Islamforsker Thomas Hoffmann har helt ret, hvis han mener at den afdæmpede reaktion, også dækker over et latent dybtliggende had. Det er i hvert fald min observation, at den islamkritiske fløj ikke lader sig påvirke nævneligt af tilfældige drab, hvor brutale de end måtte være. Det hele opsummeres fint i den gamle traver: ‘Alt jeg behøver vide om islam lærte jeg den 11. september 2001’. At foragte Islam er en ‘no-brainer’ hos folk flest.

Interessante betragtninger af islamforsker Thomas Hoffmann på Facebook.

“Stemningsskift? Da det blev klart, at de to unge kvinder i Marokko var ofre for islamisk terror, tænkte jeg, at det ville sætte en mindre lavine i gang af dementier om, at dette dobbeltdrab ikke havde noget med islam at gøre. Det troede jeg, fordi jeg – ligesom så mange andre – har ventet og frygtet at lige netop den type henrettelsesbilleder en dag ville komme helt tæt på Danmark. Jeg tænkte, at når dét en dag skete, ville det være et chok og emotionelt vendepunkt for nationen. Og nu er det så sket. Men hvad er så sket efterfølgende?

På en underlig måde: ingenting. Jeg har simpelthen svært ved at forestille mig en lignende afdæmpet reaktion på en lignende hændelse for bare tre-fire år siden. Og det endda på trods af at (alt for) mange folk har set eller delt henrettelsesvideoen. Er det godt eller skidt? Det er måske godt, at der er sket så lidt for så vidt at terroristernes håb om alarmisme og almindelig skræk, terrorismens kendetegn par excellence, på den måde kommer til at virke som spildte kræfter. Det er bare noget, vi har lært at leve med. …

Kan være at det også er skidt, at der ikke har været en voldsommere emotionel reaktion. For er det ikke også et sært forsinket bevis på, at danskernes ’uskyld’ for længst er blevet taget? At en eller anden grænse er krydset og har sat en eller anden forråelses-, resignations- og ressentimentsproces i gang, som jeg ikke tør lodde dybden af.

… Denne sært afdæmpede, nærmest udeblevne reaktion, blandt majoritetsdanskere komplementeres af en ditto hos de danske muslimer. Eller rettere de personer, der ofte optræder som selverklærende repræsentanter eller blot er stærke individuelle stemmer. Jeg har ingen målinger eller kvantitative data, men også her virker der stille.”