Massakrerne i Christchurch er noget vi længe har frygtet: et massivt, velorganiseret og frygteligt blodigt terrorangreb mod muslimer, gennemført af indfødte i et vestligt land. Tanken på noget sådant har gæret siden 9/11, og er tiltaget for hvert islamistiske terrorangreb. Nu, da det er sket, erkender vi at det var uundgåeligt.

Selv om der er mange ubesvarede spørgsmål efter massakrerne i de to moskéer i Christchurch, ved vi nok til at kunne se at dette er en type hændelse vi længe har frygtet: et massivt, velorganiseret og frygteligt blodigt terrorangreb mod muslimer, gennemført af en eller flere indfødte i et vestligt land.

Tanken om, at et sådant massemord skulle ske, er noget som har ligget og gæret i underbevidstheden helt siden 11. september 2001, og som er tiltaget i styrke for hvert eneste islamistiske terrorangreb mod Vesten

Nu, da det er sket, erkender vi at denne udvikling var uundgåelig.

Terrorangrebene i Norge den 22. juli 2011 overraskede os voldsomt fordi gerningsmanden var så sindssyg og Utøya et mål så hinsides forestillingsevnen. Noget som er fælles er at der foreligger et manifest i begge sagerne, og teksterne ser ud til at have lighedspunkter.

Det, der er sket i den største by på Sørøya i New Zealand, overrasker os derimod ikke, desværre, selv om vi et øjeblik sidder en smule lamslåede tilbage af den fuldbyrdede kendsgerning. 40 dræbte gør et dybt indtryk, og det kunne tilsyneladende være blevet flere dersom alle planerne var lykkedes.

Dette er et slags omvendt Bataclan, selv om det endnu er en smule uklart om hovedmanden i Christchurch havde medsammensvorne, og for et lille, fredeligt land langt fra begivenhedernes centrum som New Zealand er det naturligvis et forfærdeligt chok.

Valget af New Zealand som terrormål er da også bemærkelsesværdigt. Ikke fordi det var utænkeligt at et angreb kunne finde sted der, langt fra, men fordi det alligevel virkede som et mindre oplagt mål end en moské i en europæisk storby i et land med mange muslimer.

Angrebet er en besked fra terroristen om at muslimer ikke skal kunne føle sig trygge nogen steder i Vesten, selv ikke i en af Vestens yderste afkroge.

For terroraspiranter blandt muslimer vil den besked få en tolkning i samme gade: Den, der vil så en tilsvarende skræk blandt folk i Vesten, kan godt finde på at vælge perifere, ydmyge mål næste gang.

Hvad enten noget sådant vil ske hurtigt eller ej, er der ingen tvivl om at et nyt mørkt kapitel åbnes i sammenstødet mellem Vesten og islam. Sammenstødet er over os, og det kommer ikke til at gå over i vor levetid.

Sammenstødet vil gøre os mere hårdhudede, og det bliver endnu vigtigere at bevare menneskeligheden. Israel er os, siger Fiamma Nirenstein. I dag blev det endda lidt mere sandt.