Henrik Sørensen Den unge Kristus

Mark 16,1-8

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Påskedag

Hil dig, frelser og forsoner, Verden dig med torne kroner, sang vi Langfredag, hvor den hører til, og ja, også i dag, selvom Jesus i dag ikke længere hænger på korset, eller ligger i graven, for han er opstået fra de døde. Det ved VI – vi kristne. Men Verdens børn ved det ikke. De tænker stadig, han hænger på korset med tornekronen på hovedet. ”Verden dig med torne kroner.”

Og opstandelsen er også noget af det vildeste af alt det, som den kristne tro rummer. Den er, som man siger, et kors for tanken. Og det er den ikke kun for os moderne mennesker, det var den også for folk på Jesu tid. Men den er det vigtigste, vi overhovedet har at tale om, i den kristne kirke. Uden troen på, at Jesus frelste os, da han døde på det kors og siden opstod af sin grav, gives der ingen kristendom. Så er kirken ikke kirke, men bare en fanklub for en mand, der har været død i snart 2000 år. 

”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.” Det var englens ord til de tre kvinder, der var gået ud til graven påskemorgen for at salve Jesu legeme. Og dagens tekst slutter med, at vi hører, at de tre kvinder blev helt ude af sig selv af skræk. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Det kender man jo fra sig selv. Men dog hører vi et andet sted, at de straks opsøgte Jesu disciple, for at fortælle dem, hvad der var sket. Og det må da også efterhånden være blevet umuligt for dem at gå og holde et så glædeligt budskab, helt for sig selv, uden at dele det med nogen. Nej, naturligvis måtte de tale. Naturligvis måtte de løbe ud og fortælle dét budskab til hver og én, som de mødte på deres vej: ”Jesus er opstanden!”

Og de blev ved med at gentage englens ord ”Han er opstanden”, selvom det selv for disciplene virkede som et løst rygte, som ingen fornuftige mennesker kunne fæste lid til. Men de fik syn for sagn, for før de vidste det stod den korsfæstede selv midt blandt sine disciple med naglegabene i sine hænder og hullet i sin side. Ikke som et luftigt spøgelse, men som dén Jesus, de havde kendt, i kød og blod. Den samme Jesus, der hang sønderbrudt og lidende på korset, men som nu havde sprængt dødens lænker, som umuligt kunne holde ham, der ikke kendte til synd, men havde magt til at sætte sit liv til og tage det igen.

Og stadig i dag, i kirken, forkynder vi englens glade budskab: ”I søger efter Jesus fra Nazareth. Han er opstanden!” Men vi siger ikke det sidste, englen føjede til: ”han er ikke her.” Nej, vi siger meget mere; vi siger: ”og han, den opstandne, han er her, han er tilstede midt iblandt os, selvom vi ikke ser ham.”

Fordi Jesus er opstået fra de døde, har han én gang for alle overvundet synden og døden. For Han ikke bare selv står op fra de døde – også os, rejser han op fra de døde. Som vi sang:

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.

Englens glædelige påskebudskab: ”han er opstanden”, det udgør derfor den akse, som hele kristendommen drejer sig om. Uden opstandelsen var fortællingen om Jesus aldrig blevet skrevet ned. Er Jesus ikke opstået fra de døde, så er den kristne tro uden betydning. 

For vi er jo ikke kristne, fordi vi synes, Jesus var en flink fyr som sagde mange gode og rigtige ting. Det var han selvfølgelig, men det er ikke derfor, vi er kristne. Vi er kristne, fordi vi tror på Jesus som den opstandne Kristus, Messias, Guds udvalgte, som er død og opstanden, for at også vi engang skal opstå af graven og have evigt liv med ham. 

Verdens børn siger: Man kan ikke opstå fra de døde, derfor er Jesus heller ikke opstanden. Og der findes endda folk, der kalder sig kristne, som siger, at Jesu opstandelse skal ikke forstås bogstaveligt. Det er bare et smukt billede – ligesom når vi ser blomster spire og gro her om foråret – det er også en slags opstandelse. Det er ligesom et billede på, at der sker noget dejligt på tirsdag. 

Men nej, det er omvendt. Denne opstandelse i naturens verden, hvad er den andet end en skygge af den opstandelse, vi er udsendt til at forkynde? Hvad skulle det nytte os, at der efter hver vinter kommer et nyt forår, når vi måske ikke er i live til at se det? Hvor sørgeligt, hvor håbløst og trøstesløst er ikke mennesket, når han savner det store opstandelses-håb. Når der ikke, ved graven, efter det sørgelige: ”af jord er du kommet, til jord skal du blive” kan tilføjes ”af jorden skal du igen opstå”.

Og dette trøstens ord, denne håbets lovsang: ”af jorden skal du igen opstå”, den udspringer af vores påske-evangelium, af englens ord til kvinderne ved graven: ”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstanden.” Når vi tror de ord, kan vi føle os trøstet ved vore kæres grave og ved vores egen. Alle vores klagesange over livets korthed og verdens ondskab forstummer og bliver afløst af glade sejrssange. Når vi tror de ord, bliver foråret dobbelt så smukt og glædeligt, fordi det bliver et billede på det store forår, der venter os bag graven. Ja, forårets kraft og varme og lyse farver toner med i sangene på den kristne kirkes forårsfest, i påskesalmerne om den korsfæstede og opstandne Jesus fra Nazaret:

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde. 

Det vil vi holde påske på!

Amen.

(Med inspiration fra N.F.S. Grundtvigs påskeprædikener)