LEDER

Liberalisme og multikulturalisme (af Chris Løvberg Hansen. Oversættelse: Kim Møller)

Kun i Vesten har der udviklet sig en kultur som sætter individets frihed i centrum for politisk handling, og det er det mest unikke og revolutionære træk ved vestlige kultur. Kants formulering om at individet er et mål i sig selv, og ikke kun et middel for et højere mål, har stået som det moralske fundament for vestlig liberalisme.

Det er let at tage friheden for givet, og at glemme, at vestlig liberalisme kun har eksisteret i en kort historisk periode. I den menneskelige normaltilstand har individet, historisk set, kun eksisteret som en del af et kollektiv. Friheden er en skrøbelig blomst som altid må forsvares mod ideer som mobiliserer kollektivet mod individet. Ideer som har vækket kollektivismens primitive instinkter har to gange i form af nazismen og kommunismen været tæt på løbe det liberale demokrati overende. I løbet af de sidste årtier er der vokset to ideologier frem, der igen truer friheden. En hård og en blød. Den hårde er islamismen med sine asymmetriske angreb på Vesten, den bløde er multikulturalismen.

Den engelske filosof John Locke (1632-1704) var den første som så sammenhængen mellem den private ejendomsret og individuel frihed. I modsætning til samtidige Thomas Hobbes mente Locke at statsmagtens opgave ikke var at opretholde samfundsordenen med alle midler til rådighed, men at sikre den enkelte borgers liv og ejendom. Det var for at opnå denne sikkerhed, at mennesket underkastede sig statsmagten. John Locke kan siges at have været den klassiske liberalismes fader, og han forudså også magtens tredeling og blev således en inspirator for den amerikanske uafhængighedserklæring.

Locke bannede vejen for senere liberalistiske tænkere som Adam Smith, Alexis de Tocqueville og Friedrich Hayek. Nøgleordet for disse var begrænset statsmagt, fri ejendomsret, individuelle rettigheder og individuel ansvar for egen lykke.

Gennembruddet for en politik der satte individets frihed i centrum, hang sammen med fremkomsten af den moderne nationalstat. Før nationalstatens fremkomst var mennesket mere eller mindre organiserede i multietniske imperier, hvor den kollektive identitet baseret på race og religion dominerede. Fremkomsten af den moderne stat opstod i kølvandet på imperiernes forsvinden, og ideen om borgerskab baseret på individuelle rettigheder og den sekulære retsstat vandt frem, og fik forrang i forhold til rettigheder baseret på kollektive identiteter. Den moderne stat er assimilativ i sit væsen, og integrerede borgerne ind i samfundet med en fælles identitet. Den engelske filosof Roger Scuton har påpeget hvordan oplysningstiden og adskillelsen af kirke og stat skubbede europæernes religiøse identitet bag den nationale identitet, og hermed skabte de åbne samfund, der er så attraktive for indvandrere. For et medlemskab baseret på national identitet stiller ingen specielle religiøse eller ideologiske krav. National loyalitet er en form for naboskab, en loyalitet til et fælles hjem og de som byggede det, en følelse af at høre hjemme i et land, og at ære en del af de vaner og skikke som præger landet. En national samhørighed er i princippet muligt for alle, i modsætning til et religiøst tilhørsforhold, der kræver at man må konvertere.

De sidste årtier har den moderne stat imidlertid bevæget sig i retning af en postmoderne stat, hvor den nationale ideologi møder modstand, og den moderne stats assimilative karakter vækker ubehag. Den postmoderne stat ønsker i større grad et identitetsbegreb som afspejler den etnisk-kulturelle mangfoldighed, og herfra er der ikke langt til multikulturalismen.

Multikulturalismen er et sæt ideer som forfægter at alle kulturer er lige gode, og at alle kulturer fortjener samme behandling i et liberalt demokrati. Multikulturalismen får sin næring fra det vestlige skyldkompleks, der hævder at vestlig kultur med sine postulerede ugerninger, umuligt kan være bedre end andre kulturer, samt den vestlige tendens til, i nyere historie, at sætte ligheden over friheden, og sætte sig udover det, at mennesker er skabt lige og er lige for loven.

Den canadiske professor i politologi, Salim Mansur, har i sin bok Delectable Lie påvist hvordan multikulturalismen arbejder for at svække borgerskabsidentiteten ved at foreslå, at de kulturelle identiteter indvandrere tager med sig til sit nye hjemland fortjener at blive anerkendt, og at blive behandlet med den samme respekt som værtslandets kultur. Problemet opstår når multikulturalister forlanger at liberale demokratier lovformeligt skal anerkende kulturelle praksisser, der ikke bare er forskellige, men som står i direkte modsætning til det liberale demokratis kerneværdier, såsom borgerskabsrettigheder – og pligter, individuel frihed og demokrati. For eksempel vil det at anerkende kvinders status i henholde til sharia underminere princippet om ligestilling i et liberalt demokrati.

