Foto: Youtube

Denne lille fugl følte sig altid så alene og udstødt. For med sit sorte hoved var den både grim og styg. Det syntes i hvert fald alle de andre måger, som stolt knejsede med deres kridhvide hoveder. For kun rigtige måger har hvide hoveder.

Dagligt måtte den lille hættemåge kæmpe for at overleve blandt de store, hvide måger. Fandt den lille hættemåge en orm, kom der straks en hvid måge og snuppede den. Og når efteråret satte ind, forsøgte den lille hættemåge at finde en plads lige midt i mågekolonien. For her var der altid varmt. Men straks hakkede de hvide måger efter den, så den nødtvunget måtte finde sig en plads yderst i mågeflokken, hvor den hele natten lå og rystede af kulde.

Jeg er jo ikke som de andre, tænkte den lille tynde og forsultne hættemåge . Jeg er jo både grim og styg. Så derfor lagde den sig til at dø. Og så lå den bare der i flere dage og i flere nætter, og blev mere og mere svag.

Men en morgen vågnede den ved en overdøvende larm. Gennem sine svage øjne kunne den lille hættemåge se, at de store, hvide måger nu lettede for at trække sydpå. Gennem dagen forsvandt flere tusinde af de hvide måger op i skyerne.

Da aftenen oprind, var den lille hættemåge helt alene tilbage på stranden. Men alligevel ikke. For gennem sine disede øjne øjnede den lille hættemåge nogle andre små fugle langt væk fra den, som alle kom nærmest hoppende hen til den.
Til sin store overraskelse så den, at alle de andre lignede den på en prik. Eller rettere sagt, lignede den på hovedet. For de havde alle det samme sorte hoved som den lille hættemåge.

Den lille hættemåge blev så rørt, at den fældede mange tårer. For den følte, at den var kommet hjem. Nu er jeg ikke længere alene om at være styg og grim, tænkte den. Nu er jeg og min flok bare anderledes end dem med de hvide hoveder.

Den lille flok af små hættemåger valgte ikke at flyve sydpå som de hvide måger havde gjort. For nu var der jo nok af føde i søen, i mosen og i engen. Så de voksede sig hurtigt store, fandt mager og fik unger. Så mange, at hættemågekolonien snart blev bemærket af mennesket, som fandt, at denne art af måger var eksotisk og spændende. Og derfor skulle fredes.
I modsætning til de måger med hvide hoveder. For da de i tusindtal vendte tilbage til søen, til mosen og til engen, blev de fleste af dem skudt eller fordrevet af mennesket.

Derfor kunne hættemågeflokken på få år vokse sig så stor, at den nu bredte sig ud over hele landet. Ja, faktisk så stor, at nogle mennesker syntes, at de var blevet til for mange hættemåger. Men alligevel fik de lov til at blive endnu flere.

For mennesket havde nu besluttet, at alle dem med sorte hætter var så spændende og anderledes, at de skulle have en særstilling i forhold til andre måger. En status, hvor de ikke en gang selv skulle finde deres føde. For den sørgede mennesket nu for.

– Så er livet alligevel retfærdigt, tænkte den lille hættemåge. For alle os med sorte hætter er bare så smukke og gode. Og de der måger med deres kridhvide hoveder er bare så grimme og stygge.