Albrecht Dürer The Seven Sorrows

Esajas Bog 49, 13-18

Matthæusevangeliet 18,1-14

Det særlige ved den tidlige barndomstid er dens dybe tro på at kærligheden er tilværelsens egentlige magt og virkelighed. Selvfølgelig findes der også for det lille barn onde magter i tilværelsen men far og mor står for barnet som beskyttere, der værger barnet mod ondskaben. Man kan også sige det sådan, at barnet er i umiddelbar samklang med livsgrunden. Angsten har ikke for alvor fået tag i barnet og egenrådigheden har heller ikke. Barnet lever i fuld tillid til de kræfter, der skaber og opretholder det. Skabermagten er for barnet først og fremmest repræsenteret ved mor og far som barnet holder sig til og stoler på og venter alt godt af.  Barnet kan jo slet ikke andet. Gennem dem møder barnet tilværelsen og tilværelsens skaber med tro og håb.

Det er på den måde, vi skal ligne barnet. Ikke ved at efterligne særlige barnlige træk eller deponere vores sunde fornuft i våbenhuset, nej vi skal efterligne barnets tillid til skabermagten. Tilliden til at den magt der plantede os også vil følge os på vores vej i livet og høste os igen når tiden er inde.

At være barn i hans rige betyder ikke, at der så aldrig vil være storme i vores liv eller torne på vores vej.  Det vil der. Det er det Jesus kalder ”fald” eller ”forargelser”.

Faldet vil forhindre os i at se meningen med vores liv. Det vil berøve os livsmodet og glæden og den trygge forventning om at Det ender godt. Da formørkes vores sind og den gode guddommelige vilje bag vores liv bliver svær at se. Den bliver forplumret. Vi kan ikke se den. Vi kan ikke se lyset, håbet og meningen og alting bliver som tåge eller mørke en sen efterårsdag.

Det er uundgåeligt, at sådanne fald indtræffer i et menneskeliv. Men når de gør, da er det vores håb, at vi kan holde fast i tilliden til at alle ting tjener til det gode for Guds børn. At der ER en god mening med vores liv. At Vor Herre HAR gode planer for os – ikke planer om ulykke, men om lykke og om at give os en fremtid og et håb.

Vi må tænke på, at trængsler, lidelser og nederlag kan i sidste ende vise sig at have en mening, som vi ikke lige kunne se i første omgang. Det må vi tro på.

Men hvad der er måske mere vigtigt så skal vi vare os for, at vi selv bliver årsager til sådan et ”fald” for andre mennesker og her først og fremmest for de små.  For når Gud beder os alle om at blive som børn – og dermed gør barndommen og barnets tilgang til verden og til Gud til det sted, hvor vi kan modtage Guds rige  –  da skal vi også værne om barndommen og barnets verden.

Vi har her en særlig opgave som voksne mennesker. Nemlig den at nære håbet for de små. Den ikke at bringe dem til fald og det vil sige tage håb og livsmod fra dem. Vi må ikke efterlade dem som bortkomne og vildfarne får i ørkenen.

Hvorfor? Jo fordi også disse små, er Jesus også og måske især, sendt til og død for. Og fordi de i deres sårbarhed har en særlig status i hans rige.  Det viser lignelsen med fåret os. Selv med 99 får derhjemme vil Vor Herre alligevel gå til det yderste for at frelse bare et lille bortkommet får. Så kostbart er det mindste og mest undseelige menneskeliv, for kronet med herlighed og ære er mennesket – kun lidt ringere end Gud. Også det der ikke ser ud af noget i vores øjne. Ethvert lille liv vogtes af hans engle. Vores hovedhår er talte. Ja, ikke en fugl falder til jorden uden at Himlens og jordens herre er med den.

Hvordan gør vi så det? Hvordan tager vi vare på de små, så vi ikke ringeagter dem ved at bringe dem til fald? Så vi ikke efterlader dem alene og faret vild i tilværelsen?

Jo, vi skal fortælle dem historier, der bygger dem op. Historier om, at der nok er mørke og ødelæggelse, om at der ganske vist er menneskelig ondskab og fornedrelse, men der er også tapperhed og mod og der er forsoning mellem mennesker og ikke mindst er der frelsen ved vores synders nådige forladelse.

Der er had, der er fjender.  Der er synd. Der findes andre veje end fredens vej. Men der er en frelser der kommer og gør alting godt.

Det vil sige vi kan godt introducere de små til livets barske realiteter (gradvist), men det skal ende godt. Den der fortæller et barn at verden ikke er til at leve i er en nidding, som Professor Løgstrup sagde.

Astrid Lindgren har sagt det samme på en lidt anden måde: Pak ikke dine børn ind i vat, nej pak dem ind i stærke fortællinger.

En stærk fortælling er den vi hører her i kirken. Den vores tro, vores gudstjeneste og vores kultur og civilisation er bygget op omkring

Vi hører i den fortælling, at menneskets liv er som at være på åbent hav eller dybt vand. Som at være fortabt i ørkenen. Kristus lover ikke godt vejr eller oaser hele tiden, men han lover at stå ved roret på det skib, der skal føre mennesket gennem storm og torden. Han lover at følge os i ørkenen og bringe os hjem. Hver eneste en af os. Det er den kristne grundfortælling: Det er den vi skal høre og det er den vi skal fortælle videre: Vi skal høre, at der er fred trods nød og fare. Der er hvile for de trætte skuldre og der er forladelse for synder.  Der er frelse fra døden og Lyset skinner i mørket og mørket fik ikke bugt med det. Med den vished kan vi strides uden at gå til grunde. Sådan kan vi fejle uden at forfærdes. Sådan kan vi opleve nederlag uden at bryde sammen.

I alt kan vi da være trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. “

Amen