"Oslo-krigens" uhyggelige pris

Den 13. september 1993 gav Yitzhak Rabin og Yasser Arafat hinanden hånden på plænen foran Det Hvide Hus. De havde netop officielt underskrevet det dokument, som var tænkt at skulle indlede freden: Oslo-aftalen. Maskineriets tandhjul påbegyndte deres arbejde.

Fra den ene dag til den anden var Yasser Arafat ikke længere leder af en nedkæmpet terrororganisation. Han var pludselig blevet præsident for en skinstat; hans Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) var blevet forvandlet til “Det Palæstinensiske Selvstyre”.

Terrorangrebene mod israelere blev under denne “fred” endnu mere blodige og talrige og blev snart udført i et rasende tempo. Nogle rettedes bevidst mod børn og unge mennesker, så som massakren på diskoteket Dolphinarium og selvmordsbombningen mod Sbarro-restauranten. Arafat fordømte ingen af dem.

I september 2000 indledte Det Palæstinensiske Selvstyre en storstilet guerillakrig, som varede i fire år og dræbte flere end 1.000 israelere.

Det stod hurtigt klart, at Arafat ikke havde i sinde at holde op med at være massemorder. Hans efterfølger, Mahmoud Abbas, var ikke bedre. Mordene på jøder standsede ikke. Israel besluttede til sidst at opføre en sikkerhedsbarriere. Palæstinensiske ledere fortsatte utrætteligt med at stille krav, som intet land ville kunne opfylde uden at begå selvmord. Disse krav indbefattede en tilbagetrækning til våbenstilstandslinjerne fra 1949, som var umulige at forsvare, samt at Israel skulle lukke millioner af mennesker ind, som havde svoret at udslette jøderne:

Selvom det er sandt, at Hamas er eksperter i at få uskyldige palæstinensere dræbt, har de gjort det meget klart, i ord såvel som i handling, at de foretrækker at dræbe jøder. Følgende erklæring, som får blodet til at fryse i årerne, stammer fra gruppens charter: “Den Islamiske Modstandsbevægelse tilstræber virkeliggørelsen af Allahs løfte, uanset hvor lang tid det vil tage. Profeten, Allah velsigne ham og bringe ham frelse, har sagt: ‘Dommens Dag kommer ikke, før muslimer bekæmper jøderne (ved at dræbe jøderne), hvor jøderne end skjuler sig bag klipper og træer. Stenene og træerne vil sige ‘Åh muslimer, åh Abdulla, der står en jøde bag mig, kom og dræb ham.”

Dette er en klar og åbenlys opfordring til folkedrab, nedfældet i et af de mest gennemsyret antisemitiske dokumenter man kan læse siden udgivelsen af Zions Vises Protokoller. Ikke ret mange mennesker synes at være klar over, at Hamas’ oprettelsesdokument opfordrer til folkedrab.

Imens blev Israel konstant bedt om at forhandle og komme med stadig flere indrømmelser.

Og indrømmelser gav det. I 2005 evakuerede Israel ubetinget og med magt hver eneste tilbageværende jøde fra hele Gazastriben – en handling som betød, at Hamas hurtigt tog magten dér. I en plan foreslået af premierminister Ehud Olmert i 2008 tilbød Israel også at forlade den østlige halvdel af Jerusalem og at trække sig næsten helt ud af Vestbredden og Jordandalen – et skridt som medførte forhandlingernes sammenbrud fra palæstinensisk side. Alligevel blev Israel fortsat internationalt defineret som den skyldige part.

Selvom Det Palæstinensiske Selvstyre aldrig lagde skjul på, at det stadig var det samme gamle folkemorderiske PLO, vandt det bestandig udbredt anerkendelse: mange lande i Afrika, Asien og Latinamerika, og endda pavestolen, anerkendte en “palæstinensisk stat”, som simpelthen ikke eksisterer. “Palæstina” fik sæde i UNESCO og status som permanent observatø r i FN.

