Eugène de Sala introducerede surrealismen i Danmark og var nogen år i 1920’erne et hot navn på den danske kunstscene, fordi han var ferm til at introducere et dansk publikum til de kunstneriske greb, han havde set på rejser til Paris. Sala lavede malerier, der var inspireret af Cezanne, Modigliani, Picasso med flere, og det var – sammen med kunstnerens udseende: Sala havde grønt hår og var ofte pudret hvid i ansigtet (nogen omtaler Sala som Danmarks første punker) – radikalt på et tidspunkt, hvor det danske kunstliv var endog ret tilbagestående i forhold til, hvad der skete i verdens kunsthovedstad Paris.

Men måske forhindrede Eugène de Salas tætte forbindelse til inspirationskilderne i det franske kunstneren i at udvikle en selvstændig stil, hvor han kom til bunds i et mere originalt udtryk. I hvert fald blev Sala siden overhalet af Vilhelm Bjerke Petersen og Wilhelm Freddie, og Sala er i dag kun en fodnote i dansk kunsthistorie som den person, der var den første til at kalde et værk surrealistisk i en dansk sammenhæng.

Sala er siden blevet forsøgt genoplivet af kunstinstitutionen. Blandt andet med en større udstilling på Randers Kunstmuseum i 2016. Men projektet er ikke rigtig lykkedes. Sala er en udmærket maler, men måske er hans konkurrenter bare en anelse bedre. Og kunsthistorien er grusom, hvad det angår. Der er stort set kun plads til vinderne.

Det ser dog ud til, at Sala måske har inspireret Knud Odde (der tidligere var musiker i punkbandet Sort Sol) en anelse. Nogen af Knud Oddes malerier kan godt minde om Salas. Ikke mindst hvad den kraftige sorte konturstreg, der bruges til at tegne figurerne op med, angår.

Da jeg var i Randers for nogen uger siden, erhvervede jeg bogen L’artiste Eugéne de Sala – kunstrebellen der introducerede surrealismen i Danmark, der fortæller ret indgående om Salas liv (og noget mindre om hans værk, hvilket måske er en pointe i sig selv: Måske er personen simpelthen mere spændende end værket?).

Mens Sala i 1920’erne forsøger at slå igennem i København, hvor der nok er interesse for hans person, men ikke den samme interesse for at købe hans malerier, lever han i perioder som hjemløs og spiser det, han kan finde i byens skraldespande. Men en dag er der en overraskelse gemt blandt skraldet:

“Han finder mad i byens skraldeposer, når det ser sortest ud, og hos bekendte når det går bedst. Selv fortæller han om en morgen på Vesterbro, hvor han må gå til skraldespanden for at finde mad. Blandt klude og gammelt tøj mærker han noget, der rører på sig. Han graver ned og opdager, at han står med et nyfødt drengebarn i hånden. Skal han med risiko for at blive opdaget af politiet tage affære, eller skal han blot gå videre? Han er uden opholdstilladelse (i København – Sala boede officielt i Randers på dette tidspunkt, red.), og derfor er enhver kontakt med myndighederne ikke uden fare. Alligevel alarmerer han politi og ambulance, så spædbarnet bliver kørt til sygehuset og derfra videre anbragt hos en plejefamilie. Senere bliver han kontaktet af denne familie, der indbyder ham i deres hjem, hvor en lille sorthåret gut stolper rundt. Sala holder kontakten til familien, og helt op til drengens voksenalder er Sala en værdsat og underholdende gæst i hjemmet. Samtidig redder han sig mange måltider.”