Tegning: Niels Thomsen

Angela Merkels afgang er symbolsk, uanset hvor meget man glatter ud og lader som ingenting.

Det er ikke kun fremtiden, der bliver anderledes, takket være Merkel. Det bliver vores syn på fremtiden også. Jo mere vi ser af konsekvenserne, jo mere vil arven efter hende blive forbandet.

Det er en skæbne hun vil dele med mange af dagens og gårsdagens politikere.

Deres fejlgreb har været massive og de har fastholdt kursen, længe efter at befolkningen forsøgte at vække dem første gang.

I stedet sendte de medierne og tech-censorene mod befolkningen.

Under Nordisk Råds møde i Oslo talte statsministrene fra de nordiske lande om “splittere”, dvs. de der bruger de sociale medier til fake news. Det er samme sprog som Stalin benyttede: Splittere, eller ødelæggere.

Sovjetborgerne fik at vide, at der skjulte sig mennesker blandt dem, på arbejdspladsen og i boligområderne, der forsøgte at ødelægge den nye stat. Hvis noget gik galt havde man forklaringen: Sabotage!

EU’s fremstilling af “nationalister” er skåret over samme læst.

I USA er det endnu værre, der føjer man ordet “hvid” til, og dermed bliver Trump anfører for en hvid pøbel.

At beskrivelsen pøbel passer godt på dem gør at samfundsklimaet bliver hårdt.

Merkel har konsekvent anklaget almindelige tyskere for at være hårde og onde i sjælen, hvis de vovede at kritisere hendes DDR-lignende eksperiment: Det nye multietniske Tyskland. Hun har aldrig beklaget eller vist forståelse for folks bekymringer.

Merkel har ikke børn. Hun fremstår som en kold, gold jomfru, gift med magten.

Den må hun nu give fra sig. Det sker på en vanærende måde. Uden ære, og det er nok kun begyndelsen på vanæren.