Billederne fortæller sin egen historie. En ting er slående ved dette billede fra Paris lørdag 9. februar: Vanlige mennesker. Så længe vanlige mennesker tør gå foran i toget udgør Gule Veste fortsat en kraft. Volden udspiller sig i randzonen, men får stor opmærksomhed. Men det interessante er hvad disse mennesker tænker. Er medierne interesseret i at spørge dem om det? 

Der meldes om kampe mellem ydre venstre og ydre højre blandt de Gule Veste. Samtidig bliver politikere truet i fritiden. Hjemmet til præsidenten for nationalforsamlingen blev brandskadet. Der er et raseri mod eliten, som eliten ser ud til ikke at forstå. De forstår andres raseri, men ikke deres landsmænds.

Telegraph kan fortælle at der var kampe mellem ydre venstre og højresiden under Gule Veste-demoen i Lyon lørdag. I så fald er det en trussel mod de Gule Vestes kredibilitet blandt vanlige mennesker. Er der én ting, som skræmmer folk bort så er det meningsløs vold.

‘Far Left and far Right’ yellow vest protesters fight in streets of Lyon

To af tre franskmænd støtter fortsat de Gule Veste, kunne NTB melde søndag, og placerede så oplysningen helt nederst.

Man må antage at myndighederne også driver desinformation for at sprede forvirring og negative holdninger. At kun 5.000 deltog i Paris lørdag syner af meget lidt. Indenrigsdepartementet har dog tidligere groft underrapporteret opslutningen.

Raseriet

Men at der findes et raseri blandt dele af det franske folk, som får udløb mod eliten, synes hævet over enhver tvivl. Dette skræmmer eliten, men svaret på raseriet er ikke mere løgn, men åbenhed. Spørgsmålet er om Macron og eliten er i stand til at være åbne.

Richard Ferrand, the speaker of the Assembly, said an arson attack on his constituency home in Brittany on Friday night was an example of “intimidation” and rising violence against MPs, although the perpetrators’ identity was unknown.

Aktivister går efter politikernes private hjem og kontorer. Dette er en tydelig trend og giver uro hos eliten. Nogle får politibeskyttelse, men politiet kan ikke passe på alle.

Demokraterne flirter med vold

I USA har prominente Demokratiske politikere, som Maxine Waters, opfordret folk til at chikanere Trump-medarbejdere offentligt, overalt hvor de måtte vise sig. Dvs. i fritiden, og i deres hjem. Aktivister har taget hende og folk som tidligere justitsminister Eric Holder (“kick them”) bogstaveligt. Flere har haft ubehagelige oplevelser.

I Frankrig har hadet mod eliten ulmet længe. Houellebecq har længe omtalt det. Det er således ikke noget nyt. Det er ikke noget de Gule Veste har skabt.

Mr. Ferrand, a close ally of the president, published pictures on Twitter of his scorched living room, saying police had found a blanket soaked in fuel. He wrote: “Nothing justifies violence or intimidation against an elected official.” He condemned people who “now feel that it is permissible to commit unlawful or criminal acts against the nation’s representatives. This is not a sign of perfect democratic health.”

Asymmetri

Det er klart at brandstiftelse, omringninger og vold mod folkevalgte repræsentanter er et krisetegn.  På hvad? Politikere, som ellers er flinke til at snakke om udenforskab og forstå minoriteter, der gør “dumme” ting, viser ikke samme forståelse når det gælder egne landsmænd. Da kniber det. Indtil politikerne og medierne viser tegn til at forstå folks raseri, vil volden fortsætte.

Flere chokgranater og flere afrevne fingre og ødelagte syn, vil bare øge raseriet.

Ifølge Ferrand har over 60 parlamentarikere modtaget trusler eller er blevet udsat for ubehageligheder.

He said more than 60 MPs have received threats or had homes or offices vandalised since the start of the revolt in November, an unprecedented number in post-war France. Some have been given police protection and one MP woke up to find her driveway bricked over.

Volden, der ikke snakkes om

Også her er der ting, man kan undres over: Der findes flere personer i Vesteuropa, som lever omgivet af livvagter 24/7. De kan ikke bevæge sig en meter offentligt uden vagter. Vi kender en del af dem: Naser Khader, Kurt Westergaard, Flemming Rose. Lars Hedegaard, bare i Danmark. Det koster samfundet enorme summer, men politikerne finder sig i det og lader skatteyderne betale. De, der truer dem går fri. Det samme gentager sig i land efter land: I Tyskland må Abdel Hamed-Samed – forfatter til bogen Den islamiske Fascisme – leve som en fange. Lars Vilks kan ikke bo noget sted, men må forflytte sig som en jaget mand. I Frankrig lever Robert Redeker på hemmelig adresse efter at Yusuf al-Qaradawi udpegede ham til islams fjende pga. en artikel i Le Figaro. Avisen trak artiklen tilbage og Redeker måtte forlade sit hjem, for stedse.

Voldsmandens veto

Vest-europæisk elite har godtaget at sådan er det. De snakker ikke om at mennesker ikke kan leve frit blandt os pga. deres meninger. Selv sørger de for ikke at havne i en tilsvarende situation.

De har afbrudt den demokratiske samtale. De snakker ikke om dem, der truer og hvor de har idéerne fra.

Indtrykket man sidder tilbage med er at alle disse mennesker under bevogtning har sig selv at takke. De kunne have holdt munden lukket. Det var det flygtningekonsulent i Kristiansand Kjell Sjursen sagde om Walid al-Qubaisi, da han fik spørgsmålet i 1993 om hvad han syntes om Walids artikler i Agderposten: Han kunne have udtrykt sig lidt mere forsigtigt, sagde Sjursen.

Det er mantraet: De har sig selv at takke.

Men når det gælder volden mod eliten findes der ingen pardon. Ingen forståelse.

Fra et demokratisk perspektiv er dette dybt foruroligende. Blandingen af passivitet og overforståelse overfor en del af befolkningen og afvisningen af den anden. Dette er opskriften på en sønderslidning af samfundet, hvor vold øger tempoet.

Vreden i Frankrig har bygget sig op over lang tid. Men politikerne har lagt sig på en laissez-faire-politik: Det går så længe det går.

Det er en åben kamp mellem de Gule Veste og eliten og eliten synes ikke være i stand til at trappe ned.