Med Bernard-Henri Lévy i spidsen har tredive europæiske venstreintellektuelle skrevet et «manifest» til forsvar for deres idé om Europa mod populismen. Deres idé repræsenterer et falskt Europa på vej ned. Men højresiden har ikke tilstrækkelige begreber om det ægte Europa. Tankerne findes i Paris-erklæringen, signeret blandt andre af Roger Scruton.

Europas venstreintellektuelle lider af en formidabel skavank: De er alt for indbildske – på vegne af deres egen intelligens og dermed også på vegne af de idéer, de tror på, selv om disse gang på gang skulle vise sig at være gale.

Efter Berlinmurens fald, som markerede afslutningen for troen på marxismen, blev Europa som flerkulturelt paradis den nye utopi.

Nu står utopien for fald, det kan alle se, hvis de evner at bruge øjnene. Ikke desto mindre er der mange som klamrer sig til den, også blandt fremragende personer som sogner til venstresiden.

Bernard-Henri Lévy, Milan Kundera og Salman Rushdie. Fotografier: Itzike / Wikimedia Commons, Twitterog Andrew Lih / Wikimedia Commons

«Europa som idé falder fra hinanden lige for øjnene af os», skriver 30 europæiske intellektuelle – med Bernard-Henri Lévy, Milan Kundera og Salman Rushdie i spidsen – i en kronik som fredag blev offentliggjort i flere store europæiske medier. Først ude var den franske venstrefløjsavis Libération, derefter fulgte britiske The Guardian, italienske La Repubblicaog tyske Die Welt– sidstnævnte en smule overraskende siden den er konservativ.

Baggrunden for de tredive underskriveres bekymring er naturligvis den nationalpopulistiske bølge:

“Enough of ‘building Europe’!” is the cry. Let’s reconnect instead with our “national soul”! Let’s rediscover our “lost identity”! This is the agenda shared by the populist forces washing over the continent.

Som vi skal forstå, er det fæle sager, som bringer os direkte tilbage til 1930-tallets Europa. For at få dette til at hænge sammen må man fjerne begreber som sjæl og identitet:

Never mind that abstractions such as “soul” and “identity” often exist only in the imagination of demagogues.

Vor verdensdel er blevet svigtet af de to store allierede – altså USA og Storbritannien – som i forrige århundrede reddede den fra selvmord to gange, hævdes det – tilsyneladende uden en tanke på muligheden for at de går foran med et godt eksempel i stedet.

EU-valgene i slutningen af maj lægger op til at give stor fremgang for dem, der vil «ødelægge» Europa. Det er dystre udsigter som tegnes op:

For those who still believe in the legacy of Erasmus, Dante, Goethe and Comenius there will be only ignominious defeat.

Men hvordan kan moderne venstreintellektuelle påberåbe sig at være åndelige arvtagere til Dante, som mere end nogen anden repræsenterer middelalderens kristne verdensanskuelse? Eller de tre andre, som også befandt sig i et åndeligt univers hvor kristendommen – rigtignok i forskellige former som disse også repræsenterede – havde total dominans?

A politics of disdain for intelligence and culture will have triumphed.

Hvad har været intelligent med de sidste årtiers Europa, hvor selvpineriet på vegne af egen kultur er faldet tidsmæssigt sammen med omklamringen af menneskestrømmen fra islambæltet og Afrika?

Det bliver værre:

There will be explosions of xenophobia and antisemitism.

Europas nye højreside er ikke antisemitisk, skriver Fiamma Nirenstein. Men venstresiden er det – selv Justin Trudeau siger nu at BDS-bevægelsen er antisemitisk, og at islam er det. Af en eller anden grund er antisemitismen mest udbredt i de lande, som påberåber sig at være de mindst xenofobe – til trods for at xenofilien sjældent gør sig gældende i valg af egen bopæl og børns skole. Det er vanskeligt at forstå hvorfor dette ikke skurrer voldsomt i ørerne på de venstreintellektuelle. Hvilke antenner er det de har afmonteret?

