En blodbestænket Kristus i St. Sebastian-kirken

Europa har været udsat for to drabelige slag i påsken. Først branden i Notre Dame, der trolig var påsat. Derefter blodbadet på Sri Lanka. De ryster os fordi de viser at vi er forsvarsløse.

Påsken 2019 vil gå over i historien pga. to dramatiske hændelser. Først branden i Notre Dame. Et angreb på selve hjertet af det kristne Europa.

Selv om ingen siger det højt er stemningen som om det var en påsat brand.

Der er noget der hedder negative bekræftelse og det er i rigt mål til stede her.

Hvorvidt det var jihad eller en eller anden dæmonisk sekt a la Da Vinci, vides ikke. Men nervøsiteten hos autoriteterne, siger sit. Dette var ingen normal brand.

Det var et så dårligt tegn for Europa som overhovedet mulig. Midt i den hellige uge.

Nogen ville fortælle europæerne at ingen kan beskytte dem.

Så kom Sri Lanka, hvor også kristendommen og troende var målet. Fra kontinent til kontinent: Krigen er den samme. Mod kristendommen.

Det er hvad Lars Løkke Rasmussen skulle have sagt til den sønderknuste familie og de danskere, der forstår at noget er alvorligt galt.

Vi har en fjende som går efter hjertet.

Men Lars Løkke Rasmussen tør ikke. Så ville han nemlig måtte indrømme, at det er de samme kræfter som gik amok på Nørrebro.

Rasmus Paludan er en tosse, en landsbytosse. Men han dræber ingen. Det vil eliten ikke forholde sig til.

Volden alle tre steder har samme udspring: Det er svært at forholde sig til. Men har vi noget valg?

Vi skal forholde os til en virkelighed, hvor døden kan ramme hvor som helst. På Strøget i København eller på Sri Lanka.

De mennesker, der blev ramt, har krav på at vi tager truslen alvorlig. Den er ikke ovre. Der kommer mere vold. Mere terror.

Menneskets sind er ikke immun overfor terror. Den ødelægger os indvendig.

Vi ønsker at terroren skal forsvinde. Vi havde næsten glemt Bataclan.

At glemme er en luksus vi ikke kan tillade os.

Julemarkedsterroristen fra Berlin, Anis Amri, var del af et terrornetværk med bånd til Paris-terroren. Amri var inspireret af terroren i Nice 14. juli 2016. Hvis vi huskede, ville vi forstå bedre. Men vi mangler mod til at indse ondskabens omfang.

Det bliver vi nødt til, for ondskaben vokser.

En del af befolkningen ønsker at bringe IS-krigere, deres kvinder og børn “hjem”.

Det er at ønske ondskaben velkommen.

Det er en form for selvskade og psykose.

Denne psykose er også en vej, men den fører lige lugt til helvede.

Der vil vi ikke hen.