Venstrefløjen falder nu som ofre for sin egen retorik: Benjamin Netanyahu er en racist som vil annektere Vestbredden, og Trump er leder for hvide nationalister over hele verden.

Det kort spillede Hillary Clinton i en tweet tirsdag, og hun fik umiddelbart støtte fra Huffington Post og andre, som mener at Trump har ansvaret for Christchurch.

Mohammad Usman Rana fik en position efter at Aftenposten gjorde ham til en viktig stemme. Flemming Rose har omtalt ham som et eksempel på en der formår at forene vestlige værdier og islam.

Det mener vore fremmeste muslimske talsmænd, f.eks. Mohammad Usman Rana også, som i Aftenposten skriver:

Det er vigtigt at minde om at sådan antimuslimsk terrorisme ikke er opstået i et vakuum. Det er ikke adskilte enkelte hændelser, men voldelige udtryk for en verdensomspændende antimuslimsk bevægelse, som ser på islam og muslimer som en eksistentiel trussel mod Vesten.

Det samme syn kommer fra velintegrerede, højt uddannede britiske og australske muslimer: De er ikke det mindste overrasket over terroren. De har bare ventet på den, givet retorikken, med Trump som symbol og spydspids.

Sådan postulerer de en farlig lighed mellem terror på vestlig og islamisk side. De tager afstand fra begrebet civilisationskrig, men lægger selv op til den.

Rana mener, at muslimer har taget et opgør med radikalismen – dét er ikke let at få øje på. Nu må højrefløjen gøre det samme. Han kommer med et angreb på Human Rights Service og opfordrer finansminister Siv Jensen til at trække statsstøtten.

Ytringsfriheden og islamkritikere

Her stikkes jernnæven frem: Det handler om at knække ytringsfriheden. Det er hvad «moderate», velintegrerede muslimer kræver, når de udsættes for terror.

De forlanger noget til gengæld af samfundseliten, og de får deres krav indfriede: Kommunalminister Jan Tore Sanner er helt «med». Var det op til ham, ville Hege Storhaug ikke have fået en krone. Næste skridt er brug af retssystemet til at markere grænser.

Mohyeldeen Mohammad

Derfor reagerede Document.no på at Mohyeldeen Mohammad fik to år og tre måneder for at have fremsat trusler mod stortingsrepresentant Abid Raja. Én ting var at straffen var hård. Værre var det at flertallet indrømmede, at truslen var implicit og måtte fortolkes «i kontekst». Dette var stik i strid med lovens krav om «klarhed», bemærkede mindretallet.

Det er ikke vanskeligt at se for sig at højreorienterede tænkere kan blive stillet for retten og at anklageren vil vurdere summen af hvad de har skrevet.

Alliancen

Hvis integrerede personer som Raja havde været smarte, havde de forsvaret højrefløjens talsmænd. Men det gør de ikke, og dét fælder dem. Folk ser, at de kun tænker på at indkassere sejre. Friheden betyder kun lidt.

De ser også at store dele af the establishment støtter dem i denne opfattelse. Over hele Vesteuropa pågår en lignende ”shut-down”. Det sker ved censur på de sociale medier og gennem søgemaskiner som Google, og gennem krav om at indrapporteret indhold skal fjernes indenfor korte frister (disse anmeldelser foretages af venstreorienterede NGO-er støttet af staten eller «filantroper» som Soros. Her er der vel at mærke ingen som råber om at statsstøtten må indstilles). Folk ser, hvad de ser, og de ser at det er stemmer med begrænsede resurser som forsøges standset.

Og så har vi ikke nævnt EU’s nye internetlov, som Schibsted og Bonnier drev lobbyvirksomhed for, ifølge nyheteridag.se.

Ignorerede

Problemet med «integrerede», vellykkede mennesker med muslimsk baggrund – som Usman Rana – er at de er blevet båret på guldstol: Dørene har åbnet sig for dem, de er mødt med ros og klap på skulderen hvor de skulle have mødt kritik. Det har givet medført en vis kompenserende arrogance som gør at vanlige folk ikke ænser dem, ignorerer dem, for at sige det mildt. Derfor kan figurer som Rana fortsætte ad samme spor og tro at de er på et vinderhold. Ingen har fortalt ham at det ikke er sådan Vesten fungerer.

Det får ham til at skrive et afslørende afsnit:

For Brenton Tarrants og Breiviks terrorangreb var i medicinsk forstand ikke galskab. Begge reagerede fra deres eget perspektiv ganske rationelt på en ekstrem eksistentiel frygt de oplever fra islam og muslimer. De observerede, læste, tænkte, skrev et manifest og handlede.

