I disse mørke oktoberdage er det præcis 75 år siden, at tusinder af jævne borgere reddede 7.000 danske jøder fra Adolf Hitlers Holocaust.

Vi er disse ofte ukendte redningsmænd- og kvinder tak skyldig, for jøderedningen i 1943 var en national bedrift, som gav international genlyd. Der burde rejses monumenter i de danske havne, hvorfra fiskeskippere stævnede ud i det kolde oktobermørke for at bringe jødiske flygtninge til Sverige. Der var tale om rigtige flygtninge, ikke migranter.

Ligeledes bør vi i disse dage huske, hvem skurkene var.

Alt mens almindelige danske borgere hjalp deres jødiske naboer og venner, foreslog Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen til Hitlers udsending, at dansk politi selv skulle stå for “interneringen” af jøderne.
Svenningsen agerede i forståelse med Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og til dels Konservative, som samarbejdede nidkært med Hitler. Tanken var, at jøderne var bedre tjent med at være i dansk fængsel end i tysk kz-lejr.

Tanken var absurd, for Svenningsen og politikerne vidste, hvad der ville ske. Et par måneder forinden havde besættelsesmagten taget kontrol over andre “internerede” danskere, herunder folkevalgte kommunister. De blev sendt til tyske lejre og fængsler, hvor cirka 22 omkom.

Nu endte Gestapo heldigvis med at sige nej tak til Svenningsens jødetilbud. Dansk politi kom ikke til at gøre Gestapos beskidte arbejde.

Efter krigen er affæren nærmest gået i glemmebogen, hvorimod elitære historikere gerne “nuancerer” de danske SS’eres virke eller kritiserer jødereddere og frihedskæmpere.

Tag Bo Lidegaard, den anerkendte historiker, diplomat, og tidligere chefredaktør på det kulturradikale Politiken. Lidegaard har i flere værker beskrevet jødeaktionen, og i bogen “Sådan valgte de” fra 2008 skrev Lidegaard 26 sider om den radikalt sindede Svenningsen, hvoraf kun ét lille afsnit handlede om jødeinterneringen.

Eller tag Hans Kirchhoff, der først skrev det sagligt glimrende værk “Augustoprøret”, men derpå viede sin energi til bl.a. at renskure den tyske diplomat Georg Ferdinand Duckwitz. Historien er, at Duckwitz tippede ledende danske socialdemokrater om den forestående jødeaktion, hvorpå redningen af jøderne fandt sted.

Men Duckwitz er ingen helt, og danske besættelseshistorikere er på ganske afgørende punkter blevet tilbagevist af den tyske historiker Ulrich Herbert i værket “Best”, hvor Duckwitz fremstår ekstremistisk og beregnende. I efterkrigstiden var han en væsentlig del af Tysklands gammelnazistiske netværk.

Dertil kommer, at Duckwitz i 1939-40 var spion i et netværk, der kostede over 1.000 norske, danske og svenske civile søfolk livet. Deres handelsskibe blev torpederet af tyske ubåde i Nordsøen. Snarere var Duckwitz altså krigsforbryder – eller måske bare en af besættelsestidens opportunister.

I dag afviser danske medier som Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, Information, Ekstra Bladet, Arbejderen og Kristeligt Dagblad at bringe læserbreve om “jødeinterneringen” i 1943. Det ligner kollektivt selvbedrag.
Fortielser medfører historieløshed, som kan præge nutidens politiske debat.

Hen over sommeren underholdt Det Radikale Venstres partileder Morten Østergaard eksempelvis ved at kalde et eventuelt fremtidigt politisk samarbejde mellem DF-S-SF for et “rødbrunt kabinet”. Østergaard henviser altså gerne til Hitlers SA-brunskjorter, mens han ikke har anstændighed nok til at rydde ud i de radikales “brune” skabe.
I næste valgkamp vil jeg som nordjysk DF-folketingskandidat derfor gerne udfordre Østergaard til direkte og åben debatduel. Vores demokrati afhænger nemlig af historisk bevidsthed, også når debatten er hård.

Og lad os så i øvrigt i disse fine oktoberdage mindes, hvordan tusinder af almindelige jævne danskere dengang for 75 år siden reddede Danmarks ry.