Larry King fortalte Russia Times at nyhedsstationen CNN forlængst var stoppet med at være en nyhedsstation og i stedet helt havde helliget sig en anti-Trump fortælling. Stationens øverste chef har direkte udtalt at seertallet afhænger af at Trump er hovedfortællingen og siden man har lagt sig fast på at Trump er skurken er det hvad der kører 24/7. Som en teater.

Ingen er mere udtryk for dette teater end stationens korrespondent i Det Hvide Hus Jim Acosta. Ved at råbe spørgsmål i situationer, hvor han ikke kan vente at få svar, gives der et indtryk i nyhedsindslagene af en præsident, der flygter fra sit ansvar, som et indtryk af en præsident, der er den frie presse fjendtligt stemt, når Acosta stiller spørgsmål, der er upassende i situationen eller polemiserer persevererende.

Formelt er der intet at komme efter, hvad angår beslutningen om at inddrage Acostas adgang til Det Hvide Hus pressemøder. Han valgte at bruge sin spørgetid på at diskutere politik med Trump og lavede så en patetisk scene, da den næste journalist i rækken blev betænkt med præsidentens tid, nøjagtig som Acosta var blevet betænkt. Præsidentens hus, præsidentens regler. Acosta kan ikke blive Fluernes Herre ved respektere reglerne for talekonkylien – derfor er han og resten af venstrefløjens presse så oprørte.

Ingen ved hvor længe Acosta er dømt ude, men han kommer igen når Trump savner ham.  Trump er intet offer og dirigerer store dele af forestillingen, som han demonstrerer sin lede ved det han kalder ‘fake news media’. Og her tjener Acosta som et godt eksempel på alt der er galt med ‘fake news’ pressen.

Komikeren Jon Stewart er den seneste til at gøre sig den observation at Trump ægger pressens egen narcissisme med sine hyppige angreb og aggressive forsvar og det er en krig, som kun Trump kan vinde.

Stewart er alle moderne talkshowværters moder og fra hans Daily Show gik satiren så langt ind i politik, at den konventionelle nyhedsdækning blev fortrængt og måtte overleve ved til gengæld at erobre en del af showbusiness. Derved er det svært at se forskel på om Acosta er koncept-humorist som Daily Shows nuværende kustode er politisk agitator.

Det er forvirrende for nogle, der lever så meget ind i teaterforestillingen at de tror at Det Hvide Hus lagde en fælde for Acosta at træde i, en fælde der bestod i at bede ham gentagne gange respektere, at andre også havde ret til at stille præsidenten spørgsmål og dernæst manipulere ham til at udnytte sit hvide privilegium ved med giftig maskulinitet at forgribe sig på en ung kvindelig ansat og vriste mikrofonen tilbage i sit ‘man-splainende’ “undskyld mig, frøken!”. Andre mente helt alvorligt, at det var Acosta, der var blevet overfaldet af den unge pige.

Flere medier har i denne omvendtslevslogik flirtet med ideen om samlet at boykotte Det Hvide Hus pressekonferencer eller blot præsidenten. Det bliver ikke til noget og er en tom trussel, når man samtidig har beklaget sig over at Trump omgår pressen og dens kritiske vinkling ved at henvende sig direkte til sine vælgere, bl.a gennem Twitter.

“Obama interrupted by heckling reporter” hed overskriften på Politico i 2012, da Neil Monroe ville presse et spørgsmål ind mens præsidenten stadig talte (om immigration endda). Det er der ikke noget charmerende ved, mente man på Washington Post, et udtryk for racisme mente The Young Turks mens CNN ikke kunne finde ud af om det var et stort udslag af manglende respekt eller bare et almindeligt normskred. Dengang blev det ikke et angreb på den samlede presse at det blev Monros sidste dag i Det Hvide Hus. Tværtimod hed det 4 år senere i Politico “Neil Munro, the reporter who famously heckled President Barack Obama in the Rose Garden”, da Monro forlod Daily Caller.

Det er også langt fra alle rapportere der ser Acosta som meget andet end et forstyrrende element. Tidligt i Trumps præsidentskab gennemførte man en større del af pressekonferencerne uden at tillade TV billeder. Det pikerede selvfølgelig TV-medierne og i særdeleshed CNNs Acosta, der udlagde det som fordækt. Men de fleste politisk journalister var glade fordi det gav et mere seriøst rum for både presse og talsmænd, når ingen havde interesse i at lave teater for små soundbites, man kunne ruminere over på sendefladen resten af døgnet.

Selvom der eksisterer et grundlæggende fjendtligt forhold mellem store dele af pressen og Trump, så er det meste et dagligt teater, muliggjort af sociale medier. For Trumps forhold til pressen er ikke nyt, mindede den altid gode Victor Davis Hanson om for et par måneder siden. Den i tiden ganske underkendte Harry S Truman, der var Roosevelts vicepræsident:

Truman swore. He had nightly drinks and played poker with cronies. And he shocked aides and the public with his vulgarity and crass attacks on political enemies. Truman mocked the widely respected Senator William Fulbright as “Half-bright.”

In the pre-Twitter age, Truman could not keep his mouth shut. When a reviewer for the Washington Post trashed Truman’s daughter’s concert performance, Truman physically threatened him.

“It seems to me that you are a frustrated old man who wishes he could have been successful,” Truman wrote in a letter to critic Paul Hume. “Someday I hope to meet you. When that happens, you’ll need a new nose, a lot of beefsteak for black eyes, and perhaps a supporter below!”

Truman liked to trash national icons — including the military that had just won World War II. He reportedly said of MacArthur’s firing: “I didn’t fire him because he was a dumb son of a bitch although he was, but that’s not against the law for generals. If it was, half to three-quarters of them would be in jail.”

 

Hvis Truman havde haft “access to Twitter, or had a Robert Mueller to hound him, the loose-cannon Truman probably would have self-destructed in a flurry of ad hominem tweets.” spekulerer Hanson. Ikke desto mindre var han en stærk præsident.