Her bevæger Rana sig ind på samme galskabens territorium, hvor mange af hans åndsfæller opererer: Rana vil gerne påpege en sammenhæng mellem islamisk ekstremisme og højreekstremisme. Men han kan ikke lade være med også at medtage mennesker som netop reagerer rationelt. Breivik medtog Ayaan Hirsi Ali og Fjordman. Rana bruger – akkurat som AUF og Støre – Utøya den 22. juli til at uskadeliggøre politiske modstandere. Hvis de skulle have lykkedes med det, måtte de have taget et opgør med deres egne ekstremister. Men dét er langt fra tilfældet.

IslamNet er ved at blive en accepteret samfundsaktør, og Rana har ikke tænkt sig at bruge kræfter på at angribe dem. For så måtte han også tage et opgør med imamerne i Oslos største moské.

Gødes

Folk ser og ved at de norske medier nu gennem årtier har ført en linje som er anti-israelsk og at de godtager den antisemitisme, som findes blandt muslimer og som gødes af imamerne.

Dynamikken i det liberale establishments alliance med islam slår ud i en form for galskab. De må holde tempoet oppe for ikke at vælte.

Værst er det i USA, hvor Demokraterne er blevet et galehus. Det gælder «hvid nationalisme», racisme, identitetspolitik og islam forstået indenfor denne.

Hvis norske borgere havde fået præsenteret galskaben i de amerikanske medier ville de have forstået mere. Men det slog mig i går, under en samtale med en norsk politiker om Clinton-korruptionen at NRK ikke får 5,6 milliarder for at oplyse, men lige så meget for ikke at fortælle, hvad der sker. Når du forsøger at fortælle om det store drama som pågår i USA, møder du vantro. Selv en norsk central politiker på højre fløj har problemer med at begribe skandalerne i USA. De har ikke tid til at læse alt som Document skriver.

NRK og de andre medier vil give indtryk af at venstrefløjen er normal, mens galskaben befinder sig i Det Hvide Hus. Dette er en væsentlig forudsætning for deres dækning. Men de må bruge stadig flere «kræfter» for at få det til at fungere. Og det irriterer stadig flere.

Virkeligheden stærkere

Det, der sker, har et anstrøg af asiatisk visdom over sig. Virkeligheden vinder til sidst.

Venstrefløjens verdensbillede tåler ikke mødet med virkeligheden.

Washington Post-kommentator Max Boot tog for nylig til orde for at der ikke var nogen national krise langs grænsen i syd, men derimod i Washington. Det var her man burde erklære undtagestilstand og få afsat præsidenten.

Dette har været den gennemgående tone i 2,5 år: Demokraterne nægter fortsat at anerkende resultatet fra november 2016.

Benægtelsen er gennemgående:

Norsk selvbillede

Venstrefløjen nægter at anerkende at palæstinenserne har tabt i dobbelt forstand. Så længe de fortsætter med at angribe Israel og være allieret med Iran og Hizbollah, vil højrefløjen fortsætte med at vinde.

NRK og det norske ekspertkorps formår ikke at anerkende nogle af delene: At palæstinenserne – fredsnationen Norges fremmeste symbol – har spillet deres kort så dårligt, at de har behov for at høre nogle brutale sandheder fra deres venner (hvad skal man med venner, som bare støtter en i en katastrofal kurs og holder en korrupt ledelse ved magten?)

For nogle år siden – da det store multikulturelle eksperiment blev sat i gang, måtte venstrefløjen have en dystopi som modvægt: Det blev som bekendt Det Tredje Rige.

Hypermoralen erstatter politik

Hypermoralen blev en erstatning for politik: Højresfløjen tilskrives al ondskaben mens de selv repræsenterer godheden. Det gør, at de med logisk nødvendighed må udnævne USA’s præsident til en hvid nationalist, selve inkarnationen af «hvidhed».

Hillary Clinton siger det, Beto O’Rourke siger det, Ilhan Omar siger det, Bernie Sanders siger det: Præsident Donald Trump er leder for en «hvid nationalisme». Det er et forsøg på at klynge Trump op.

Men de samme folk driver mere og mere i antisemitisk retning, så spørgsmålet er om ikke denne voldsomme trang til at råbe racisme mod modstanderen er en kompensation for deres egen moralske fallit.

