Kvinder i bøn nær landsbyen Baghouz, Deir Al Zor-provinsen, Syrien 22. februar. 

Den politiske og akademiske elite synes ikke at fornemme pulsen ude blandt folk. Der sker et stemningsskifte. Drabet på de to piger i Marokko er ikke glemt. Det var IS-sympatisører, der slagtede Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland som om de var dyr.

Nu vil mennesker som har kæmpet for det samme IS i Syrien, med de samme metoder, vende hjem til Danmark. Vogterne af retsstaten og konventionerne siger at det må de. De har retten på deres side. Hvilken ret? Er ret blevet et privilegium for jihadister?

Så siger vanlige mennesker: Pis på retten og konventionerne. Det er ikke vor lov.

Folks retsfølelse er rigtigere end juristernes: Det er simpelthen for meget at disse mennesker igen skal kunne vandre frit omkring i Danmark.

Mens den politiske debat om de danske syrienskrigeres eventuelle hjemkomst til Danmark til tider fremstår broget og følelsesladet, er den juridiske del af sagen anderledes klar. Det vurderer Frederik Harhoff, der er tidligere dommer ved FN´s krigsforbryderdomstol for Jugoslavien og professor emeritus i international ret ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

»Med henvisning til, at Danmark er en retsstat, har vi pligt til at hente dem hjem til retsforfølgning, hvis de ikke bliver retsforfulgt andre steder,« siger Frederik Harhoff.

I den bedste af alle verdener lå beviserne allerede på bordet, og syrienskrigerne kunne hentes hjem til en retssag, som myndighederne var sikre på at kunne fælde dom i, forklarer Harhoff.

Men reelt set er det meget vanskeligt at skaffe tilstrækkelige beviser for de sigtedes skyld. Her vurderer Harhoff, at Danmark kan søge hjælp til at indsamle bevismateriale både fra kurderne og fra vore allieredes efterretningstjenester.

»Hvis der ikke er tilstrækkelige beviser, som kan føre til en dom, så opgives tiltalen, og så bliver der ingen retssag. I den situation skal vi ikke gøre mere. Hvis de derimod selv rejser krav om at få lov til at vende hjem, kan vi ikke nægte dem indrejse – netop fordi de er danske statsborgere,« siger Frederik Harhoff.

Holdningen om, at man ikke vil have dem hjem, fordi de har begået terrorisme og uhyggelige forbrydelser, er ifølge Frederik Harhoff en »psykologisk og politisk holdning«, der overser det juridiske aspekt.

»Vi er en retsstat, og vi har nogle principper, der er nedfældet i vores straffelov, og vi har tiltrådt internationale konventioner om bekæmpelse af terrorisme. Vi er forpligtet til at sikre, at de, der begår terrorhandlinger, bliver straffet,« siger Frederik Harhoff.

Men lov og ret kan ikke være en ensrettet gade. Det kan ikke være et tog man hopper af og på efter behov. Hvis der ikke findes love, der kan dømme disse mennesker, så skal de fratages statsborgerskabet in absentia.

Der kan ikke være nogen tvivl om at IS udgør en trussel mod alle civiliserede samfund, in casu Danmark. IS er per definition i krig med Danmark.

Folketinget minder om en belejret fæstning, men de folkevalgte ser ingen sammenhæng med truslen fra IS? Hvem er det de beskytter sig mod?

Det er politikerne der har forladt virkelighedens verden. Vanlige mennesker har bevaret en vis anstændighed.

At hente jihadisterne og deres familier hjem kan kun ske hvis lovene ændres så de kan dømmes uden de strenge beviskrav.

Retsstaten er blevet et problem. Den er blevet en trussel mod demokratiet. Hvis loven skal følges vil knapt nogen af jihadisterne kunne dømmes. Det er ikke muligt at indhente beviser. Ergo skal de efter loven slippes løs.

»Det her er ikke noget, der bare kan løses ved at gennemføre overvågning, for hvor lang tid skal overvågningen køre? Hvor intensiv skal den være, og er det nogen garanti for, at der ikke sker et eller andet,« spørger Jakob Scharf, der er tidligere chef for PET. Han understreger behovet for at forbedre Danmarks indsatser for afradikalisering.

»Det er simpelthen et område, vi indtil nu ikke har haft meget fokus på, men som bliver mere og mere presserende, både på grund af dem, der er vendt tilbage, og dem, der muligvis vender tilbage,« siger Scharf.

Myndighederne har sat sig selv skakmat og de er samtidig nervøse. De forstår at de bogstavelig talt sidder på en bombe. Den vil før eller siden gå af.

Det eneste svar på Europas problem med jihad er at bygge et europæisk Guantanamo.

Europa har ikke taget jihad alvorligt. Det bliver man nu nødt til.

Befolkningen vil ikke tillade at de bare slippes ud i samfundet.