Trods det faktum at en stor del af den udenlandske pengehjælp til Det Palæstinensiske Selvstyre blev brugt til at belønne terrorisme og finansiere oppisket had imod jøder, voksede den udenlandske støtte.

Den palæstinensiske propaganda vandt terræn internationalt, og endda i Israel. Et stigende antal israelske arabere blev radikaliserede; nogle udførte angreb.

Ekstremistiske organisationer, som var dannet i Israel, men finansieredes fra udlandet i “fredens” navn, viste deres sande kulør i form af åbenlyst fjendskabmod Israels eksistens. Den seneste vedtagelse af en lov, som definerer Israel som det jødiske folks nationalstat og fastslår noget, der har været tydeligt lige siden Israels grundlæggelse i 1948 (Uafhængighedserklæringen udelukker ikke nogen og taler om “udviklingen af landet til gavn for alle dets indbyggere”; den nævner også udtrykkelig “det jødiske folks naturlige ret til, ligesom alle andre nationer, at være herre over sin egen skæbne på den jord, som tilhører dets egen suveræne stat”), fik nogle af disse organisationer til at forsøge at fremprovokere en anti-israelsk vrede blandt det drusiske mindretal og arrangere demonstrationer i Tel Aviv.

Femogtyve år efter Oslo ligner status mere det, som historikeren Efraim Karsh, i en kommentar til Rabin-Arafat-håndtrykket, i 2003 kaldte for begyndelsen på “Oslo-krigen“. I denne krig, skrev han, tilstod Israel fra starten sine værste fjender en vigtig sejr ved at tildele dem en respektabilitet, som de ikke fortjente, og havde således anbragt sig i en taberposition, som landet aldrig helt kom sig over. I en omfattende undersøgelse, offentliggjort i 2016, bekræftede han sin analyse og sagde, at håndtrykket i 1993 og det dokument, som dengang blev underskrevet, havde udgjort den “største strategiske bommert i Israels historie”.

I januar 2017 forklarede historikeren Daniel Pipes, grundlægger af og præsident for Middle East Forum, i detaljer det presserende behov for en dybtgående ændring i Israels adfærd, inden det ville være for sent. Den palæstinensiske befolkning, betonede han, er gennemsyret af en “genocidal tvangsbesættelse imod Israel.” Han understregede, at:

“Modsat Rabins slogan slutter man ikke [fred] med stærkt ubehagelige fjender, men snarere med tidligere stærkt ubehagelige fjender. Det vil sige fjender, som er blevet besejret…

“…Historien viser, at krige ophører, ikke ved velvilje, men ved besejring. Den, der ikke vinder, taber. Krig ophører sædvanligvis, når nederlaget får den ene part til at fortvivle, når denne part har opgivet sine krigsmål og accepteret nederlaget, og når dette nederlag har udmattet dens vilje til at kæmpe. Men så længe begge kombattanter stadig håber at nå deres mål, vil kampene derimod enten fortsætte eller potentielt blive genoptaget.”

I 2003 skrev Joel Fishman, ansat ved Jerusalem Center of Public Affairs, at den israelske regering, før yderligere handling vedrørende den palæstinensiske sag, burde ophøre med at behandle Det Palæstinensiske Selvstyre som noget, det ikkeer, og begynde at behandle det som det, det er og aldrig er ophørt med at være: en terrororganisation – og en, der bør behandles som en sådan. Både USA’s og Israels regering bevæger sig nu i denne retning. Den 6. marts 2018 sagde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at Abbas må “holde op med at betale terrorister for at myrde jøder”. Udtalelsen betød ikke blot en udpegning af Abbas som terroristleder; den mindede også offentligheden om, at penge tilskynder til mord. For få uger siden bemærkede forsvarsminister Avigdor Lieberman, at Abbas “betaler 100 millioner NIS (israelske shekel, ca. 177 millioner danske kroner) i salær til terrorister og mordere,” og tilføjede “et tydeligt budskab: Det er slut”.

