Når man læser de hjerteskærende ord fra en søster til sin dræbte bror, som hun aldrig vi nogensinde vil se igen, må man spørge: Hvad er forskellen på Sverige og de to andre nordiske lande. I dag ble Maren Ueland bisat i Time kirke. Sandheden er at vi ikke ævner at tage deres død ind over os. Ikke Maren og Louisa og ikke den ukendte bror i Borgergade. Hvad slags liv er det?

Den 2. januar i år efterlyste Københavns Politi vidner til et knivdrab, tidligt nytårsmorgen ved på Gothersgade/Borgergade. Der opstod ifølge politiet højlydte ‘uoverensstemmelser’ mellem to grupper ‘unge mænd’ ved 7-Eleven, og fire fra den ene gruppe blev stukket med knive. En 19-årig døde, tre såredes. Intet yderligere.

“Ingen af de kvæstede har en historik af politi-mæssig interesse.”, fortalte politichef Brian Belling til Ekstra Bladetnogle dage senere, og tilføjede at politiet fortsat ikke ønsker at ‘offentliggøre et muligt signalement’. To uger er gået, og der er stadig intet nyt om sagen. Glem alt om Presselogen på TV2 News. Chefredaktører interesserer sig mere for #MeToo end knivdrab i baghaven. Adenhåndskilder er problematiske, men klart bedre end ingenting.

Det er en tavshed rundt drabet som er højst unormal. Unge mennesker stikkes ned på gaden, og forsvinder ud af historien.

Er det ikke den samme flugt fra virkeligheden som kendetegner den svenske regeringsdannelse?

Danskerne ser på svenskerne som tosset. Deres tosserier afleder opmærksomheden på den samme “sygdom” i de andre nordiske lande. De er alle tre angrebet, men i ulige stadier af forråtnelse.

Desintegration

Behandlingen af den svenske regeringsdannelse – af lokale kaldet “regeringsmisbildningen” – er ikke nådig i danske aviser, ikke engang i rød-grønne Politiken og Information. “Den svageste, svenske regering siden 1945.” En nation der trevler op som et garnnøgle, med en politisk klasse, der også disintegrerer. Hvad kom først?

Jeg mener, fisken rådnede fra hovedet og nedefter, og mere bindegal og virkelighedsafkoblet ‘elite’ end den svenske, skal man lede nogen tid efter. Hovedet rådnede fra og med Olof Palme, og nu rådner landet så nogle årtier senere. Palme var en højtbegavet fantast, siden har lederne – bortset fra de ret solide Ingvar Carlsson og Göran Persson – kun været alt for almindelige fantaster.

Mest Schwung er der over tidligere, konservative forsvarsminister Hans Engell i Ekstra Bladet. Et par pluk, der giver mindelser om Ekstra Bladets i dets desværre længst svundne storhedstid

“Hos vores idiotiske naboer i øst handler det om at at udelukke andre. Danmark kan intet lære af fjolserne i Stockholm”

SVERIGE VAR ENGANG et stabilt, ordentligt demokrati. Klare linjer, klar politik. Per Albin Hansson, Tage Erlander, Olof Palme. Politikere, man kunne have respekt for. I dag er landet som folkestyre blevet en parodi. Et skræmmebillede for Danmark og de andre nordiske lande.

Efter fire måneder lykkedes det socialdemokraten Stefan Löfven at bikse en svag regering sammen af sine egne socialdemokrater, der tabte valget, og det lille, småneurotiske miljøparti, der befinder sig få stemmer fra at falde ud af Riksdagen.

LAD OS OMSÆTTE beslutningen i Stockholm til danske forhold. Resultatet svarer til, at Lars Løkke vinder flertallet om nogle måneder. Klart blåt flertal. Men fordi LA og K intet vil have med DF at gøre, får Mette Frederiksen flertal. Derefter beslutter hun at danne regering med Alternativet med parlamentarisk støtte fra De radikale og LA. I regeringsgrundlaget skriver hun ind, at Enhedslisten de næste fire år ikke må få nogen indflydelse på dansk politik. Og R og LA forlanger, at der på intet punkt må samarbejdes med DF.

Kunne man forestille sig den situation i Danmark? Nej, det kunne man ikke. Overhovedet ikke. For selv om der også er fup og fidus i dansk politik, har alle partier alligevel udviklet en samarbejdsform, hvor man kan være uenige, men på et grundlag, hvor alle respekterer hinanden – der forhandles ikke regeringsmagt med det sigte, at nogle bestemte slet ikke må få indflydelse på noget som helst.

Tværtimod er det her i landet et mål sig selv at få så mange partier som muligt med i diverse aftaler og konstitueringer. I Danmark er det et selvstændigt mål at få folkestyret til at samarbejde. Hos vores idiotiske naboer i øst handler det først og fremmest om at at udelukke andre.

HVAD KAN VI lære af det? At svensk politik er blevet en karikatur på politisk samarbejde og troværdighed. At Danmark intet kan lære af fjolserne i Stockholm. Sveriges tid som foregangsland er i alle henseender – historie.

Her i landet har vi for længst indstillet os på – ikke mindst de store partier – at der ikke kan eller skal regeres imod store og stærke partier med vælgeropbakning, men tværtimod åbnes for inddragelse og samarbejde. Demokrati handler ikke om på usympatisk vis at holde nogen uden for indflydelse, men at få alle med i et forpligtende samarbejde. Det er nordisk demokrati. Ikke den svenske karikatur. (20. januar 2019 Ekstra Bladet, log in)

Sverige er på vej ind mod det ukendte. Men hvad med Danmark? Hvor findes den samarbejdsånd som Engel lovpriser? Består den i en relation mellem politikerne? Hvad med menneskerne i gaderne og huserne? Hvad med dem der ranes og dræbes? Sverige fungerer som et skræmmebilde: “Se, det er meget værre der over.” Ja, Sverige er hinsides. Men både Danmark og Norge er på vej i samme retning. Det er kun farten der er forskellig.