Alle på venstresiden er ikke antisemitter, men de har lagt et spil op, hvor de ender med antisemitter uden at kunne protestere. Nancy Pelosi turde ikke sætte Ilhan Omar på plads.

Venstrefløjen i USA og eliten i Vesteuropa driver i antisemitiske retning. Det er den ubehagelige og modbydelige sandhed.

Voksne er ikke klar over hvordan deres børn møder denne ideologi i skolen. I opgaver bliver de bedt om at skrive mod nationalisme og konservatisme. Men samtidig med at de skal tage afstand fra deres eget land og hvem de er, skal de tage afstand fra Israel. Dette er at forgifte de unges sind.

Denne retorik har efterhånden en lang historie.

MAGA betyder hvid nationalisme

Den begyndte med Obama som sagde, der altid var en del af befolkningen som klyngede sig til «Bibelen og våbnene» og ikke kunne omstille sig. Der gik en direkte linje herfra til Hillarys «deplorables».

Der er ingen tvivl om at dette udbrud kostede hende dyrt, i den forstand at hun viste hvad hun mener om halvdelen af USA’s befolkning. Hillary har ikke lært noget som helst. Hun hader Trump så intenst, at hun gentager anklagen. For østkysteliten er der kun had.

In a tweet, the former secretary of State wrote that racists have taken up the president’s campaign slogan as their rallying cry, adapting it to right-wing causes around the world.

«The white nationalists certainly believe ‘MAGA’ is a white nationalist slogan,» she wrote, linking to an article in HuffPost that described how the suspected shooter in last month’s attack on two mosques in New Zealand had searched for pro-Trump content «extensively» on social media.

Det er hvad venstresiden har sagt hver gang nogen går amok: Islamister er syge i sindet, «hvide» terrorister er inspireret af Trump.

“The white nationalists certainly think MAGA is a white nationalist slogan,” the New York Democrat wrote on Twitter.

She included a link to a HuffPost article about shooting suspect Brenton Harrison Tarrant, who is the alleged shooter in last month’s New Zealand mosque attacks, “extensively” following pro-Trump content online.

“‘Make America Great Again’ has become more than a U.S. political slogan…it’s a symbol; a kind of political messaging that transcends the specifics of country and language,” the article described.

Mr. Tarrant wrote in his manifesto regarding his support for the president: “As a symbol of renewed white identity and common purpose? Sure. As a policymaker and leader? Dear god no.”

Det er den manglende vilje til at forstå jihadisterne motiver, som gør at anklagerne mod Trump fremstår som en afledningsmanøvre: Den er omvendt proportional med manglen på vilje til at konfrontere islam.

Samtidig stikker antisemitismen hovedet frem.

Ultravenstre-Demokraten Beto O’Rourke beskyldte i dag Bibi Netanyahu for at være racist. Det koster ham ikke en tanke.

O’Rourke argued that if the U.S.-Israeli relation is to be successful going forward, “it must be able to transcend a prime minister who is racist as he warns of Arabs coming to the polls who want to defy any prospect for peace, as he threatens to annex the West Bank and who has sided with a far-right racist party in order to maintain his hold on power.”

Farligst for Demokraterne er alliancen med islamisterne i Kongressen. Ilhan Omar er den hidsigste og mest uforsigtige. I dag anklager hun Trumps taleskriver Stephen Miller for at være «en hvid nationalist». Omar er selvsagt klar over at Miller er jødisk.

Hypermoralen er blevet et net, den politiske klasse selv er fanget af og i.

Virkeligheden svider

Demokraternes og anti-Trump-mediernes reaktion på at Kirstjen Nielsen måtte gå af som leder for ”Department for Homeland Security” var at brændemærke hende for al fremtid: Hun var lederen, som havde «revet børn ud af deres mødres arme». For det skulle hun være evig forbandet.

Virkeligheden er at Nielsen var en levning fra Obamas administration og hun har ikke villet iværksætte præsidentens politik: Ordrer er givet, og hun har ignoreret dem. Krisen ved grænsen nu gør at hun måtte gå.

Der bliver pågrebet 100.000 illegale indvandrere om måneden. En million om året. Det kan USA ikke leve med. Derfor måtte Nielsen gå.

Virkeligheden lader sig i det lange løb ikke ignorere. Det samme gælder Europa, som er endnu mere sårbar. Vi har hverken et forsvar eller handlekraftige politikere.

Også her vil virkeligheden vise sig som den stærkeste. Folk frygter fremtiden.

Det nytter ikke at lukke øjnene.