Rasmus Paludan på Pride parade på Nørrebro 18. august 2018. Foto: Kim Møller

Den, der tror at man kan tæmme alle mennesker kan bare se på Rasmus Paludan. Det pæne menneske, der hele tiden taler om “tonen”, tror at mennesket kan disciplineres. Jo, de fleste kan, men før eller siden dukker der nogen op, der ikke kan. Hvad gør man med dem?

Paludan er af den halsstarrige slags. Han giver sig ikke.

Pæne mennesker bliver specielt provokeret af sådanne mennesker. De har ikke en særlig tolerance overfor den slags. Inderst inde føler de, at Paludan selv har bedt om straf og fortjener det.

Lars Løkke Rasmussen har heller ingen forståelse for Paludan og siger, at hans provokationer er meningsløse. Hvad mener han med det? Kan Løkke Rasmussen fortælle os, hvordan en meningsfuld provokation på Nørrebro skulle se ud? Formentlig mener Danmarks statsminister, at man overhovedet ikke skal foretage sig noget provokerende på områder som Nørrebro. Så er man selv ude om det.

At Danmarks statsminister i så fald mener at ytringsfriheden ikke betyder noget i muslimsk dominerede områder, er bare en konstatering af tingenes tilstand. Intet kan man gøre ved det. Men hvorfor vil han så rive ghettoerne ned? Ghettoen er tilsyneladende flyttet ind i Løkke Rasmussens hoved. Danmarks statsminister viser, at han har tilpasset sig deres verden. Han vil ikke udfordre den.

Så dukker en landsbytosse som Paludan op og viser os noget. Det er ikke altid, mennesker er søde og rare. Det kan godt være at Paludan på en eller anden måde er besat. Men han har alligevel fat i noget af virkeligheden i dagens Danmark, og han forstår mere af den end statsministeren: Danmark er ved at få et anti-Danmark. Det synes danskerne i bund og grund ikke om. Men de aner ikke hvad de skal gøre.

Det gør Rasmus Paludan. Han har svaret: Provokationer, der får frem i lyset at muslimerne står for værdier der er uforenlige med Danmark.

Løkke Rasmussen udtrykker sig som om Paludan overhovedet ikke havde nogle pointer. Men det har han. Der er en mening i galskaben.

Det kan være at eventyret får en tragisk slutning. På trods af politiet, der har beskyttet ham. Paludan har alligevel påvist nogle pointer. Det har været dumt, men ikke meningsløst. Men nogle gange skal man høre sandheden fra dumme mennesker, for de fornuftige er alt for fornuftige til at vove at nærme sig den.

Vi ved hvad Løkke Rasmussen gør i forhold til ghetto-menneskene. Han bøjer sig.

Men hvad vil han stille op med ustyrlige tosse-danskere? De er mere besværlige, og de vil dukke op når de pæne mennesker mindst venter det.

Køb Hege Storhaugs bog her!