Dagens politiske regime har spent næstekærligheden for den politiske vogn. Det risikerer å utløse en reaktion fra de som udsættes for tvangen: Måske de fremmede ikke er min Næste, men min fjende?
Det ville være tragisk om dette gigantiske eksperiment i godhed og medmenneskelighed resulterede i sin modsætning: Det er det ved at gøre. Bare kig til Sverige.
Det påhviler alle som forsøger å vække borgerne til politisk indsats et stort ansvar, slik at denne reaktion ikke blir blind, forstandsløs, fylt av ønsker om hævn, selv om det kan være mange gode grunner til slike ønsker.
Det er selve vores menneskesyn som står på spild.
Det største nederlag ville være om vi i mødet med islam mistet den medmenneskelighed som er grundlaget for vores samfund.
Vi trenger ikke fodre forbitrelsen. Den er der i rikt monn. Vi som mener at borgerne har krav på å vide hvad der sker, har et særlig ansvar når det gælder at minde om hvad vi ikke ønsker at blive.
La oss separere de ulike domener og opføre os derefter.
Når Krudttønden og synagogen bliver angrebet holder det ikke med å løfte fakler i flok og synge Imagine. Da kræves handling: nye love, flere politi, mer kontroll.
Vores intellektuelle som skal holde de åndelige våben ved lige, må våge at møde fienden ansigt til ansigt. Ikke fortælle os at det er vores skyld.
Disse reaktioner – Imagine og selvbebrejdelsen – er med at gøde grunden for at hjerterne fyldes av bitterhed og uforsonlighed. Uforsonligheden er den farligste.
Det risikerer at stænge døren også til det vi en gang var. Da er vi virkelig lost. Da har vi ingenting at stå på, ingenting at virkelighed kæmpe for.
De svære ting at tale om er de religiøse som islam smider os i ansigtet. Vi troede vi havde et valg: At vi kunde vælge religionen væk. Men islam gør det umulig. Den og muslimerne stiller nogle spørgsmål som vi blir nødt for at besvare:
Hvem er du og hvad står du for?
Det er ingen free lunch mer. Heller ikke på det religiøse område. Det er tungt å erkende for det moderne menneske.
Det historiske timout er ved at være over.
Billede: Gammel kvinde i bønn. Rembrandt
“Hvem er du og hvad står du for?” Vi er vist bare blevet forbrugere – så længe vi får, hvad vi synes, der tilkommer os, er vi tilfredse. Også selv om vi bliver invaderet af unge mænd fra Mellemøsten mv. Ingen ønsker, at vores lande bliver kulturelt forandret til et langt mere Mellemøstligt islamisk Europa, men vi gør intet for at forhindre det. Vi er afmægtige!