Verden er mere eller mindre naturlig multietnisk og præget af diversitet. Som mansur skriver, ligger den moralske styrke i liberalismen i at nægte at gøre en fetish ud af mangfoldigheden. Liberalismen ignorer mangfoldigheden i sit forsvar for frihed og individuelle rettigheder. Multikulturalismen er imidlertid snubletråden som leder tilbage til en tid hvor individet måtte bøje sig for kollektivets krav. Indenfor det multikulturelle verdensbillede er det at hævde et liberale demokratis overlegenhed, det samme som at hævde vestlige overlegenhed, og hermed beslægtet med racisme.

Åbne, liberale demokratier har ikke været den naturlige tilstand for mennesker historisk set, men er blevet tilkæmpet med store omkostninger, og et er en specifik vestlig fortjeneste. At sætte individet over kollektivet er selve adelsmærket for den vestlige kultur. Derfor handler integration ikke bare om at indvandrere skal overholde loven, noget som er en selvfølgelighed, vellykket integration betyder faktisk at nye landsmænd er villige til at lade sig assimilere ind i værtslandets kultur, og omfavne Vestens liberale traditioner, og at få indvandrere til at forstå, hvad borgerskab betyder i praksis. Statsborgerskabet er et valg. Man må selv vælge. Man kan ikke både være nordmand og pakistaner. Det kan man kun være hvis man er statsborger i begge lande, hvad der færreste er.

Hvad sker der når der kommer tusindvis af indvandrere til landet fra lande som har svag eller helt fraværende liberale traditioner, og få herboende er villige til at holde den liberale fane højt hævet? Der er en reel fare for at man på sigt vil vælge den vej der giver mindst modstand, og give efter for krav om særrettigheder fra minoritetsgrupper. Så har man snublet i den multikulturelle snubletråd, og røget flere hundrede år tilbage i tiden.

3 svar til “Liberalisme og multikulturalisme”

  1. Peter Buch siger:

    Åbne, liberale demokratier duer kun som lukkede. Hvilket er selvmodsigende, men realiteten, set herfra.

  2. Peter Pedersen siger:

    Den veslige liberalisme er et produkt af opgøret med katolicismen. Det kan godt være, at liberalismen som politisk ideologi først opstod da 1600 og 1700 tallets tænkere og ikke mindst embedsværket indså, at monarkiet ikke kunne opretholde enevældet i længden og, at adelen på en eller anden måde måtte give bønderne og husmændene en gulerod, når centralmagten ikke længere kunne give herremændene beskyttelse. Liberalismen er bygget på et fundament af magtafgivelse af hvad kunne kalde akkumulerede værdier, der har biologiske, fysisk/kemisk samt lovmæssige kendetegn. Problemet for liberalismen er dog, at individet kun i et begrænset tidsvindue af sin levetid kan leve op til det liberale ideal, og siden individet i bund og grund altid vil være en del af en eller anden form for fællesskab, kan liberalisme i realiteten kun eksistere i en social liberal virkelighed.

  3. Svend siger:

    Den hvide mands samfundsform er ikke et produkt af politisk tænkning. Den er en naturlig opstået
    samfundsform, nemlig den bedste og mest effektive, når det gælder om at give flertallet af borgerne den bedste tilværelse. Hermed er ikke ment, at den er idéel, for intet i den virkelige verden kan gøres idéelt – kun bedst muligt.

    Den konservative hvide mand er prototypen på et K-sekteret individ. Hans mål er at gøre det bedst muligt for sig selv og sin familie. Så han er opfindsom og arbejdsom, og han vil slås til døden, hvis nogen angriber noget af hans. Han ved, at kun lommeuld kommer af ingenting. Af indlysende grunde har K-selekterede familier slået sig sammen, for i flok at blive endnu bedre. Flokkene blev til kommunerne, og kommunerne til nationen.

    Den socialistiske hvide mand er r-selekteret – r for kanin. Han satser på at vegetere på andre, og hans drivkraft er kun misundelse og ondskab. Han er så åndeligt underbemidlet, at han ikke kan indse, at hans valg i sidste ende bliver hans egen elendighed.

    Sådan er det meget kort – og groft. De med den høje iq danner gode samfund. De andre river dem ned. Det er gener det hele. Og i Danmark og resten af verden dykker iq mod niveauet i menap.