De, der støtter Det Palæstinensiske Selvstyre, støtter terrorisme. Man kan kun konkludere, at de derved afslører sig som fjender af Israel. At sige sådan om visse regeringer, kunne være upopulært, men i mindre grad de såkaldte ngo’er (organisationer som ikke er regeringsfinansierede eller -styrede). NGO Monitor blev grundlagt i 2002 for at modarbejde organisationer, der fremstår som “forsvarere af menneskerettigheder”, men som bruger dette til at støtte ofte skadelige mål. I juli 2016 vedtog Knesset en lov, der krævede, at ngo’er, der modtager mere end halvdelen af deres finansiering fra udlandet, skal vise dette i deres økonomiske rapporter og oplyse om det i annoncer og publikationer, og når de bedriver lobbyarbejde blandt offentlige embedsfolk. Ville du bryde dig om, at over halvdelen af de midler, der går til at fastlægge dit lands politik, stammede fra klart fjendtligt indstillede lande, og uden at dette blev oplyst?

Noget andet, der trænger voldsomt til vores opmærksomhed, er en afsløring, gendrivelse og forkastelse af den historieforfalskning, som Det Palæstinensiske Selvstyre og dets støtter udspreder. Den israelske regerings beslutning om at trække sig ud af UNESCO, efter at en afstemning fuldkommen ukorrekt havde benægtet den jødiske forbindelse til Jerusalems Tempelbjerg og Vestmuren, var afgørende og på høje tid. Når premierminister Netanyahu refererer til Vestbredden, taler han udelukkende om Judæa og Samaria, fastslår, at Judæa netop er navngivet efter jødernes tilstedeværelse dér for tusinder af år siden, og forklarer, at en uddrivelse af jøder fra Judæa og Samaria bør kaldes ved sit rette navn: etnisk udrensning.

I et interview med den hollandske avis Trouw i marts 1977 udtalte PLO lederen Zuheir Mohsen:

“Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Skabelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel til fortsættelse af vores kamp imod staten Israel for arabisk forening. I virkeligheden er der i dag ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det er kun af politiske og taktiske grunde, at vi i dag taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, eftersom arabiske nationalinteresser kræver, at vi hævder eksistensen af et særskilt palæstinensisk folk for at modarbejde zionismen.”

Samme kendsgerning blev bekræftet i en video, som blev opslået af den uvurderlige kilde MEMRI: en Hamas-minister for indenrigsforhold i 2012 fastslår, at palæstinenserne er “blot saudiere og egyptere.”

Gennem otte år indtog Obama-regeringen standpunkter, som skulle undergraveIsrael. Denne politik kulminerede den 23. december 2016 med beslutningen om at undlade at nedlægge veto mod en FN-resolution, som krævede, at Israel skulle vende tilbage til “1967-grænserne”, som i virkeligheden ikke er grænser, men blot en våbenstilstandslinje. Denne politik definerede også “Østjerusalem” og den gamle bydel som “besat palæstinensisk territorium”. Præsident Trump har derimod anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad, flyttet den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem den 14. maj og har med disse to handlinger taget Jerusalem ud af forhandlingerne. Guatemala har fulgt positivt op ved også at flytte sin ambassade til Jerusalem. Da præsident Trump bad de palæstinensiske ledere om at holde op med at betale løn til terrorister, der sidder fængslet i Israel, og til døde terroristers familier, og palæstinenserne nægtede, fjernede han mere end 200 millioner dollars i hjælp til Det Palæstinensiske Selvstyre.

Præsident Trumps regering anså også forlængelsen af “flygtningestatus” for millioner af efterkommere til de godt og vel 500.000 oprindelige, arabiske flygtninge som uforsvarlig. Ifølge et hemmeligstemplet dokument i udenrigsministeriet er der i dag kun 30.000 af de oprindelige flygtninge tilbage. Så præsidenten afbrød alle udestående betalinger, godt og vel 300 millioner dollars, til FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees (UNRWA). Han tilføjede, at UNRWA har været “åben for underslæb og korruption,” og at agenturet har forværret problemet i stedet for at bidrage til dets løsning. Den 9. september besluttede han ligeledes at indefryse 25 millioner dollars til finansiering af palæstinensiske hospitaler i Jerusalem på grund af uviljen til at deltage i fredsbestræbelserne, og den 10. september besluttede han at lukke den palæstinensiske delegations kontor i Washington D.C.

