Pieter Bruegel the Elder · The Ass in the School 1556. Teksten lyder: “An ass will never become a horse, even if he goes to school.”

Jens Martin Eriksen og undertegnede har noget til fælles: Vi var begge optaget af borgerkrigen i Bosnien og resten af det tidligere Jugoslavien, mens det skete. Det gjorde et uudslettelig indtryk på os.

Få troede at der ville bryde borgerkrig ud i Bosnien. Antallet af blandingsægteskaber var 40 procent. Det ville være som at skære i sit eget kød.

Så skete det alligevel.

En borgerkrig bryder ud når de styrende ikke forstår hvad der sker og selv bliver katalysatorer. Det var det samme i Weimarrepublikken, hvor nationalsocialisterne forstod at udmanøvrere eliten og kommunisterne.

Der er træk ved dagens Danmark, der kan minde om optakten til en borgerkrig. Den er ikke uafvendelig. Men den er mulig.

Man skal bare fortsætte ad samme spor som i dag, så vil modsætningerne stige.

Lars Løkke siger der er behov for en voksen i rummet. Men det er hans forhalingspolitik og mangel på ærlighed, der forbruger det danskerne har mindst af: Tid.

I stedet for at forstå er eliten mest optaget af at fordømme.

Jens Martin Eriksen har en fremragende artikel i Weekendavisen: Varianter af Hitler.

Hvis man over lang tid ikke har turdet tale om problemerne har man hensat sig selv i en tilstand af uvirkelighed. Det gælder samtlige lande i Vesteuropa. Medierne og facade-politikken er et selvhenvisende system der sørger for at afskære reel debat. Man kalder udfordreren nazist og dermed er problemet løst.

Men den genklang Rasmus Paludan har vakt, er et alvorlig varsel om at noget er fundamentalt galt i Danmark. Hvis systemet ikke tør tage ham alvorligt, vil vælgerne stemme på ham i ren protest. De forlanger at blive taget alvorligt.

Skørhed

Der er en skørhed i den mediemæssige virkelighed der gør deltagerne helt uforberedt på at takle noget som er udenfor deres forståelsesramme. Jeg glemmer aldrig den nøddebrune programleder på CNN som midt under valgkampen reagerede på et Trump-udspil med at sige: -Vil han tage os tilbage til slaveriet?

Eriksen bruger også ordet “den uvirkelighed vi står midt i”. De ord der bruges har ingen forklaringskraft.

De kommer slet ikke i nærheden af at forstå den vrede, der har givet Rasmus Paludan sådan en gennemslagskraft

Der er bare noget fesent over hele dette moralistiske teater med entydigt at udpege en syndebuk for de uløselige problemer, som han fører sig frem med.

….. som han fører sig frem med. Problemerne ligger der. De er ikke skabt af Paludan, men det skulle man tro, når man lytter til politikerne og medierne.

Der findes et stort reservoir af vrede blandt danskerne og når eliten ikke viser nogen vilje til at forstå dem, vokser vreden bare og slår over i sympati med Paludan. Han stikker fingeren i øjnene på magten.

Paludan er flabet og ufin. Det kan alle se. Netop derfor er det et alarmsignal at folk flokkes rundt om ham.

Vi har nået et punkt hvor frygtløshed og provokerende handlinger vinder tilslutning, fordi ingen fra eliten vil gøre noget. Det er kernen. Det vidner om et demokratisk underskud og det er dette Paludan profiterer på.

Hvis eliten vil standse hans fremgang må de gøre noget. De må tale sandhed, ikke udenom.

Det er derhen vi er kommet nu.

Provokationsteater

Paludan er et stykke provokationsteater, en performance, ikke ulig Lars Vilks. Vilks ser mærkeligt nok ikke det teatralske ved Paludan, men er politisk modstander. Elementerne Paludan benytter er de samme som Vilks´: Han ser at der er opstået en værdikonflikt og udnytter det til at skaffe sig opmærksomhed. Måske er det hans fremmeste motiv, men det spiller ingen rolle når han rører ved den vigtigste konflikt i dagens samfund.

