I går hørte jeg en længere samtale med filminstruktør Fenar Ahmad, manden bag ‘Ækte vare’ (2014) og ‘Underverden’ (2016). Iraker, født i Tjekkoslovakiet i 1981 (sic), og kom til Danmark i 1986 som flygtning. Har efter eget udsagn boet seks måneder i Sandholmlejren. Han fortalte, at han ikke ville være offer, og kredsede et par gange omkring tanken om at hævne sig på danskerne. Ikke i jihadistisk forstand, mere som ‘ta’ den I racister!’.

Karrieren tog form, da han som helt uskolet 22-23-årig, fotograferede flygtninge med et dv-kamera på asylcenter Aunstrup. DR så, og købte optagelserne, og pludselig var han en upoleret stjerne, en succeshistorie.

Det var også i går, at der var premiere på Ulaa Salims ‘Danmarks Sønner’. Salim er født i København i 1987, men har tatoveret ‘Irak’ på højre overarm. På arabisk. Han har tidligere lavet film med titler såsom ‘Min bror’ (2013), ‘Vore fædres sønner’ (2016) og ‘Fædreland’ (2017). Man mærker hensigten. I en af rollerne ses i øvrigt Zaki Youssef, der er opvokset i et venstreradikalt miljø, og for et par år siden problematiserede at ‘religiøse muslimer’ ikke kunne være ‘dagsordensættende’.

‘Danmarks Sønner’ har fået blandede anmeldelser, og selvom jeg hader at betale mere til herboende irakeres identitetspolitiske kamp mod danskheden, så skal jeg se den i biografen næste weekend.

Herunder det bedste fra Cand. Mag. Niels Lindbergs mediekommentar i Berlingske, der skærer igennem ideologiske jubelscener – Nååååh! Har du lavet film om racistiske danskere? Den er flot!

“Jeg er rystet af alle de forkerte grunde over Ulaa Salims premiereaktuelle politiske thriller, ‘Danmarks sønner’. Rystelsen skyldes nemlig ikke, at jeg på nogen måde tilslutter mig filmens stærkt manipulerende – men helt tonedøve – portræt af Danmark som et land, der er en fingerbredde fra at eksplodere i voldelig racisme og udryddelseslejre.

Rystende er det til gengæld, at filmens idé og udførelse tilsyneladende er gået upåtalt gennem filmstøttesystemet for at ende i biograferne med skamros fra filmanmeldere, der har valgt at se væk fra filmens markante huller i karaktertegning, tempo og logik.

… som uerfaren instruktør gør Ulaa Salim begynderfejlen ved at spænde de helt endimensionelle karakterer for sin politiske moraliseren. Filmens muslimer stirrer sammenbidte på indslag om racistiske politikere i TV-avisen, og vasker griseblod af deres dørkamme. Vi kan godt se, at vor unge muslimske hovedperson er et rigtigt menneske med en bekymret mor og en forsømt lillebror, men selv lange og trættende scener hvor han tumler med lillebroren i leg, gør det ikke plausibelt, hvorfor han skulle få sig selv til at slå en statsministerkandidat ihjel. Til gengæld viser det, hvor instruktøren Ulaa Salim har sin sympati, og desværre kommer det til at se ud som om han mener, at attentatplanerne er berettiget som følge af danskernes fremmedhad. …

Den slumrende racisme er og bliver et politisk naivt postulat, der allerede må have set skævt ud, da det blev fremsat af Ulaa Salim, mens han gik på filmskolen. Man får en fornemmelse af berøringsangste filmkonsulenter, der ikke har turdet anfægte dette budskab som følge af afsenderens etniske herkomst. I den henseende er vores land måske alligevel racistisk, og kommer til at behandle kunstnere af anden etnisk herkomst som en mor behandler sine små børn: ‘Nåååh, har du lavet en film? Den er flot!’”

Ulaa Salims racistiske Danmark, støttet af Det Danske Filminstitut med 5,7 mio. kr.; Foto: Youtube

Anmeldelser.

“… selvom filmen foregår i fremtiden, er der intet fjernt over den. Men det er ikke bare i emnevalg, at Salim viser sig som en dygtig instruktør.” (Thomas Brunstrøm, BT Metro, 11. april 2019, s. 22)

“Det er en stærk og stærkt tankevækkende film, som debutanten Ulaa Salim har begået med den politiske thriller ‘Danmarks sønner’. … Det mest skræmmende er næsten, hvor meget det minder om noget vi allerede kender. Man sidder med en ganske utryg fornemmelse af, at det ikke så meget er et spørgsmål om hvorvidt dette scenarie kunne finde sted, men om hvornår det sker.”(Henrik Queitsch, Ekstra Bladet, 11. april 2019)

“For ikke så længe siden ville beskrivelsen af et Danmark præget af ekstrem nationalisme og racistisk retorik have været det pure opspind og en film som ‘Danmarks sønner’ et produkt af en løssluppen fantasi. Helt sådan er det ikke længere.” (Kim Skotte, Politiken, 10. april 2019)