Fayyum-portrætterne i Egypt er ca 2.000 år gamle

”Hvem er du?” Det er et spørgsmål, der er oppe i tiden. Mange mennesker bruger faktisk en stor del af deres hverdag på at ”finde sig selv” – finde ud af, hvem de er. Og det er jo i grunden også et dejligt spørgsmål at sidde og smage på: ”Hvem er du?” Ja, hvem er jeg i grunden? Det er jo et vældig interessant spørgsmål, synes jeg da selv. At andre ikke altid deler min interesse for min person, har jeg lært af de sociale medier, for det er ikke alting, jeg slår op på facebook eller twitter, der bliver modtaget med lige stor interesse af min digitale omgangskreds. Måske fordi jeg kun er den vigtigste person i mit eget univers, ikke i deres.

”Hvem er du?” Vi kan besvare spørgsmålet på forskellige måder – f.eks. ud fra vores erhverv: ”jeg er præst”, ”jeg er landmand”, ”jeg er kontormedarbejder”. Eller ud fra kendetegn, der er særlige for netop os: ”jeg er ungkarl”, ”jeg er rig”, ”jeg er en glad person” o.s.v.

Skal hele personligheden kortlægges, bliver det mere indviklet. Nogle tyr til Freud og psykoanalysen, som siger, at vi er resultatet af vore forældres og skolelæreres mere eller mindre heldige opdragelse. For vores psyke eller sjæl formes nemlig i barn­dommen. Andre eksperimenterer med ”selv­udvik­ling” – diverse new-age inspirerede terapiformer, som skulle kunne hjælpe os med at finde frem til vores inderste kerne, vores personlighed, så vi kan finde ro og balance eller blive ”den bedste udgave af os selv”.

Fælles for alle disse metoder til besvare spørgsmålet: ”hvem er du?”, er, at de vender vores blik indad. For at finde ud af, hvem jeg er, må jeg naturligvis kikke grundigt på mig selv. Det, der skal til, må være et detaljeret nærstudie af mit eget indre. Så meget ligger fast.

I dagens tekst bliver Johannes Døber stillet spørgsmålet ”Hvem er du?” Og han giver et mærkeligt svar. Han svarer ikke: ”Jeg er Johannes Døber!”, eller ”Jeg er en stor profet!”. Han svarer heller ikke: ”Jeg er en socialt indigneret eneboer!” eller ”Jeg er en vred ung mand!” Han siger heller ikke et ord om sine erfaringer med forældrene, Zakarias’ og Elisabeths opdragelsesmetoder.

Alle disse svar ville ellers have været rigtige nok. Men det var ikke disse ting, der først faldt Johannes ind, da han blev spurgt ”Hvem er du?” Nej, Johannes svarer blot:

”Jeg er ikke Kristus.” ”Jeg er ikke Kristus”. Spørgerne er sikkert blevet irriterede på Johannes – de spurgte jo om, hvem han var; ikke hvem han ikke var.

”Jamen, hvem er du så?”, spørger de. ”Er du Elias? Er du profeten? Kom nu med et svar!” Johannes svarer: ”Jeg er én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!” Det er en ret overflødig oplysning, for Johannes har ikke lavet andet i årevis, end at gå rundt i ørkenen og råbe: ”Ban Herrens vej! Gør hans stier jævne!”, og det vidste spørgerne givetvis også godt. Så de må gå hjem med uforrettet sag – eller i hvert fald uden at have fået et svar af den slags, de havde regnet med.

”Jeg er én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!”, siger Johannes. Eller med andre ord: ”Jeg er én, der peger hen på Kristus, som skal komme.” Johannes definerer med andre ord sig selv ud fra Jesus. Han opfatter ikke sig selv som det strålende centrum i sit eget univers; nej, centrum i Johannes’ univers ligger udenfor ham selv. Hans livs centrum og omdrejningspunkt er Kristus. Og kun, fordi Johannes tror fuldt og fast, at Jesus er Kristus, har hans eget liv værdi og relevans. Kun, fordi Jesus er Kristus, har Johannes overhovedet en identitet: han er ”én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej.”

I løbet af det sidste årti, er der en hel masse mennesker, der har fundet ud af, at der står i Bibelen: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Set i sin rette sammenhæng er der ingen tvivl om, at dette handler om, at man skal elske Gud og sine medmennesker. Hele verset lyder sådan: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

Men i dag har mange bidt sig fast i det sidste lille stykke: ”som dig selv!”. For siger Jesus ikke her, at vi skal elske os selv? Nej, det gør han egentlig ikke. Han siger, at vi skal elske Gud og vore medmennesker. At vi elsker os selv, tager han for givet. At læse dét citat, som om det først og fremmest var et bud om at ”du skal elske dig selv”, er derfor helt forfejlet. Det er at læse Bibelen som Fanden læser den: altid ude på at finde noget, han kan bruge til at fremme sin egen sag.

