Bellini Sacred allegory (1500)

”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Sådan spørger Jesus i dagens evangelium sine disciple, da de alle stimler omkring ham og råber: ”Herre, frels os! Vi går under!” Og det er med rette, han bebrejder dem deres tvivl og frygt, for de var jo godt klar over, at han var Kristus, den levende Guds søn. De havde jo set hans herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Og alligevel findes ikke hos én af disse særligt udvalgte tolv den dybe tryghed og ro, som burde have hersket hos dem alle sammen, eftersom de godt vidste, at de var i selskab med Guds enbårne søn, som har al magt i Himlen og på Jorden. Ikke hos én eneste af dem findes den tro, at der naturligvis ikke var nogen grund til frygt, når de har Gud selv med sig i båden.

Sådan en tro og sådan en tryghed mangler alle disciplene åbenbart, for de stimler jo sammen om den sovende Jesus, som om han var den sovende Jonas. I Jonas’ Bog læser vi, at Gud engang ville sende profeten Jonas til den dekadente storby Nineve for at profetere for ninevitterne, at Gud havde set, hvor onde de var, og at han derfor ville ødelægge byen. Det turde Jonas ikke, for han var kun en lille profet, af den slags, der plejer at stryge magthaverne med hårene og kun spå om lyse og lykkelige fremtidsudsigter. Så derfor gik han ombord på et hedensk skib for at flygte langt bort fra Guds ansigt. Men Gud sendte en storm efter skibet for at standse Jonas. Og skibet kom i havsnød, og Jonas lagde sig i afmagt til at sove, for på den måde i det mindste i søvne at kunne undgå Guds vrede og hans egen anklagende samvittighed. Men styrmanden fandt ham og vækkede ham med ordene ”Hvorfor ligger du her og sover? Stå op og råb til din Gud!” Og Jonas måtte se sin sorte samvittighed i øjnene og lade sig kaste overbord, for at Guds vredes storm kunne lægge sig igen.

Men her, i dagens evangelium, her har vi meget mere end Jonas, langt mere end en profet. Og en helt anden historie med en helt anden pointe. Her har vi ham, der fornedrede sig, da han var lige med Gud, og tog en tjeners skikkelse på, rejste ned til Jorden og til Helvede, selvom han vidste, at der ventede ham nød og trængsel, hån og spot, ja døden på et kors. Og når han lagde sig til at sove i båden, så var det netop bevis på, at der var fred og ingen fare. Derfor vågner han, da disciplene vækker ham, ikke med bebrejdelser til sig selv, ligesom Jonas, der vidste, at det var på grund af hans fejghed, at skibet var kommet i havsnød. Nej, han vågner med en kærligt alvorlig formaning til disciplene: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Og han truede ad stormen og søen, så det blev helt blikstille, og alle folk undrede sig og sagde: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?” Ligesom Jesus formanede sine første disciple, sådan formaner han også os, når vi klager og er fortvivlede, og tror, at han har glemt os: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” For hvorfor kalder vi os troende, når vi ikke tror, at han er den levende Guds søn, som er med sine børn alle dage indtil verdens ende? Hvis vi virkelig tror på ham – tror, at han er herre over Himlen og Jorden – hvorfor er vi så bange? Hvorfor har vi ikke den tillid til ham, at når han er rolig, så kan vi også være rolige? Er han stille som en sovende, så burde vi også hvile trygt på hans Ord og lade hans fred opfylde os, i stedet for at lade verdens storme og bølger skræmme os og glæde kristendommens fjender ved at råbe ”Vi går under!”.

Livet i denne verden ligner en lang rejse på havet. Og det, vi kan kalde livets storme og modgangs bølger, det er jo ikke noget, der kun møder de kristne. Nej, alle mennesker møder modgang og trængsler her i livet. Forskellen er kun, at de, der ikke sætter deres lid til Gud, de håber på at kunne undgå modgangen, enten ved et lykketræf eller ved deres egen store klogskab. De drømmer om fred og ingen fare, indtil det hele ramler, og de fortvivler. Mens de, der stoler på Gud, er forberedt på det værste, og savner aldrig håb og trøst, når det kommer, fordi de har kastet deres sorg på Gud.

Når vi derfor, når modgangen rammer os, griber os selv i et ængsteligt skrig til Jesus om hjælp, som om han havde slået hånden af os og var ligeglad med, om vi gik under – så skal vi spejle os i disciplene i dagens evangelium, og sige til os selv: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Og vi skal huske på, hvordan Gud hidtil altid har hjulpet sin kirke igennem verdens storme og uvejr. For såsnart vi gør det, da truer Jesus ad stormen i vort indre og siger: ”stille!” til det, som bruser i os, så vi stiller os tilfreds med den Guds fred, som går over al forstand og bevarer vores hjerter og tanker i Kristus Jesus [Fil. 4.7].

Det gælder vores egen personlige rejse på verdens-havet, og det gælder ikke mindst evangeliets og den kristne menigheds rejse. For vi kan jo alle læse os til, at denne rejse over det vilde hav, fra land til land og fra folk til folk, fra den ene verdensdel til den anden – at denne rejse, den har allerede varet længe og været meget stormfuld. Så når kirkeskibet, trods to årtusinders storme og bølger endnu ikke er gået under, da må det være lige så solidt som huset på klippen! Derfor behøver vi ikke at råbe panikslagent, som om Jesus sov, men kun i al stilhed at bede ham gøre al verdens klogskab og vores egen tvivl til skamme.

”Han rakte ud fra det høje og greb mig,
han trak mig op af de vældige vande. …

Han førte mig ud i det åbne land,
han befriede mig, for han holder af mig.” [Sl. 18]

(med inspiration fra N.F.S. Grundtvig)