Angela Merkel besøgte fredag Chemnitz, hvor højreorienterede ironiserede over hende med rekvisitter fra DDR og Det tredje Riget. 

At være autoritær er ved at antage en ny form: Politikere, der taler til voksne mennesker som om de var børn. Lars Løkke Rasmussen, Angela Merkel og Emmanuel Macrons udtalelser om nationalisme er skøre som glas. De tåler ikke berøring. Da knuses de.

Alligevel gengiver medierne deres vrøvl.

– Vi skal videre end bare at mindes en voldelig tid. Vi skal diskutere med hinanden, hvad det er for en lære, vi kan drage af fortiden, siger Lars Løkke Rasmussen.

EU’s fredspjat har for længst taget springet over i orwellsk nysprog. Ordene om nationalisme er en advarsel og en trussel til vælgerne:

Hvis du vover så meget som at se i national retning skal vi rulle dig i tjære og fjer og udstille dig som højreekstremist. Alle historiske begivenheder skal vi forvandle til advarsler og formaninger, der skal holde jer i ave.

Vrøvlet har en mening. Det er et magtsprog.

– Nationalfølelse er en stærk ting. Jeg er dansker. Men den form for indadvendt nationalisme, hvor man vender ryggen til resten af verden, kommer der kun dårligdomme ud af.

– For mange er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved de internationale institutioner som FN og EU og hele det internationale samarbejde. Hvis de får ret, får vi et problem, siger statsministeren.

Hvad er forskellen på en indadvendt og en udadvendt nationalisme? Igen:

Du skal ikke gå rundt med fikse ideer. Du skal ikke bilde dig ind, at du kan genvinde grænserne, fortiden, Danmark. Vi har kontrollen og agter ikke at afgive den.

Merkel kan som tysker bruge Holocaust med endnu større tyngde.

Det intellektuelle forfald viser sig aller tydeligst, når hun kan advare mod en genopblomstring af antisemitiske overgreb, uden at nævne muslimernes jødehad.

Det er kynisme og er kun muligt, fordi medierne undlader at sætte hende til vægs.

To linjer krydsede hinanden i Chemnitz: Befolkningen rejste sig mod drabet på en civil. Og netop opstand er myndighedernes store frygt. Derfor var det vigtigt at trække nazi-kortet.

Men så ødelagde efterretningschef Maassen det ved at modsige Merkel og kalde hendes udtalelser for vrøvl.  Den Herskende Klasse bliver hysterisk, hvis man udfordrer deres idiosynkrasier.

Seehofer reddede Maassen ved at sparke ham opad.

Men så holdt han en tale til Europas spionchefer, hvor han sagde at venstrefløjen ødelægger Tyskland. Da det slap ud, var bægeret fuldt.

Hvorfor?

Merkel og alle de andre koryfæers store frygt er, at de ikke kan stole på politiet ved en omfattende uro. Maassen bekræftede deres frygt. Tænk om han fandt på at gå ind i politik? Det gjaldt om at blive ham kvit så hurtigt som overhovedet muligt.

Men frygten består.