De tredive intellektuelle siger de går til kamp for civilisationen, og civilisationen er ensbetydende med et forenet Europa:

Our faith is in the great idea that we inherited, which we believe to have been the one force powerful enough to lift Europe’s peoples above themselves and their warring past.

Hvordan kan de tro på dette, når erfaringen viser at det ikke fungerer i praksis?

We believe it remains the one force today virtuous enough to ward off the new signs of totalitarianism that drag in their wake the old miseries of the dark ages.

Hvem er mest totalitær i vore dage? De nationer, som vil bestemme over sig selv, eller unionen som gør alt den kan for at hindre dem i det?

Bernard-Henri Lévy og kompagni har forestillinger på Europas vegne som grænser til det vanvittige:

Hence this exhortation to carry once more the torch of a Europe that, despite its mistakes, its lapses, and its occasional acts of cowardice, remains a beacon for every free man and woman on the planet.

De beder deres ligesindede indtrængende om at tage kampen op:

We don’t have a choice. We must now fight for the idea of Europe or see it perish beneath the waves of populism.

En sejr for populismen betyder armageddon:

In this strange defeat of “Europe” that looms on the horizon; this new crisis of the European conscience that promises to tear down everything that made our societies great, honourable, and prosperous, there is a challenge greater than any since the 1930s: a challenge to liberal democracy and its values.

Med hilsen fra de tre ovennævnte forfattere, samt Anne Applebaum, Roberto Saviano, Peter Schneider, Mario Vargas Llosa og flere andre.

For fleres vedkommende er det ikke første gang de underskriver en sådan tekst. I januar 2013 blev et lignende opus offentliggjort i El País og flere andre europæiske aviser, også dengang med Bernard-Henri Lévy som en af initiativtagerne. Alternativet til kaos er et føderalt Europa, lød det dengang.

Men er vejen mod det føderale Europa ikke netop blevet fulgt af et stadig større kaos? Hvad er det, disse folk ikke værdsætter?

En passus fra 2013-teksten giver svaret: Før blev der sagt «enten socialismen eller barbariet», nu må vi sige «politisk union eller barbariet», hed det dengang. Troen på utopien var ikke borte, man havde bare byttet en utopi ud med en anden.

The Guardian omtaler den nye kronik som et «manifest». Det er et stort ord for en så kort og dårligt begrundet tekst.

Det Europa disse mennesker forsvarer, er det Paris-erklæringens konservative forfattere ville have kaldt «det falske Europa». Dét er en tekst, som er ordet manifest værdigt, men som dens meget mindre indbildske forfattere ikke har benyttet om deres værk.

Roger Scruton, Philippe Bénéton og Rémi Brague. Fotografier: Pete Helme / Wikimedia Commons, Twitterog Frederic Mounier / Wikimedia Commons

Den populistiske bølge er ikke nødvendigvis problemfri, men den repræsenterer et sundt oprør mod det falske Europa, hævdes det i Paris-erklæringen. Intellektuelt befinder Phillipe Bénéton, Rémi Brague, Roger Scruton og de andre af dens forfattere sig lysår foran Lévy og kompagni.

Valget mellem Scrutons ægte Europa og Lévys falske Europa burde ikke være vanskeligt. Det vil nok efterhånden også gå op for Europas befolkninger, i denne solnedgangstid for vor verdensdels venstreintellektuelle.

Problemet er stadig, at deres anskuelse deles af mægtige personer, ja selv nominelt konservative regeringer, for eksempel vor egen, som langt hen ad vejen er del i det vi kan kalde den uvidende venstreside – konservative som ikke udfordrer venstresidens idéhegemoni. Høyres hovedidelog Bård Larsen kunne uden vanskeligheder have skrevet under på de tredive intellektuelles «manifest».

Hvis Europas ægte konservative ikke ønsker at blive helt agterudsejlet af den populistiske bølge, men snarere sikre sig en hånd på rattet, bør de begynde at raffinere deres egen tænkning. Paris-erklæringen burde være en god start. Janne Haaland Matlary har undertegnet, og andre i Høyre vil nok have frydet sig over læsningen af den. Men endnu sidder de ubevægelige i båden. Det bør de snart høre op med.