De sunni-arabiske regimer ved godt, at Israel kunne blive deres vigtigste allieredei kampen mod den iranske trussel i regionen. Den saudiske kronprins, Mohamed Bin Salman, sagde i New York i april, at palæstinenserne må “acceptere de forslag, som Trump-regeringen fremlægger, eller tie stille”. Den 12. august skrev Walid Sadi, tidligere jordansk diplomat, i Jordan Times (en avis, som er direkte afhængig af kongerigets regering), at Det Palæstinensiske Selvstyre må “affinde sig med en ikkeperfekt løsning”. Den udtalelse får én til at tænke over, hvordan en, set med Det Palæstinensiske Selvstyres øjne, perfekt løsning mon ville se ud.

Israel har altid mødt et uforsonligt fjendskab hos Den Europæiske Union (EU), Frankrig og Tyskland, som i dag er blandt de ivrigste støtter af den fordærvede“palæstinensiske sag”. Den israelske regering ved godt, at den ikke skal forvente sig noget af dem, ud over at blive undergravet. I juli 2016 modtog Mahmoud Abbas, efter at have fremsat nogle åbenlyst antisemitiske bemærkninger i Det Europæiske Parlament, en stående ovation. I juli 2017 kyssede Emmanuel Macron Abbas og takkede ham, uden at fortrække en mine, for hans “utrættelige arbejdefor ikkevold”. I april 2018 var Hamas-lederen Ismail Haniyeh på forsiden af et af de største franske nyhedsmagasiner, Paris Match, og flere sider inde i bladet var viet til en helgenberetning om en mand, der kun kan beskrives som en antisemitisk morder. I april 2017 mødtes den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel, under en diplomatisk rejse til Israel, med grupper, der tilsviner israelske soldater som “krigsforbrydere”. Den Europæiske Union, Frankrig og Tyskland vil tilsyneladende ikke indstille deres finansiering af Det Palæstinensiske Selvstyre og snesevis af radikale anti-israelske organisationer og gør alt, hvad de kan, for at redde den “iranske atomaftale” og mullahernes regime.

Antallet at israelere, der tror på, at en fredsaftale er mulig, svinder. Antallet af israelere som mener, at der ikke bør gives yderligere indrømmelser, stiger. Antallet af palæstinensiske arabere, som støtter terrorangreb, stiger også.

I en nylig undersøgelse, som rangerede lande efter deres alliancer, indflydelse og lederskab, var Israel, trods landets ringe størrelse, rangeret som det ottende mest magtfulde land i verden.

Den krympende terrororganisation Hamas har forsøgt at gøre den med brutalitet regerede befolkning i Gazastriben til en flok blodtørstige fanatikere. Det Palæstinensiske Selvstyre er et korruptionsplaget autokrati, som udelukkende overlever takket være massiv støtte, hovedsagelig fra det godtroende Vesten – en bestikkelse, som ikke blot ikke har virket, men som ligesom i de fleste andre tilfælde af bestikkelse blot har medført yderligere krav om flere penge, uden mærkbare ændringer i adfærd.

Det er virkelig tragisk, at befolkningen i Gazastriben og på Vestbredden har været holdt som gidsler i så lang tid af nogle palæstinensiske ledere, som fodrer dem med en drøm, hindrer ethvert fremskridt og får dem til at ophidse imod Israel for at fremme dettes udslettelse.

I februar 2017 sagde den daværende amerikanske ambassadør John Bolton, i dag præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, at han ikke kunne få øje på nogen levedygtige institutioner på den “palæstinensiske” side, og tilføjede, at han mente, at den bedste løsning kunne være en “trestatsløsning”, hvor Gaza blev tilsluttet Egypten og en del af Vestbredden tilsluttedes Jordan. Den israelske regering var ikke uenig.