Europa er på randen af noget meget farligt, og eliten lader ikke til at ænse afgrunden. Hvis politiet skulle finde på at åbne ild mod de gule veste, kan alt ske. Eliten er ved at stjæle Brexit og kampagnen mod Trump går ufortrødent videre.
Under mødet med Mikael Jalving og Kasper Støvring i Trykkefrihedsselskabet torsdag den 10. januar, blev det sagt, at det er handlingerne der flytter historien. Støvring nævnte 9/11. Men det er forkert. Det er idéerne, der skaber historien.
Men vi har svært ved at indse det, for vi tror ikke på noget længere.
Lad mig citere fra bogen Jalving og Støvring præsenterede: Danmark under angreb.
Jalving: Når jeg skriver på min blog på jp.dk om konsekvenserne af den muslimske indvandring, så svarer nogle af mine læsere med deres egne aha-oplevelser som er interessante i sig selv. En fortæller hvordan han flere gange er blevet passet op af invandrerdrenge. Drenge, ikke fyre, – 12,13 og 14 år. En anden, der gennem sit arbejde oplever, hvordan islam udvikler sig til en selvstændig industri indenfor socialt arbejde med tolke, konsulenter og såkaldte brobyggere, beretter, at presset fra muslimer i Danmark ikke kun har med imamer, bander og kriminalitet at gøre, men også kommer fra velartikulerede muslimske kvinder i job. Hun omtaler det som sharia light. De muslimske kolleger bliver mere og mere hellige og mere og mere kritiske over for Danmark. Ja, min egen tandlæge, som er iraner, fortæller, at hun sågar er stødt på en etnisk dansk tandlægeassistent, der er konverteret til islam og i fritiden arbejder for at vinde konvertitter. Islam er det nye sort! Attraktionen er åbenlys. Religionen lader til at udfylde et vakuum, en åndelig efterspørgsel, et behov for orden og tydelige regler, som vores sekulære samfund og al snak om demokrati måske slet ikke kan tilfredsstille.
Hvad kan vi stille imod det? Svaret på det spørgsmål vil afgøre vores skæbne. Jalving sagde, at han ikke kan få sig selv til at tro på den kristne Gud.
Men det er at begynde i den forkerte ende.
Den rigtige ende er at indse: Vi må ændre vores liv. Fra grunden af. Vi er i en eksistenskamp for vores overlevelse. De vestlige Demokratier må forstå, at de er lige så dødstruet i dag, som de var af kommunismen og nazismen. Mange kan ikke få sig til at tro, at det står så galt til. Det plejer at være de bedste, der rejser sig først, men de bliver nu holdt nede af en elite, som er grebet af panik.
Det er ikke islamisterne som udgør den største fare i dag, det er vores egne politikere, akademikere og medier, der bortforklarer, forfører, vildleder og udøver et både sofistikeret og brutalt pres for at folk ikke skal få lov til at sige deres mening.
De gule veste er et alvorligt signal om at tålmodigheden er ved at være slut. Der er økonomisk afpresning på toppen af islamiseringen. Politikerne har ingen anelse om, hvordan den grønne politik får folk til at se rødt: Idealisme som sparker nedad.
Derfor kan brutalitet fra politiets side udløse et jordskred. Ikke bare i Frankrig.
I Storbritannien forsøger EU og den politiske elite at snyde briterne for Brexit. Eliten vil lære briterne en lektie: Tro ikke at I kan bestemme selv. Det er sidste gang nogen arrangerer en folkeafstemning i EU uden at kende udfaldet.
Det kommer aldrig til at ske igen.
I en sådan situation siger en tidligere minister, Luc Ferry, at politiet burde skyde mod de gule veste.
What I don’t understand is that we don’t give the means to the police to put an end to this violence.’When it was suggested that guns might lead to wounding or worse, Mr Ferry said: ‘So what? Listen, frankly, when you see guys beating up an unfortunate policeman on the floor, that’s when they should use their weapons once and for all! That’s enough.’
Dette siger Ferry i en situation, hvor uropolitiet er udstyret med automatvåben af typen Heckler & Koch. De normale politifolk sympatiserer med de gule veste. Men der findes altid specialpolitifolk, der er villige til at gøre det beskidte arbejde.
Europa er, uden at eliten er klar over det, på afgrundens rand.