansk queer-aktivist, der sang mens en meget overvægtig matrone dansede piruetter omkring på scenen. ‘She breaks stereotypes’…
Når man forsøger at normalisere det ekstreme, så forsvinder de normale, og hvor alle i 1960 så Otto Brandenburg synge ‘To lys på et bord’, og teenagedrenge drømte om den yndige Gry (Johansen, hende med rejehoppet) i 80’erne, så ved stort set ingen hvad Melodi Grand Prix er i dag. Hvem vandt i lørdags? Jeg ved det ikke, og er helt og aldeles ligeglad. Skøn kommentar af Ivan ‘Laban’ Pedersen.
Lizzy Howell
“Kom ALLIGEVEL til at se første præsentation af halvdelen af GP sangene i går aftes. Arrrrmen altså: Jeg har INGEN problemer med bøsser, generelt og ude i det virkelige liv. Tro mig, jeg mener det. Jeg har derimod et problem med, at en TV transmitteret musik-leg/ komponist-konkurrence er blevet til en stor drag/ bøsse/ fetich/lgbtqprst?/ SM af- og påklædningsræs /natdisco forestilling, hvor ALT handler enten om at komme ud af skabet – eller at have fået en kønsskifte-operation og have styrke til at være den, man er, bare det ikke er ordinær, – eller at stå på en svejende stang og synge opera – eller hvor lang tid en gnist-vandfald kan løbe uafbrudt. Kan nogen finde MUSIKKEN langt inde bagved alt den syngen pivfalsk, alt det gejl, lys, dans, ild, læder-fetish, pladder – speedsnakkende værter, råben og skrigen og andet unødvendigt PIS? Ja, jeg er GAMMEL, ja, min hovedinteresse i GP er musikken, dens udførelse og hvem, der har skrevet den, og ja, den danske GP sang er sgu´nærmest som en normalitets-oase midt i dette Sodoma og Gomorra, hvor vores solists eneste gimmick er en rød læbestift. Undskyld bøvset – der var pres på, og jeg er HELT ædru,mens jeg skriver dette.” (Facebook, 15. maj 2019)