The Battle of Roncesvalles (Roncevaux) in 778 between the rearguard of Charlemagnes army and the Saracens. From the Chroniques de France ou de Saint Denis, vol. 1. France; second quarter of 14th century. Shelfmark: Royal 16 G. VI Page Folio Number: f. 178
Grunden til at man placerer nogle mennesker yderst til højre er selvsagt for at kunne svine dem til med historiens værste forbrydelser. Det er en instrumentalisering og et misbrug af historien som kan få skæbnesvangre følger.
Glimrende kronik af pensioneret lektor og statistiker Erik M Bøye i Jyllands-Posten, som klarer at stille nogle oplagte, men alligevel undertrykte spørgsmål: Hvorfor bliver indvandring grupperet på en højre-venstre-akse, det har jo intet med den at gøre.
Der er en anden mærkelig ting ved debatten: Hvorfor bliver man i det politiske spektrum placeret på den yderste højrefløj, fordi man er bange for islamiseringen af Europa? Traditionelt er man blevet betragtet som venstreorienteret, hvis man er socialist og tilhænger af en socialstat, og højreorienteret, hvis man er liberalist og tilhænger af en minimalstat. Befolkningsudskiftningen og den snigende islamisering har intet med disse ting at gøre. I Danmark opstod problemet efter vedtagelsen af udlændingeloven af 1983, der uden nogen ”escape clause” (nødbremse) gav alle herboende udlændinge et retskrav på familiesammenføring (»Når først indvandrerne har skabt sig et brohoved, får indvandringen en selvforstærkende karakter.«).
Grunden til at man placerer folk yderst til højre er selvsagt for at kunne svine dem til med historiens værste forbrydelser. Det er en instrumentalisering og misbrug af historien som kan få skæbnesvangre følger.
Hvad er det man vil skjule? Hvorfor er det magtpåliggende at lukke munden på folk?
Ifølge en af de imamer, der i 2016 optrådte i udsendelsen ”Moskéerne bag sløret”, er islam ved at ”åbne” Europa. »Da jeg kom til landet for 23 år siden, var vi kun 55.000 muslimer. Nu er vi 300.000,« lød det fra imamen om Danmark. Og han prøver at holde sammen på sit shariaparallelsamfund. En stigning på 445 pct. over 23 år svarer til en gennemsnitlig årlig stigning (vækstrate) på 7,7 pct. pr. år. Samtidig falder antallet af etniske danskere på grund af den lave fertilitet.
Fertilitet og indvandring er fortsat tabu i den norske debat, længe efter at man satte det på dagsordenen i Frankrig og Danmark. Hvis du i det hele taget antyder, at det betyder noget, hvad og hvem Norge fyldes op med, sætter du menneskers ligestilling og ligeværd i tvivl.
Det er suspekt af nordmænd at ville bevare Norge norsk, mens det åbenbart er helt i orden at det bliver islamisk.
Alliancen mellem islam og venstrefløjen går langt tilbage. Bøye beskriver en forelæsning han gav på Dansk Journalisthøjskole i 1992!
Foredraget rystede en venstreradikal student som skrev om oplevelsen i skolens ”Et Blad”:
»Jeg blev rystet, eller måske snarere forfærdet. Denne dag skulle altså blive dagen, hvor jeg skulle opleve det, der tales så meget om. I sekundet det skete, føltes det nærmest, som stod der en hund og pissede mig op ad benet. Vi er i det store auditorium fredag den 28. februar 1992 til forelæsning i statistik, og det, der ramte mig, var den nye moderne højrebølge.«
Længere inde i indlægget lød det:
»Han var i hvert fald ved at manipulere godt og grundigt slimet med os. På en planche kort forinden havde han nemlig vist, hvordan en lille del kunne overhale en større del på få år ved at have en lidt højere såkaldt vækstrate. (…) denne måde at fremlægge tingene på er uheldig, da den er ekstremt velegnet som kosttilskud til spirende racister (…).«
På toppen af det hele havde indsenderen et jødisk navn, Jakob Rubin.
Det er et træk ved venstresiden, at de billedligt bruger kropslige affaldsprodukter for at fremkalde afsky. Det er associationer som spiller på de samme instinkter som nazisterne gjorde. Man vil fremkalde en afsky, som gør at modtageren går med til at ville fjerne uvæsenet.
»Efter min mening er den 28. februar en sort dag i DJH’s historie. Mit forslag herfra skal blive, at vel skal DJH være med på den sidste nye udvikling i Europa. Men lad os blive de sidste, der hopper med på den ætsende mavesure, selvtilfredse, farlige og hadske højrebølge, der beruser folkemasser i hele verden. Kun 47 år efter Anden Verdenskrig. Afsindigt.«
Venstresiden har således givet sig selv ret til at “åbne kloakken” som Lars Gule har formuleret det.
»Stuerene, det bliver I aldrig,« sagde Poul Nyrup Rasmussen f.eks. ved Folketingets åbning i 1999 om Dansk Folkeparti. I Aarhus Kommune var skolekonsulent Jens Lundby i 1989 lige ved at blive fyret, fordi han advarede om, at Gellerupparken var ved at udvikle sig til en ghetto. Emnet var tabu. Nu optælles antallet af ghettoer årligt. I December 2018 var der 29!
Men har det ført til selverkendelse og anger? Det har ikke det. Statsminister Lars Løkke Rasmussen doserede i sin nytårstale at udviklingen går sin gang: Danmark er blevet mangfoldigt.
Denne påstand greb Hans Hauge fat i i Berlingske. Det er falskt. Vi har ikke fået mangefold. Vi har fået islam.
Ved Lars Løkke Rasmussen at han står og lyver når han siger:
»Da jeg gik i gymnasiet, var der i hele Danmark omkring 50.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund. I dag er der tæt på en halv million. På én generation er vores land forandret. Er det et problem? Det er det jo i den forstand, at vi har udfordringer, som vi ikke ville have, hvis vi stadig var en ensartet befolkning. Rundet af samme muld. Flasket op med de samme værdier. Men vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.«
Det er ikke noget sammenhold. Statsministeren serverer en forhåbning bygget på en løgn.
Derfor går undertrykkelsen af bestemte meninger videre. Kritikerne fra 90-tallet har fået ret, men der er ikke sket noget i politikken:
Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden gjorde også, hvad han kunne, for at dysse problemet ned. Den tidligere formand for Den Danske Forening Ole Hasselbalch fik afvist ni forslag til kronikker om Europas største problem. Det fremgik af en debat, som TV 2 i 1995 arrangerede mellem Ole Hasselbalch og Tøger Seidenfaden. Den debat blev en øjenåbner for mange.
Problemet stikker dybere end Bøye ser det. Han strejfer det kun: Det har at gøre med en akademisk og kulturel elite som vendte sig mod sin egen befolkning. Dette har været et træk ved regimer vi ikke ønsker at sammenligne os med: Intelligentsiaen i Rusland blev revolutionær, Skolelærerne i Weimarrepublikken blev nationalsocialister.
Det er mærkeligt, at så mange højt uddannede ikke ville se problemet, mens en hjemmehjælper og »hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker« kunne se det. Sikke et sprog den såkaldte kulturelite bruger. Hvad er det, der skygger for Carsten Jensens udsyn? Eller Marlene Winds, når hun taler om at lufte den indre svinehund. Er det, som Jørgen S. Dich skrev i ”Den herskende klasse” (side 13)(om den offentlige sektors vokseværk): »I virkeligheden er alting såre simpelt. Men det kræver en holdning at erkende det.«
Hvad kan vi vente os af vor egen elite fremover?
Krigen er ikke ovre. Kun første fase.