Men mener Jesus da, at vi ikke skal elske os selv? Skal vi så hade og afsky os selv? Skal vi være som flagellanterne i gamle dage, der – for at glæde Gud – slog og piskede sig selv hver dag, så blodet sprøjtede? Er det dét, Jesus vil have? Nej, det er hele denne optagethed af sig selv, der er forkert. Hvad enten vi går rundt og siger: ”Elsker jeg nu mig selv nok?” eller ”Er jeg nu hård nok ved mig selv”, så er det jo selvoptagethed.

Inden for det terapeutiske felt har det i de sidste 50 år været et dogme, at man skal granske sit inderste for at finde ud af, hvem man er. Alle de gamle sårede følelser skal på bordet og gennemlyses og sættes under lup, for ellers kan man ikke få det godt med sig selv. Men har vi fået det bedre af al den selvgranskning? Det er spørgsmålet. Eller kan man ligefrem blive mere syg og trist af at rage op i alle de dårlige minder og følelser?

Det er i virkeligheden ikke særlig behageligt at være selvoptaget. Det er ikke særlig fedt at gå rundt og tænke på sig selv hele tiden: ”Får jeg nu, hvad der tilkommer mig?”, ”Giver jeg nu nok kærlighed til mig selv og andre?”, ”Er jeg nu god nok?”, o.s.v. Alligevel har vi svært ved at lade være. Og det er jo forståeligt nok. Jeg er hovedpersonen i mit eget livs historie, og derfor er det svært for mig at flytte fokus væk fra mig selv.

De gamle græske myter rummer en advarsel om ikke at blive for optaget af at betragte sig selv: Pas på, det ikke går dig som den unge mand, Narcissos, der forelskede sig i sit eget spejlbillede, som han så i en sø. Dér sad han så og betragtede sig selv, indtil han døde af sult, og nu sidder han i dødsriget og spejler sig i floden Styx til verdens ende.

Førhen gik folk i kirke for at blive frelst. Man følte, at man var tynget ned til jorden af selvglæde og egoisme og alle de forkerte ting, man var kommet til at gøre mod Gud og sine medmen­nesker. At man evig og altid ville sit eget, hvor var det tyngende. Det var det, man kaldte synd. Og så kom man hen i kirken for at komme af med sin synd. For at få sine synders tilgivelse og modtage den livgivende nadver. For at blive fri for syndens tyngende lænker. Ja, for at blive frelst. Frelst, blandt andet fra fristelsen til at være mere optaget af sig selv, end af Gud og de andre. Sådan er det ikke længere altid. I dag kan man godt have en fornemmelse af, at nogle bruger kirken som én blandt mange former for terapi: man går i kirke for at få ”en god oplevelse”, og derigennem få det bedre med sig selv. Og det er på sin vis fint nok. Det skulle da nødig være sådan, at man ligefrem fik det værre af at gå i kirke.

Men ”at få det bedre med sig selv” burde ikke være den primære grund til at gå i kirke. Vi burde ikke gå i kirke for at få det bedre – men for at blive bedre. ”Hver dag forbedres”, som vi beder i vores udgangsbøn. Og man kan ikke være god i forhold til sig selv; det giver ingen mening. Man kan kun være god i forhold til andre. Jeg ved ikke meget om psykoterapi; det kan mine gamle gymnasie­lærere bevidne. Men jeg ved én ting. Og det er, at moderne mennesker er enormt selvoptagede, og det bliver værre og værre. Og det er derfor, det er så skønt at høre om Johannes Døber, som lægger sit livs centrum udenfor sig selv. Johannes’ budskab til os i dag, er, at hvis vi ved hvem Kristus er, så ved vi måske allerede mere om os selv, end nogen terapeut kan fortælle os. Vi ved i hvert fald, at vi ikke er hovedpersonen i verdens historie. Og det er en vigtig erkendelse, i en tid hvor kristendommen for mange handler mere om at få ”gode oplevelser” end om at blive frelst og fri. Lad os give Kristus den ære, der tilkommer ham. Ellers ender vi bare som Narcissos, for evigt forsvundet i vores eget spejlbillede.