For hvad er det der sker når Rasmus Paludan drager ud i ghettoerne og udsender svinere, hvor han dels benytter sig af de samme æresdogmer og hatespeech-idiosynkrasier som er kurante for indvandrere mod nogle andre, som de på deres side hader ude i ghettoerne. Således hans gentagne brug af “homo” og “luder”, termer der for længst har tabt deres nedgørende betydning for etniske danskere. Alt det ved Paludan selvfølgelig alt for godt. Men ved opførelsen af sit provokationsteater. hvor disse termer slynges ud mod det fjendtlige publikum, kommer der et burlesk show ud af det. De hadefulde viser sig selv som frådende, uartikulerede og aggressive barbarer ved at gå amok foran kameraet. Derved kan Paludan levere beviser på, hvem de virkelig er, til alle sine potentielle støtter.

Bekræftelse

Almindelige mennesker får bekræftet deres værste anelser: Det er Paludan, der udråbes til nazist. Indirekte er det også de tavse der får samme stempel, alle der har sympati med problemerne han rører ved.

Den moralistiske galla fra mediernes side skulle pleje mediefolkets egen selvrespekt ved at udtrykke foragt for netop dem, der støtter Paludan.

Dobbelt radikalisering

For den distancerede betragter er det åbenbaret at eliten driver udviklingen frem i retning af polarisering.

Denne politiske logik udløser en hidtil uset dobbelt radikalisering. De, der poserer som hans professionelle modstandere i medier og politik, radikaliserer sig selv og hinanden i et internt amokløb om at kåre ham som gud ved hvilken Hitler i denne politikers og tyrans rædselskarriere. Det gør de ved blindt og uempatisk og selvisk at forhåne og hade de mennesker, der ser ham som budbringer. Men hidtil ser det ud til, at hans tilhængere hele tiden bliver flere, mens hans modstandere holder sig på et forudsigeligt stabilt niveau.

Brudflader

Men er det noget, Paludan først og fremmest gør, så er det at eksponere brudfladerne mellem utopisk multikulturalisme og på den anden side demokrati og ytringsfrihed. Måske kan man ikke få begge dele?  (…)

Det er hele denne misere med demaskering af den utopiske multikulturalisme og den helt ligegyldige kåring af Paludan som Hitler, der er med til at give ham gennemslagskraft.

Et indblik i et lukket univers

Paludan river forhænget til side så de pæne mennesker kan se en virkelighed de ikke vil vide af.

For han er også kunstnerisk ærlig, når han opfører sit morbide provokationsteater og påtager sig at forhåne haderne med deres eget hadefulde, racistiske og sexistiske vokabularium. For os tilhørere er det som et uhyggeligt og grotesk morsomt blik ind i det helt anderledes, ind i et forfærdeligt univers, hvor man gyser ved tanken om dem, der bliver nødt til at bo i den verden derude. Han eksponerer i disse øjeblikke det bortforklarede, det skjulte, det, der helst ikke skal frem “for ikke at skabe unødig frygt”. Det, der er virkelighed for de mennesker, der er fanget ude i disse områder.

Der skal en stærk sandhedstrang til for at se tingene så klart.

Immune

Dette skuespild blev opført på en meget større scene i USA i valgåret 2016. Trumps vælgere blev immune mod hetzen fra eliten. Det samme vil ske i Danmark. Ord som nazisme og racisme har allerede mistet deres kraft. Det er ikke fordi Paludans sympatisører er ligegyldige, men fordi det åbenbart er et desperat forsøg på at fortsætte drømmerierne og maskere virkeligheden.

Det, eliten kunne give som svar, var selv at tage ud i ghettoerne “med deres eget teater – og lade os få syn for en anden sandhed – hvis der findes en sådan en derude.”

Men det savner de mod til. Der er tryggere i DR-byen.

Imens må Paludan bevæge sig med en horde af politifolk rundt på valgmøderne. Han får opmærksomheden og viser hvem der tør. Og eliten i tv-studierne får regningen, hvilket gør dem rasende.

De er ”lame ducks”.